Plads til at vokse

Billede

blomster i en potte

Det var flere år siden, at min mand, Jerold, gik bort. Kræften var kommet hurtigt og aggressivt, og på tre måneder var han væk. Nu tænkte jeg på ham, mens jeg arbejdede i min have.

Mens jeg var ved at omplante en plante, slog en tanke mig. Inden jeg greb ind, havde planten det fint. Den hørte hjemme i potten, som den allerede var i, men den trivedes ikke fuldt ud. Jeg vidste, at hvis jeg ikke på et tidspunkt fik den i en ny potte, så ville den højst sandsynligt holde op med at blomstre og måske endda holde op med at vokse. Den ville bestemt ikke være i stand til at yde sit bedste.

Så jeg besluttede mig for at give planten plads til at vokse ved at flytte den til en større potte. Ikke en stor potte – en, der blot var fem cm større i diameter. Hvis jeg gav den for meget plads, kunne den ende med at blive vandet for meget og gå i forrådnelse.

Billede

vandkande

Jeg forventede, at planten ville kæmpe, mens den prøvede at tilpasse sig. Det havde været ret behageligt, at sidde godt pakket i den potte, som den var blevet vant til. Den var ikke klar over, at forandring ville hjælpe den med at vokse. Jeg var nødt til at hjælpe den på vej og give den en passende mængde lys, vand og de ekstra næringsstoffer, der var påkrævet i denne tid med tilpasning. Jeg vidste, at den med tiden ville komme til at trives og blomstre igen.

Da jeg tænkte på mit liv som enke, indså jeg, at jeg var ligesom planten. Jeg havde haft det behageligt. Jeg havde klaret mig fint. Men da min mand døde, hørte jeg Ånden hviske, at jeg gik ind i en ny vækstfase. Der var stadig noget, jeg havde brug for at lære og gøre i dette liv.

I løbet af de næste to år døde syv andre mænd i vores menighed også. Jeg begyndte at bede mine venner, der var blevet enker nyligt, om at mødes, tale, tage på besøg og tjene andre – så vi hver især kunne føle os lidt mindre ensomme. Ingen af os ville have valgt at blive »omplantet«. Men da jeg tilpassede mig livet på jorden uden min mand, opdagede jeg, at jeg kunne støtte andre, der stod over for en lignende udfordring. Jeg opdagede også, at der var mange muligheder for at tilbringe tid sammen med børn og børnebørn og forsikre dem om, at vores familie i kraft af Jesu Kristi forsoning kan være sammen igen i det næste liv.

Jeg ville aldrig have forventet den udvikling, som jeg ville komme til at opleve på grund af tabet af min ægtefælle. Men vor himmelske Fader trådte til og »omplantede« mig, gav mig plads til at vokse ved at lægge mig i en lidt større potte – en ny udfordring, der gav mig mulighed for at vokse.

Jeg savner stadig Jerold hver dag. Flere år senere kæmper jeg stadig, mens jeg prøver at tilpasse mig forandringen ved at leve uden ham. Men jeg ved, at Herren hjælper mig på vej. Med tiden og med tillid til ham vil jeg komme til at trives og blomstre igen.