Nøgler til fremtiden

Firenze er kendt som Renæssancens fødested, en tid med opblomstring inden for kunst, litteratur og videnskab. Ligesom de talentfulde renæssancemennesker, som er gået forud, ved Cristian, at der findes meget godt i musikkens og bøgernes verden. Han har spillet bas i tre år, og han holder af at studere engelsk litteratur og filosofi.

Men han ved, at »kreativitet« nogle gange kan glide over i synd. Han kende nogle teenagere, som hengiver sig til dårlig musik og pornografisk underholdning. Men Cristian tænker på det præstedømme, som han bærer, og ved, at han skal være anderledes.

I 1497 tvang en florentinsk munk borgerne til at brænde alle de ejendele, som kunne betragtes som noget verdsligt eller forfængeligt, som bl.a. spejle, kostbare klæder og kunst. I 2008 anvender Cristian en lidt anden strategi. I stedet for at foretage udrensninger i samfundet, søger han Helligåndens ild til at lutre sit eget liv.

»Det kan være hårdt,« siger Cristian. Der er kun fire elever i hans seminarklasse, og de kan ikke mødes hver dag, fordi de er spredt ud over et stort geografisk område. Han føler sig ofte alene, men han ved, at den helliggørende kraft kan udspringe af trængsler. Han henter inspiration ved at betragte andre, som har mødt modgang.

Jesu Kristi apostel, Peter, oplevede modgang i Cristians hjemland, hvor han tilbragte en del tid i fængsel i Rom og formentlig led martyrdøden der. Den dag i dag vises Peters præstedømmemyndighed ofte ved, at han holder en stor nøgle. Ligesom Peter ønsker Cristian at være en tro discipel og forblive tro mod sit præstedømme, koste hvad det vil.

En anden af Cristians helte er Nefi. »Ligesom Peter måtte Nefi gennem mange trængsler,« siger Cristian. »De trængsler var med til at gøre ham til den, han var.«

Bøn, skriftstudium og det fristed, som er hans hjem, er med til at gøre Cristian til den, han er – en sidste dages hellig, som er fast besluttet på at ære præstedømmet, tage på mission og blive en retskaffen ægtemand og far en dag.

Sådanne mål adskiller Cristian fra hans venner. »Jeg har villet på mission, siden jeg var i Primary,« siger han. Desværre er hans venner ikke interesseret i at høre om hans tro eller nogen anden form for religion, fordi »de er så optaget af studier, sport og morskab«.

Han mindes at have haft åndelige oplevelser, mens han delte nadveren om som diakon, og da han fastede for en slægtning, som var syg. Han føler stor glæde ved at være hjemmelærer, når han »kan fornemme en forskel før og efter besøget,« når de familier, som han og hans far underviser, »modtager trøst og er taknemlige for de ord, som er blevet sagt.«

Det er følelser og oplevelser, som mange af Cristians venner ikke kan forholde sig til. Han kan til tider føle sig misforstået, men åndelig vision er en velsignelse, som han nødig vil miste. Ligesom den blinde mand, der bliver helbredt af Frelseren i en af Cristians yndlingshistorier fra Det Nye Testamente (se Joh 9:1-11), kan Christian se tydeligt, mens mange af hans venner stadig er blinde over for evangeliets glæder.

Det er en af årsagerne til, at han ser frem til at tage på mission, nemlig for at hjælpe andre til at se de åndelige realiteter, som han er så velsignet at forstå. Siden sin barndom har han haft gode venskaber med missionærerne og er altid lidt bedrøvet, når en af dem bliver forflyttet. »Som tiden går, glemmer jeg missionærens navn, men jeg glemmer aldrig oplevelsen. Hver af dem har gjort et indtryk,« siger han. »Jeg vil være som de missionærer, jeg har kendt indtil nu.«

Cristian er især imponeret af den beslutsomhed, som han oplever, når han er ude med missionærerne. Selv om »mange mennesker bestemt siger: ›Nej, jeg er ikke interesseret‹ eller smækker døren i ansigtet på dem, så fortsætter de,« siger Cristian. »De går videre og banker på den næste dør og forsøger at fortælle andre om evangeliet.«

Cristian forbereder sig på sin mission, ikke blot ved at holde sig ren og studere evangeliet, men også ved at klæde sig passende til lejligheden – uden at virke prangende.

Mode betyder meget i Firenze, men for Cristian er dyrt tøj ikke så vigtigt. Om søndagen »har jeg hvid skjorte, jakke og slips på for at vise respekt for sabbatten og Herren,« siger Cristian. Han ved, at det vil hjælpe ham med at overholde missionærernes påklædningsstandard. Resten af ugen går han i det tøj, han synes om. »Jeg har aldrig brudt mig om at følge modeluner,« siger han. »Jeg er ligeglad med, hvad jeg har på, bare det er passende« – og så er det lige meget om det er mærkevaretøj.

Cristian ser frem til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme, tempelbegavelsen, kaldelsen at tjene som fuldtidsmissionær og muligheden for en dag at »fastlåse« sin kærlighed til sin egen evige familie.

I sidste ende ser Cristian frem til Kristi andet komme. »Det trøster mig at vide, at når han kommer,« vil verdens synder og den sorg, som de medfører »være forbi«. Indtil da vil Cristian ære dem, der bærer præstedømmets nøgler, og holde de pagter, der drager ham nærmere Frelseren. Han ved, at han kun på den måde kan være åndeligt sikker og evigt lykkelig.