Et kald til vækst

En søndag, da vi sad i Kirken til præstedømmemøde, vendte han sig mod mig og sagde: »Hvor er de andre drenge? Hvor er diakonerne fra dit kvorum?«

Jeg sagde: »Det er mig. Jeg er den eneste, som jeg kender til.«

»Hvad gør du for at lære de andre medlemmer af dit kvorum at kende?« spurgte han.

Jeg svarede: »Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.«

Og så sagde han venligt: »Det skal jeg fortælle dig.«

Lige efter mødet tog han mig med ud, og så gik vi rundt i kvarteret, hvor vi besøgte hver af de unge mænd på kvorumslisten og inviterede dem til at komme tilbage igen. Og flere af dem kom faktisk tilbage efter et par besøg. Nogle tog senere på mission, fik gode familier og blev biskopper og stavs-præsidenter. Og det hele begyndte med, at min biskop og jeg foretog et enkelt besøg hos dem. Han var meget opmærksom på de særlige behov, som fandtes i vores lille menighed, og jeg er taknemlig, fordi jeg har lært en lektie, som jeg aldrig har glemt.

Gennem hele mit liv har jeg erfaret, at mennesker er parate til at blive inviteret tilbage. Man skal ud og invitere dem. Selv en dreng som jeg, uden nogen erfaring med præstedømmet, kan gøre meget for at få riget til at vokse.

Mine erfaringer som diakonernes kvorumspræsident hjalp mig. Biskoppen var meget klog. Han havde visioner for fremtiden. Han betroede mig det hverv, fordi han vidste, at jeg var en ung mand, som havde brug for en læremester. Og han besluttede sig for at være den læremester, så han brugte tid på at hjælpe og støtte mig ved at gå rundt sammen med mig. Han fik mig til at forstå, hvor godt det er at tjene i Kirken og udrette noget med sit vidnesbyrd. Det var vidunderligt. Jeg vil være ham evigt taknemlig.

Da jeg var næsten 16 år gammel, gav den samme biskop mig det midlertidige hverv at vikariere for søndagsskolelæreren i de unges klasse. Da han gav mig kaldelsen, blev jeg bange og nervøs. Jeg mente ikke, at jeg vidste nok til at være lærer. Jeg tænkte: »Hvordan skal jeg kunne være lærer i den klasse? Det bliver den blinde, der leder den blinde.«

Jeg kan huske, at jeg under en bestemt lektion skulle tale om vidnesbyrdet om Jesus Kristus. Vi læste i Mormons Bog om, hvordan vi kunne opnå et vidnesbyrd om evangeliet. Jeg mærkede i mit hjerte, at jeg vidste, at Kirken er sand, og at Jesus er Kristus. Men jeg havde aldrig bedt om det. Jeg tænkte: »Hvordan i al verden skal jeg kunne lære de unge, at de skal bede og modtage et svar, hvis jeg aldrig selv har bedt og modtaget et svar?«

Lige siden jeg blev født, er jeg blevet undervist i tro på Jesus Kristus. Og da jeg blev medlem af Kirken, havde jeg altid varme følelser i hjertet for Jesus Kristus, min himmelske Fader og Kirken. Jeg havde aldrig tvivlet på, at dette var Jesu Kristi Kirke. Og jeg havde aldrig bedt om det, fordi disse følelser var så stærke. Men som forberedelse til at undervise den uge besluttede jeg, at jeg ville bede og modtage en bekræftelse på, at evangeliet er sandt.

Jeg knælede ned på mit værelse, og jeg besluttede at bede af al min kraft for at få en bekræftelse på, at dette er Jesu Kristi sande kirke. Jeg ventede ikke en storslået manifestation eller en engel eller sådan noget. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente som svar.

Da jeg knælede ned og spurgte Herren, om evangeliet var sandt, fik jeg en dejlig følelse i hjertet, en stille røst, som bekræftede, at evangeliet var sandt, og at jeg skulle holde fast ved det. Det var så stærkt, at jeg aldrig ville kunne sige, at jeg ikke vidste det. Jeg ville aldrig kunne afvise det svar. Selv om det var en stille røst, gav det en stærk følelse i hjertet.

Hele den dag var jeg så lykkelig, at jeg slet ikke kunne tænke på noget dårligt. Når de andre henne i skolen sagde noget slemt, lyttede jeg ikke til dem. Det var, som om jeg var i himlen, mens jeg grundede over den smukke følelse i mit hjerte.

Den næste søndag stod jeg foran en klasse af unge og kunne bære mit vidnesbyrd og fortælle dem, at vor himmelske Fader besvarer deres bønner, hvis de har tro. Jeg læste Jak 1:5, som er det skriftsted, som Joseph Smith læste om at bede Gud om visdom. Men i det næste vers står, at man skal bede i tro, »den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden« (Jak 1:6). Der står også, at intet menneske kan vente at få svar, hvis dets hjerte ikke er fuldt af tillid, mens det beder. Og så sagde jeg til mig selv og min lille klasse, at vi skulle bede med sand tro, og afvente et svar, så vil Herren svare os.

Fra da af gav mit vidnesbyrd mig den overbevisning, som jeg havde brug for til at træffe kloge beslutninger, især i situationer, hvor jeg stod over for udfordringer. Vi stod alle over for udfordringer, når det drejede sig om at efterleve evangeliets standarder, især dem, der som jeg, var det eneste medlem af Kirken på deres skole. Men mit vidnesbyrd hjalp mig med at huske på, at selv om mine venner pressede mig til at gøre noget forkert, så vidste jeg i mit inderste, at jeg fulgte Jesu Kristi sande evangelium. Siden den oplevelse kunne jeg aldrig fornægte mit vidnesbyrd.

Den dag fik stor betydning for mit liv. Bagefter fortsatte jeg med at forberede mig til at tage på mission med hjælp fra min vidunderlige biskop og min familie. Og det hele udsprang af den bøn, som jeg bad, da jeg kun var knap 16 år gammel.

Som sagt har jeg altid vidst, at evangeliet var sandt, men jeg måtte spørge og fortælle andre om min oplevelse. Det hjalp mig også på min mission, når jeg skulle opfordre andre til at bede, for så kunne jeg fortælle dem min egen historie og lade dem vide, at jeg havde prøvet det før. Jeg bar vidnesbyrd om, at de kunne modtage et svar, hvis de bad i tro.

Jeg modtog store velsignelser, fordi jeg fik mulighed for at lære, tjene og udvikle mig gennem kaldelser og opgaver i Kirken. Jeg beder til, at I, når I får sådanne muligheder, også vil udnytte dem. De kan ændre jeres liv.