Frelserens helende kraft på øerne i havet

I 1960’erne underviste min far på Church College of Hawaii i Laie, hvor jeg blev født. Mine syv ældre søstre insisterede på, at mine forældre kaldte mig »Kimo«, som er et hawaiiansk navn. Vi boede tæt på templet i Laie på Hawaii, da det tempel betjente en stor del af medlemmerne i den asiatiske del af Stillehavet, inklusive Japan.¹ På det tidspunkt begyndte grupper af japanske sidste dages hellige at komme til Hawaii for at modtage templets velsignelser.

Et af de medlemmer var en søster fra den smukke ø Okinawa. Beretningen om hendes rejse til templet i Hawaii er bemærkelsesværdig. To årtier tidligere var hun blevet gift ved et traditionelt buddhistisk bryllup. Kun et par måneder senere angreb japanerne Pearl Harbor på Hawaii og kastede USA ud i konflikt med Japan. Efter afgørende slag som dem ved Midway og Iwo Jima, blæste krigens vinde de japanske tropper tilbage til Okinawas kyster, som var hendes hjem. Den sidste forsvarslinje mellem de allierede tropper og de japanske hovedøer.

Slaget om Okinawa stod på i tre voldsomme måneder i løbet af 1945. En flotille bestående af 1.300 amerikanske krigsskibe omringede og bombarderede øen. De militære og civile tab var enorme. I dag viser et højtideligt monument på Okinawa en liste på flere end 240.000 kendte navne på mennesker, der omkom i forbindelse med slaget.²

I et desperat forsøg på at slippe væk fra angrebet søgte denne kvinde fra Okinawa, hendes mand og deres to børn tilflugt i en bjerghule. De udholdt uudsigelig elendighed i løbet af de uger og måneder, der fulgte.

En aften midt under kampene, hvor hendes familie sultede, og hendes mand havde mistet bevidstheden, overvejede hun desperat at gøre en ende på deres lidelser med en håndgranat, som de lokale myndigheder havde givet til hende og andre til det formål. Men som hun var ved at forberede sig på at gøre det, fik hun en dyb åndelig oplevelse, der gav hende en håndgribelig fornemmelse af, at Gud fandtes og hans kærlighed til hende, som gav hende styrken til at fortsætte. I de følgende dage hjalp hun sin mand med at komme sig og sørgede for mad til sin familie i form af ukrudt, honning fra en vild bikube og forskellige dyr, hun fangede i en nærliggende å. De udholdt på bemærkelsesværdig vis seks måneder i grotten, indtil lokale landsbyboere meddelte dem, at kampene var overstået.

Da familien vendte hjem og begyndte at genopbygge deres liv, begyndte denne japanske kvinde at søge svar om Gud. Hun udviklede gradvist en tro på Jesus Kristus og behovet for at blive døbt. Men hun var bekymret for den del af sin familie, der var død uden en viden om Jesus Kristus og dåb, hvilket inkluderede hendes mor, der var død i barselsseng.

Forestil jer hendes glæde, da to søstermissionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige en dag kom til hendes hus og underviste hende i, at folk kan lære om Jesus Kristus i åndeverdenen. Hun var tryllebundet af lærdommen om, at hendes forældre kunne vælge at følge Jesus Kristus efter døden og tage imod dåb, der blev udført på deres vegne på hellige steder, der hed templer. Hun og hendes familie blev omvendt til Frelseren og blev døbt.

Hendes familie arbejdede hårdt og begyndte at få fremgang og fik yderligere tre børn. De var trofaste og aktive i Kirken. Så fik hendes mand uventet et slagtilfælde og døde, hvilket tvang hende til i mange år at arbejde mange timer i flere job for at forsørge sine fem børn.

Nogle af hendes familiemedlemmer og folk i nabolaget kritiserede hende. De skød skylden for hendes problemer på, at hun havde tilsluttet sig en kristen kirke. Uden at lade sig afskrække af dyb tragedie og hård kritik holdt hun fast i sin tro på Jesus Kristus og var fast besluttet på at fortsætte fremad, mens hun stolede på, at Gud kendte hende, og at der lå bedre tider forude.³

Et par år efter hendes mands utidige død følte missionspræsidenten i Japan sig inspireret til at opmuntre de japanske medlemmer til at arbejde mod at kunne tage til templet. Missionspræsidenten havde som soldat deltaget i kampen om Okinawa – kampene, der havde medført så megen lidelse for denne søster og hendes familie.⁴ Ikke desto mindre sagde denne ydmyge søster om ham: »Han var engang en af vores forhadte fjender, men nu var han her med kærlighedens og fredens evangelium. Det var et mirakel for mig.«⁵

Efter at have hørt missionspræsidentens budskab fik denne enke og søster et ønske om at blive beseglet til sin familie i templet en dag. Det var dog umuligt for hende på grund af finansielle og sproglige barrierer.

Så fremstod der flere nyskabende løsninger. Prisen kunne halveres, hvis medlemmer i Japan lejede en hel flyvemaskine til at flyve til Hawaii uden for højsæsonen.⁶ Medlemmer indspillede og solgte også vinylplader med titlen Japanske hellige synger. Nogle medlemmer solgte endda deres hjem. Andre sagde deres job op for at kunne foretage rejsen.⁷

Den anden udfordring for medlemmerne var, at tempelpræsentationen ikke var tilgængelig på japansk. Kirkeledere kaldede en japansk bror til at rejse til templet i Hawaii for at oversætte begavelsesceremonien.⁸ Han var den første japanske konvertit efter krigen og var blevet undervist og døbt af trofaste amerikanske soldater.⁹

Da de japanere, der boede på Hawaii, som havde modtaget begavelsen, først hørte oversættelsen, græd de. Et medlem skrev: »Vi havde været i templet mange mange gange. Vi havde hørt ceremonien på engelsk. [Men] vi har aldrig følt ånden … ved tempeltjenesten, som vi føler den nu, [hvor vi hører] den på vores eget modersmål.«¹⁰

Senere samme år steg 161 voksne og børn ombord på et fly fra Tokyo mod templet på Hawaii. En japansk bror reflekterede over rejsen: »Da jeg kiggede ud af flyvemaskinen og så Pearl Harbor og huskede, hvad vores land havde gjort mod disse mennesker den 7. december 1941, følte jeg frygt i mit hjerte. Ville de tage imod os? Men til min overraskelse udviste de større kærlighed og venlighed, end jeg nogensinde havde set i mit liv.«¹¹

Billede

Japanske hellige bydes velkommen med blomsterkranse.

Da de japanske medlemmer ankom, blev de budt velkommen af de hawaiianske medlemmer med utallige blomsterkranse og kram og kys på kinden, hvilket var fremmed for japansk kultur. Efter 10 livsændrende dage på Hawaii sagde de japanske hellige farvel til tonerne af »Aloha Oe«, der blev sunget af de hawaiianske hellige.¹²

Den anden tempeltur, der blev organiseret for de japanske medlemmer, inkluderede søsteren fra Okinawa. Hun kunne foretage den 16.000 kilometer lange rejse takket være en generøs gave fra missionærer, som havde tjent i hendes gren og havde spist mange måltider ved hendes spisebord. Mens hun var i templet, græd hun af glæde, da hun var stedfortræder ved sin mors dåb og blev beseglet til sin afdøde mand.

De japanske tempelture fortsatte regelmæssigt, indtil templet i Tokyo blev indviet i 1980 og dermed blev det 18. fungerende tempel. I november i år bliver det 186. tempel indviet på Okinawa i Japan. Det ligger ikke så langt fra den grotte i det centrale Okinawa, hvor denne kvinde og hendes familie gemte sig.¹³

Selvom jeg aldrig mødte denne vidunderlige søster fra Okinawa, lever hendes arv videre i hendes trofaste efterkommere, hvoraf jeg kender og elsker mange.¹⁴

Min far var under anden verdenskrig soldat i Stillehavsområdet og var begejstret, da jeg som ung modtog min kaldelse til at tjene som missionær i Japan. Jeg kom til Japan, kort tid efter at templet i Tokyo var blevet indviet, og så personligt deres kærlighed til templet.

Tempelpagter er gaver fra vor himmelske Fader til Jesu Kristi trofaste tilhængere. I templet binder vor himmelske Fader enkeltpersoner og familier til Frelseren og til hinanden.

Præsident Russell M. Nelson sagde sidste år:

»Enhver person, der indgår pagter i dåbsbassinet og i templerne – og holder dem – har øget adgang til Jesu Kristi kraft …

Belønningen for at holde pagter med Gud er himmelsk kraft – kraft, der styrker os til bedre at modstå vores prøvelser, fristelser og hjertesorger. Denne kraft letter vores vej.«¹⁵

Gennem tempelvelsignelser helbreder Frelseren enkeltpersoner, familier og nationer – selv dem, der engang stod som bitre fjender. Den opstandne Herre erklærede til et konfliktplaget samfund i Mormons Bog, at for dem, som ærer »mit navn, skal Retfærdighedens Søn rejse sig med helbredelse i sine vinger«.¹⁶

Jeg er taknemmelig for at kunne vidne om den fortsatte opfyldelse af Herrens løfte om, at »den tid skal komme, da kundskaben om en frelser skal blive spredt blandt alle folkeslag, stammer, tungemål og folk«,¹⁷ hvilket omfatter dem på »øerne i havet«.¹⁸

Jeg vidner om Frelseren Jesus Kristus og om hans profet og apostle i disse sidste dage. Jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om den himmelske kraft til i himlen at binde det, der bliver bundet på jorden.

Dette er Frelserens værk, og templerne er hans hellige huse.

Med urokkelig overbevisning erklærer jeg disse sandheder i Jesu Kristi navn. Amen.