Father with children

For nogle år siden fortalte en ven ved navn Louis mig en rørende historie om sin milde, blide mor. Da hun døde, efterlod hun ikke sine børn store pengesummer, men en rig arv af forbilledlighed i offervilje og lydighed.

Da mindetalerne ved begravelsen havde lydt, og den tunge vej til kirkegården var trådt, gennemgik familien de få jordiske ejendele, moderen havde efterladt. Blandt dem fandt Louis en besked og en nøgle. Beskeden lød: »I hjørnesoveværelset i den nederste skuffe i min kommode er der et lille skrin. Det indeholder mit hjertes skatte. Denne nøgle passer til skrinet.«

Alle spekulerede på, hvad deres mor mon havde af en sådan værdi, at det skulle bag lås og slå.

Skrinet blev taget frem fra gemmestedet og åbnet forsigtigt ved hjælp af nøglen. Da Louis og de andre undersøgte indholdet, fandt de et billede af hver enkelt barn, hvorpå barnets navn og fødselsdato var angivet. Derefter trak Louis et hjemmelavet Valentineskort frem. Han genkendte sin ubehændige barnlige håndskrift, og han læste de ord, han havde skrevet 60 år tidligere: »Kære mor, jeg elsker dig.«

Hjerter blev blødgjort, stemmer dæmpet og øjne blev fyldt med tårer. Moderens skat var hendes evige familie. Styrken i den hvilede på en stærk grundvold af »jeg elsker dig.«

I dagens verden er den grundvold en tiltrængt ting i hjemmet. Og intet sted finder verden et bedre eksempel på den grundvold end i sidste dages helliges hjem, hvor man har gjort kærlighed til kernen i familielivet.

De af os, som påstår at være Frelseren Jesu Kristi disciple, fik denne vidtrækkende instruks:

»Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.

Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«1

Hvis vi skal holde det bud om at elske hinanden, må vi behandle hinanden med medfølelse og respekt og vise kærlighed i den daglige omgang. Kærlighed lader et venligt ord falde, giver et tålmodigt svar, gør noget uselvisk, lægger et forstående øre til og har et tilgivende hjerte. I alle vore forhold vil sådanne og andre lignende handlinger være bevis på den kærlighed, vi har i hjertet.

Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) har sagt: »Kærlighed … er krukken med guld for enden af regnbuen. Og det er mere end enden af regnbuen. Kærlighed er også begyndelsen, og af den udspringer den smukke bue over himlen på en blæsende dag. Kærlighed er den tryghed, som børn græder efter, de unge længes efter, limen i ægteskabet, det, der smører og får tingene til at glide i hjemmet, det er freden på ens ældre dage, og det er håbets lys, som skinner igennem døden. De er rige, som nyder den i deres omgang med familie, venner, i kirken og med naboerne.«2

Kærlighed er selve kernen i evangeliet, og menneskets ædleste træk. Kærlighed er kuren i skrøbelige familier, svage fællesskaber og syge nationer. Kærlighed er et smil, et vink, en venlig bemærkning og en kompliment. Kærlighed er offer, tjeneste og uselviskhed.

Ægtemænd, elsk jeres hustru. Behandl dem med værdighed og påskønnelse. Søstre, elsk jeres mand. Behandl dem med anerkendelse og opmuntring.

Forældre, elsk jeres børn. Bed for dem, undervis dem og vidn for dem. Børn, elsk jeres forældre. Vis dem respekt, taknemlighed og lydighed.

Uden Kristi rene kærlighed »er [vi] intet,«, som Mormon sagde.3 Det er min bøn, at vi må følge Moronis råd om at bede »til Faderen med hjertets hele styrke om, at [vi] må blive fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere, så [vi] kan blive Guds sønner, så vi, når han viser sig, vil være som han, for vi skal se ham, som han er.«4

Vis henvisninger

Noter

  1. 1.

    Joh 13:34-35.

  2. 2.

    Se Gordon B. Hinckley, »Men størst af alt er kærlighed«, Den danske Stjerne, aug. 1984, s. 1.

  3. 3.

    Moro 7:46; se også v. 44.

  4. 4.

    Moro 7:48.