Generalkonference
Herlighedsriger
Oktoberkonferencen 2023


Herlighedsriger

Vi har en kærlig himmelsk Fader, som vil sørge for, at vi modtager enhver velsignelse og enhver fordel, som vores egne ønsker og valg tillader.

Medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige bliver ofte spurgt: »Hvordan adskiller jeres kirke sig fra andre kristne kirker?« Blandt de svar, vi giver, er Jesu Kristi læres fylde. Vigtigst i den lære er det faktum, at vor himmelske Fader elsker alle sine børn så højt, at han ønsker, at vi alle skal leve i et herlighedsrige for evigt. Desuden ønsker han, at vi skal bo sammen med ham og hans Søn, Jesus Kristus, for evigt. Hans plan giver os lærdomme og mulighed for at træffe de valg, der vil sikre os den skæbne og det liv, vi vælger.

I.

Fra nutidig åbenbaring ved vi, at den endelige skæbne for alle, der lever på jorden, ikke er det, der utilstrækkeligt opfattes som himlen for de retfærdige og helvedes evige lidelser for resten. Guds kærlige plan for sine børn omfatter denne realitet, som vor Frelser, Jesus Kristus, belærte om: »I min Faders hus er der mange boliger.«1

Den åbenbarede lære i den genoprettede Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige lærer os, at alle Guds børn – med undtagelser, der er for begrænsede til at kunne overvejes her – i sidste ende vil arve et af tre riger med herlighed, ja, selv det mindste »overgår al forstand«.2 Efter en periode, hvor de ulydige lider for deres synder, hvilken lidelse forbereder dem på det, der skal følge, vil alle opstå og fortsætte til Herren Jesu Kristi endelige dom. Ved den, har vi lært, vil vor kærlige Frelser, som »herliggør Faderen og frelser alle hans hænders gerninger«,3 sende alle Guds børn til et af disse herlighedsriger i overensstemmelse med de ønsker, der er givet til kende gennem deres valg.

En anden unik læresætning og praksis i den genoprettede kirke er de åbenbarede befalinger og pagter, der giver alle Guds børn det hellige privilegium at blive værdige til den højeste grad af herlighed i det celestiale rige. Det højeste mål – ophøjelse i det celestiale rige – er fokusset for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Det er ud fra nutidig åbenbaring, at sidste dages hellige har denne enestående forståelse af Guds plan for lykke for sine børn. Den plan begynder med vores liv som ånder, før vi bliver født, og den åbenbarer formålet med og betingelserne for vores valgte rejse i jordelivet og vores ønskede destination herefter.

II.

Vi ved fra nutidig åbenbaring, at »alle riger har fået en lov«,4 og at det herlighedsrige, vi modtager ved den endelige dom, er bestemt af de love, vi vælger at følge på vores jordiske rejse. I den kærlige plan er der adskillige riger – mange boliger – så alle Guds børn vil arve et herlighedsrige, hvis love de mageligt kan »overholde«.

Når vi beskriver beskaffenheden af og kravene i hvert af de tre riger i Faderens plan, begynder vi med det højeste, som er fokus for de guddommelige befalinger og ordinancer, som Gud har åbenbaret gennem Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. I den »celestiale« herlighed5 er der tre niveauer,6 hvoraf det højeste er ophøjelse i det celestiale rige. Dette er boligen for dem, »som har modtaget af hans fylde og af hans herlighed«, derfor »er [de] guder, nemlig Guds sønner og døtre«7 og »[bor] sammen med Gud og hans Kristus for evigt og altid«.8 Gennem åbenbaring har Gud åbenbaret de evige love, ordinancer og pagter, der skal overholdes for at udvikle de guddommelige egenskaber, der er nødvendige for at realisere dette guddommelige potentiale. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har fokus på disse, da formålet med den genoprettede kirke er at forberede Guds børn på frelse i den celestiale herlighed og mere præcist på ophøjelse i dens højeste del.

Guds plan, der er grundlagt på evig sandhed, kræver, at ophøjelse kun kan opnås ved trofasthed mod pagterne om et evigt ægteskab mellem en mand og en kvinde i det hellige tempel,9 hvilket ægteskab i sidste ende vil være tilgængeligt for alle de trofaste. Det er derfor, at vi forkynder, at »køn er et fundamentalt særkende ved den enkeltes førjordiske, jordiske og evige identitet og hensigt«.10

En særlig værdifuld lærdom, der hjælper os med at forberede os på evigt liv er proklamationen om familien fra 1995.11 Dens erklæringer tydeliggør de krav, der forbereder os til at bo hos Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus. De, der ikke fuldt ud forstår Faderens kærlighedsfulde plan for sine børn, kan måske se familieproklamationen som en udtalelse om retningslinjer, der kan ændres. I modsætning hertil bekræfter vi, at familieproklamationen, der er baseret på uigenkaldelig lære, definerer jordiske familieforhold, hvor den vigtigste del af vores evige udvikling kan finde sted.

Apostlen Paulus beskriver de tre herlighedsgrader og sammenligner dem med solens, månens og stjernernes herlighed.12 Han nævner den højeste, celestiale, og den anden, terrestriale.13 Han nævner ikke den laveste, men en åbenbaring til Joseph Smith tilføjede dens navn: »Telestial«.14 En anden åbenbaring beskriver også beskaffenheden af de personer, der skal tildeles hver enkelt af disse herlighedsriger. De, der ikke vælger »at efterleve et celestialt riges lov«,15 vil arve et andet herlighedsrige, der er ringere end det celestiale, men som passer til de love, de har valgt, og som de mageligt kan »overholde«. Det engelske ord abide, eller blive, er almindeligt anvendt i skrifterne og betyder en sikker placering.16 For eksempel er de, der er i det terrestriale rige – som kan sammenlignes med det populære begreb himlen – »dem, som modtager af Sønnens nærvær, men ikke af Faderens fylde«.17 De var »jordens hæderlige mennesker, der blev forblindet af menneskers listighed«,18 men ikke var »tapre i vidnesbyrdet om Jesus«.19

Den afslørende beskrivelse af dem, der tildeles det laveste af herlighedsrigerne, det telestiale, er »den, der ikke kan efterleve en terrestrial herlighed«.20 Det beskriver dem, der afviser Frelseren og ikke har fulgt guddommelige begrænsninger for deres adfærd. Dette er riget, hvor de ugudelige bliver, efter at de har lidt for deres synder. Disse beskrives i nutidig åbenbaring som »dem, der ikke modtog Kristi evangelium, ej heller vidnesbyrdet om Jesus …

Disse er dem, som er løgnere og troldmænd og ægteskabsbrydere og horkarle og enhver, der elsker og øver løgn«.21

Om de tre herlighedsriger skrev præsident Russell M. Nelson for nylig og delte sin profetiske vision: »Jordelivet varer næppe et nanosekund sammenlignet med evigheden. Men hvor er det dog et afgørende nanosekund! Tænk over, hvordan det hænger sammen: I løbet af dette liv kan I vælge, hvilke love I er villige til at adlyde – det celestiale riges eller det terrestriales eller det telestiales – og dermed, i hvilket herlighedsrige I vil leve for evigt. Sikke en plan! Det er en plan, der fuldt ud ærer jeres handlefrihed.«22

III.

Apostlen Paulus belærte om, at Herrens lærdomme og befalinger blev givet, så vi alle kan opnå »en vækst, som kan rumme Kristi fylde«.23 Den proces kræver langt mere end at opnå kundskab. Det er ikke engang nok at blive overbevist om evangeliet, vi må handle og tænke således, at vi bliver omvendt til det. I modsætning til anden forkyndelse, som lærer os at vide noget, så udfordrer Jesu Kristi evangelium os til at blive noget …

Fra sådanne lærdomme kan vi konkludere, at den endelige dom ikke blot er en evaluering af mængden af alle gode og onde gerninger – hvad vi har gjort. Den er baseret på det endelige produkt af vores gerninger og tanker – altså hvad vi er blevet. Vi kvalificerer os til evigt liv gennem en omvendelsesproces. Som det bruges her, betyder dette ord, der har mange betydninger, en dyb ændring af ens natur. Det er ikke nok for nogen blot at gøre noget mekanisk. Evangeliets befalinger, ordinancer og pagter er ikke en liste over indskud, som det forlanges, at vi indsætter på en himmelsk konto. Jesu Kristi evangelium er en plan, der viser os, hvordan vi bliver det, som vor himmelske Fader ønsker, at vi skal blive.24

IV.

På grund af Jesus Kristus og hans forsoning kan vi, når vi kommer til kort i dette liv, omvende os og vende tilbage til den pagtssti, der fører til det, som vor himmelske Fader ønsker for os.

Mormons Bog lærer os, at »dette liv er tiden for menneskene at berede sig til at møde Gud«.25 Men denne udfordrende begrænsning af »dette liv« fik en håbefuld kontekst (i hvert fald til en vis grad for nogle personer) af det, som Herren åbenbarede for præsident Joseph F. Smith, der nu står i Lære og Pagter afsnit 138. Profeten skrev: »Jeg så, at de trofaste ældster i denne uddeling, når de forlader det jordiske liv, fortsætter deres arbejde med at prædike evangeliet om omvendelse og forløsning ved Guds enbårne Søns offer blandt dem, der er i mørke og under syndens trældom i den store verden af de afdødes ånder.

De døde, der omvender sig, bliver forløst ved lydighed mod Guds hus’ ordinancer

og skal, efter at de har lidt straffen for deres overtrædelser og er blevet tvættet rene, modtage en belønning i forhold til deres gerninger, for de er arvinger til frelse.«26

Derudover ved vi, at tusindårsriget, de tusind år efter Frelserens andet komme, vil være en tid til at udføre de påkrævede ordinancer for dem, der ikke har modtaget dem i deres jordiske liv.27

Der er meget, vi ikke ved om de tre større perioder i frelsesplanen: (1) den førjordiske åndeverden, (2) jordelivet og (3) det næste liv, og om deres forhold til hinanden. Men vi kender disse evige sandheder: »Frelse er et personligt anliggende, men ophøjelse er et anliggende for familien.«28 Vi har en kærlig himmelsk Fader, som vil sørge for, at vi modtager enhver velsignelse og fordel, som vores egne ønsker og valg tillader. Vi ved også, at han ikke vil tvinge nogen til at være beseglet i et forhold mod deres vilje. Velsignelserne ved et beseglet forhold er sikret alle, der holder deres pagter, men aldrig ved at tvinge et beseglet forhold på en anden person, der er uværdig eller uvillig.

Mine kære brødre og søstre, Jeg vidner om, at disse ting er sande. Jeg vidner om vor Herre Jesus Kristus, »[vores] tros ophavsmand og fuldender«,29 hvis forsoning, i vor himmelske Faders plan, gør det hele muligt. I Jesu Kristi navn. Amen.