Bliv et af Kristi vidner

I den mest grundlæggende forstand er det at være vidne om Jesus Kristus at have et fast, personligt vidnesbyrd om, at han er Guds guddommelige Søn, verdens Frelser og Forløser. Fortidens apostle vidste, at Jesus var den lovede Messias og talte af personlig erfaring om hans bogstavelige opstandelse. Ikke desto mindre behøver et vidne om Kristus ikke at have set ham eller være trådt ind i hans nærhed. Da Peter vidnede over for Jesus: »Du er Kristus, den levende Guds søn«, svarede Herren, at denne kundskab ikke var kommet som følge af Peters fysiske nærhed eller oplevelser med Jesus, men fordi hans Fader i himlen havde åbenbaret det for ham (se Matt 16:15-17). Jesus gjorde det klart for Thomas, at man kunne have samme tro eller vidnesbyrd, som Thomas havde modtaget, uden at røre eller se ham: »Jesus sagde til ham: ›Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror‹« (Joh 20:29).

Vores vidnesbyrd om Kristus begynder typisk med andres vidnesbyrd – folk, vi kender eller kender til og stoler på. Vi har det nedskrevne vidnesbyrd fra apostlene, at »denne Jesus har Gud ladet opstå. Det er vi alle vidner på« (ApG 2:32). Vi har Det Gamle og Det Nye Testamente om hans forudordination, virke og forsoning. Vi har endnu et vidne, Mormons Bog, hvis hovedformål er at »overbevise jøde og ikke-jøde om, at Jesus er Kristus, den evige Gud, som giver sig til kende for alle folkeslag.«¹ Vi har profeten Joseph Smiths vidnesbyrd om, at han så og hørte Faderen, der pegede på Jesus og sagde: »Dette er min elskede Søn« (JS-H 1:17), og profetens senere vidnesbyrd om, at »efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det vidnesbyrd, det seneste af dem alle, som vi giver om ham: At han lever! For vi så ham, ja, ved Guds højre hånd; og vi hørte røsten aflægge vidnesbyrd om, at han er Faderens Enbårne« (L&P 76:22-23). Vi har vores egen tids særlige vidner, som lever iblandt os og fra hvem vi med vore egne øjne og ører kan modtage et bekræftende vidnesbyrd. Mange er yderligere velsignet ved at høre vidnesbyrd fra forældre, bedsteforældre og trofaste venner.

De, der indgår dåbspagten, modtager en særlig begavelse af tro på Jesus Kristus, og med Helligåndsgaven kommer bekræftelsen af, at de vidnesbyrd, vi har modtaget om Kristus, er sande. Nefi bekræftede, at det ville ske: »Og da er I på denne snævre og trange sti, der fører til evigt liv; ja, I er trådt ind ad porten; I har handlet i overensstemmelse med Faderens og Sønnens befalinger; og I har modtaget Helligånden, som vidner om Faderen og Sønnen, til opfyldelse af det løfte, som han har givet, at hvis I gik ind ad denne vej, skulle I modtage« (2 Ne 31:18; fremhævelse tilføjet).

Det er en åndelig gave at tro på andres ord og en yderligere gave »givet ved Helligånden at vide, at Jesus Kristus er Guds søn, og at han blev korsfæstet for verdens synder« (L&P 46:13).

Dette vidnesbyrd kommer ved følelser – en brænden, en fred, en følelse af vished eller en følelse af oplysthed. Herren gav Oliver Cowdery et vidnesbyrd om Mormons Bog gennem åndelige følelser, som bekræftede, »at de ord, eller det værk, som du har skrevet, er sandt« (L&P 6:17). Herren tilføjede så: »Hvis du ønsker et yderligere vidnesbyrd, så læg dig den nat på sinde, da du råbte til mig i dit hjerte, for at du kunne få sandheden om dette at vide. Gød jeg ikke fred i dit sind angående sagen? Hvad større vidnesbyrd kan du få end et fra Gud?« (L&P 6:22-23). Ånden, der gyder fred i ens sind, er ikke den eneste form for vidnesbyrd, man modtager, men i og med at det kommer fra Gud, findes der ikke noget større. Ligesom vi ved at tage for os af Kristi ord i skrifterne »kan … vidne om, at [vi] har hørt [hans] røst og kender [hans] ord« (L&P 18:36), kan vi ud fra de bekræftende åndelige følelser, vi modtager fra Gud, bære vidnesbyrd om, at vi ved, at han og hans Søn lever.

Under sit virke på den vestlige halvkugle gav Frelseren denne befaling: »… hold jeres lys op, så det kan skinne for verden. Se, jeg er det lys, som I skal holde op – det, som I har set mig gøre« (3 Ne 18:24). Folk skulle gerne se noget af Jesus Kristus i os. Den måde, hvorpå vi handler, taler, fremstår og tænker, afspejler ham og hans lære. Alma omtalte det som at have oplevet en stor forandring i hjertet og have antaget hans billede i vores ansigtsudtryk (se Alma 5:14). På samme måde har Herren befalet os, at vi skal være, ligesom han er (se 3 Ne 27:27). Skønt vi ikke var til stede sammen med ham under hans virke, kan vi, når vi ransager skrifterne, se Jesus og det, han sagde og gjorde. Og når vi efterligner det mønster, bærer vi vidnesbyrd om ham.

Jeg mindes det eksempel, som en katolsk præst viste, da vi arbejdede sammen på et samfundsprojekt i Nashville i Tennessee. Fader Charles Strobel havde udarbejdet et projekt, der skulle hjælpe hjemløse mænd væk fra gaden og få dem ind i et uddannelsesprogram, som gav dem sociale færdigheder og jobmuligheder. Han viede utallige timer på at hjælpe disse mænd til at ændre sig til det bedre og blive uafhængige. Det overraskede mig at høre, at hans egen mor var blevet slået ihjel af en hjemløs mand nogle få år tidligere. Fader Strobels kristuslignende kærlighed omfattede blandt andet den mand, som så brutalt havde myrdet hans kære mor.

Apostlenes og profeternes centrale budskab til alle tider er behovet for at omvende sig for at modtage syndsforladelse ved Jesu Kristi forsoning. Vores egen omvendelse vidner om ham og kraften i hans nåde, der tilgiver og renser os. Vi behøver ikke at have opnået fuldkommenhed, for at vores vidnesbyrd skal være gyldigt, når blot vi stræber efter at indrette vores liv efter Frelserens standarder. Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) rådede os klogelig til at udvise såvel tålmodighed som flid i denne proces:

»At blive kristuslignende er en livslang proces, og den omfatter meget ofte en vækst og forandring, der sker langsomt, ja, næsten umærkeligt

For hver Paulus, for hver Enosh og for hver kong Lamoni er der flere hundredtusinde mennesker, som gennemgår omvendelsesprocessen mere diskret og mere umærkelig. Dag for dag nærmer de sig Herren uden egentlig at bemærke, at de skaber sig et guddommeligt liv. De lever stille liv i godhed, tjeneste og forpligtelse. De er, som de lamanitter, om hvem Herren sagde, at de ›blev døbt med ild og med Helligånden, og de vidste det ikke‹ (3 Ne 9:20; fremhævelse tilføjet).«²

Nefi berettede glædestrålende: »Og vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder« (2 Ne 25:26). På samme måde kan vi aktivt hjælpe andre, især vore børn, med at komme til Kristus.

Nefis vending »vi taler om Kristus« antyder, at vi ikke skal være tilbageholdende med at tale om vore følelser for Frelseren i vore samtaler og uformelle sammenkomster. Det er ofte disse situationer, hvor vi er på tomandshånd, at man åbent og venligt kan drøfte, hvem han er, og hvad han gjorde og forkyndte samt opmuntre andre til at elske og følge ham.

»Vi fryder os i Kristus« angiver, at vores livssyn er positivt, som en afspejling af vores tro på Kristus. Vi ved, at »hans nåde er tilstrækkelig« til at forløse os fra død og synd og gøre os fuldkomne i ham (se Moro 10:32-33). Skønt vi møder skuffelser og sågar tragedier, ved vi, at takket være ham er vores evige lykke sikret. Når vores tro på Jesus Kristus skinner igennem, viser vi andre, som »slider [sig] trætte og bærer tunge byrder«, hvordan de kan finde hvile i ham (se Matt 11:28-30).

»Vi prædiker om Kristus« henviser bestemt til fuldtids- og medlemsmissionering, men omfatter også det, som vi foretager os ved vore kirkemøder, i søndagsskoleklasser og ved lignende sammenkomster, hvor han er genstand for studium og forkyndelse. Vores deltagelse som lærere og elever er en del af det at bære vidnesbyrd om ham, og det personlige studium, som går forud for den deltagelse, vidner yderligere om vores tro.

»Vi profeterer om Kristus« betyder, at vi udtrykker vores vidnesbyrd om ham ved Åndens kraft (se 1 Kor 12:3). »For Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd« (Åb 19:10). Ligesom dem, der i oldtiden profeterede om hans første komme, kan vi også i ord og gerning bekræfte profetierne om hans andet komme. Ved at udføre dåb og andre hellige ordinancer for vore forfædre ved den præstedømmemyndighed, der blev gengivet af Elias som forberedelse til Herrens »store og frygtelige dag« (Mal 3:23; se også L&P 2; 128:17-18), vidner vi om, at Kristus vender tilbage, og at vores hjerte skal være vendt til fædrene som forberedelse til hans komme (se Mal 3:24; L&P 2:2).

»Og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier« påpeger visdommen i at udfærdige en permanent optegnelser over vore vidnesbyrd om Kristus. Vi ved, at de vidnesbyrd, som vi bærer, »er optegnet i himlen, for at englene kan betragte det; og de fryder sig over [os]« (L&P 62:3). Vore egne efterkommere og andre vil måske læse og glæde sig over vore vidnesbyrd om Kristus, som blev nedskrevet til gavn for dem, endog før nogle af dem blev født.

Når du føler Helligåndens vidnesbyrd om ham, som bekræftes og genbekræftes for din ånd på så mange forskellige måder, når du stræber efter at holde hans eksempels lys op hver dag i din egen tilværelse, og når du bærer vidnesbyrd for andre og hjælper dem til at lære ham at kende og følge ham, er du et vidne om Kristus. Må Gud opfylde dit hjertes ønske om at være blandt dem, »der modtog vidnesbyrd om Jesus« (L&P 76:51) og var tro mod det vidnesbyrd gennem hele livet (se L&P 138:12).