2022
Julekoncert i Slagelse Menighed
April 2022


Julekoncert i Slagelse Menighed

En lille menighed kan også være med

Når det drejer sig om sang i kirken, tænker jeg med glæde og lidt vemod tilbage til familiens første tid i kirken i den daværende Nyborg Gren med 2 missionærer og 10 medlemmer, hvor vi rent faktisk fik et kor op at stå. Lige siden har jeg nydt at synge. Nu er jeg så i Slagelse Menighed, der jo klart er større end Nyborg, men det har ikke altid været lige let at få et kor i gang.

Men efter de første Corona-bølger lykkedes det at genoplive koret, selvom der var visse vanskeligheder, især fordi den normale leder, søster Lissi Sønderskov, har været og fortsat er i et langvarigt sygdomsforløb.

Men vores musikformand, søster Hanne Sørensen, har – endnu engang – været ressourcestærk, så i løbet af oktober/november blev der inviteret til julekoncert til afholdelse fredag den 3. december med et spændende program.

Smukt bundet sammen

Med en velforberedt oplæser – hvilken rolle så smukt blev udfyldt af bror Niels Møller fra Roskilde (der jo gennem ægteskab har familiemæssige bånd til adskillige af de medvirkende) – blev de forskellige numre fornemt bundet sammen gennem skriften.

Efter vi alle havde sunget Et barn er født i Bethlehem, sang Hanne Sørensen og Zanna Ronnenberg »Gabriel og Maria«, hvorpå primarybørn med ledere sang »Rejsesangen«, inden 3 af lederne citerede digtet »En plads«.

Menighedskoret sang under ledelse af søster Lissi Sønderskov – med en brugbar arm og for at Hanne kunne synge med – Det lille barn Jesus. Marianne Andersen sang derpå sammen med 2 af sine børnebørn – Isabella og Emilia – Julenat, inden Johannes Hirschmann spillede en orgelsolo Go tell it on the mountains, et arrangement af Richard Elliott.

Ingen pause

Ifølge programmet skulle der her have været en pause, men det hele gik bare så flydende, at programmet blev fortsat uden først med en trio af søstrene Sara, Eva og Hanne Grand fulgt op med Engle fra Guds himmelsal ved koret.

Zanna Ronnenberg sang så Langt, langt herfra i Østerland, hvorpå Ellinor og Sara Grand Petersen (datter og mor) sang Himlen i min favn.

En tilflyttet søster fra USA – dog midlertidig som gæst – Melina Karu sang så smukt O, Holy night, inden vi alle sluttede af med at synge Stille nat, hellige nat.

En dejlig start på julemåneden

Med tanke på den senere corona-udvikling var denne aften en meget skøn start på julemåneden. De ca. 50 tilstedeværende (på stedet og gennem zoom) nød en virkelig dejlig koncert, hvor alle medvirkende ydede deres yderste. Det var skønt og vi ser frem til mere.