Ældste Quentin L. Cook

Quentin er født den 8. september 1940 i Logan i Utah som søn af J. Vernon og Bernice Kimball Cook. Han lærte i en ung alder af sin far vigtigheden af at sætte sig mål og arbejde frem mod dem.

»Min far havde tre regler,« siger ældste Cook. »For det første skulle vi sætte gode mål. For det andet kunne vi til enhver tid ændre vore mål. Men for det tredje skulle vi, uanset hvilket mål vi valgte, arbejde hårdt på at nå dem.«

Hans hyppige samtaler med sin far lærte ham at observere mennesker omkring sig og anvende det bedste de havde på sig selv. »Mennesker har så meget at tilbyde os, hvis vi er villige til at lære fra dem,« siger ældste Cook. »Derfor er det vigtigt at omgive sig med gode mennesker.«

Da han voksede op i Logan, havde han den mulighed. Han mindes fx, at han lyttede opmærksomt, da ældste L. Tom Perry, som nu er medlem af De Tolv Apostles Kvorum, men dengang var en ung mand, som lige var vendt hjem fra anden verdenskrig, talte til et nadvermøde om sine oplevelser. Det inspirerende øjeblik forbliver et af hans tidligste og stærkeste barndomsminder.

Som ung elskede ældste Cook sport og hjalp sit high school-hold med at placere sig godt i basketball og amerikansk fodbold i delstatsturneringer. Hans interesser omfattede også debat og politik. Som 16-årig var han en af to unge mænd, som blev valgt til at repræsentere staten ved en national begivenhed. Der havde han mulighed for at møde den daværende og kommende amerikanske præsidenter Dwight D. Eisenhower, John F. Kennedy, Lyndon B. Johnson, Richard M. Nixon og Gerald R. Ford. At se dem arbejde i lovgivningsprocessen imponerede ham dybt og var med til at påvirke hans beslutning om at studere jura.

Før sin mission gik ældste Cook på Utah State University, hvor han blev valgt til repræsentant for de studerende sammen med sin ven W. Rolfe Kerr, som senere blev kaldet til De Halvfjerds Første Kvorum og nu tjener som CES-kommisær.

Fra 1960 til 1962 tjente ældste Cook i Den Britiske Mission, samme mission som jeg blev kaldet til. Vi var dybt berørt af vores missionspræsident, ældste Marion D. Hanks, dengang i De Halvfjerds Første Råd. Han lagde over for alle sine missionærer vægt på at være en discipel og på beslutsomhed. Han lærte os at elske Frelseren, sætte pris på Mormons Bog, og at være tro mod Kirken og evangeliet resten af vore dage. Nu mere end 45 år senere er det en sjælden lejlighed at have to tidligere missionærkammerater til at virke sammen i De Tolv Apostles Kvorum.

Listen med gode mænd og kvinder, som han havde mulighed for at lære fra, fortsætter, men ældste Cook påpeger, at mange af dem havde ikke høje stillinger på det tidspunkt. De var bare gode mennesker.

»Vi kan lære fra lærdomme, og vi kan lære fra gode eksempler,« siger ældste Cook. »Men når man finder mennesker, som har forenet begge dele, hvis liv er i overensstemmelse med det, de har lært gennem Jesu Kristi evangelium, det er en vidunderlig kombination. Og disse mennesker behøver ikke at være generalautoriteter eller at have en høj stilling. I alle samfundslag findes den slags mennesker.«

Selvom ældste Cook har været velsignet med at finde gode bekendte hele sit liv, har de med den største indflydelse været medlemmer af hans egen familie.

Han er taknemlig for en kærlig, engageret far og en mor, som »elskede Frelseren. De gjorde alt, hvad de kunne for at opfostre os på rette vis.« Han sætter pris på kærligheden og støtten fra sin bror Joe og søster Susan.

En af de vigtigste oplevelser i hans liv skete, da han var 15 år gammel. Hans bror Joe ønskede at tage på mission, men hans far – en god mand, som havde mistet interessen for Kirken – følte, at Joe i stedet skulle læse medicin. Joe og Quentin respekterede deres far, så de trak sig tilbage for at overveje hans råd.

De talte til langt ud på natten og overvejede ethvert for og imod. Slutresultatet, de fandt frem til, var dette: Hvis Kirken blot er en anden god institution, kunne Joe hjælpe mennesker bedre ved at læse medicin. Hvis Frelseren derimod virkelig levede, hvis Joseph Smith virkelig var en profet, hvis Kirken, som han organiserede under Guds ledelse, virkelig er Jesu Kristi kirke, hvis Mormons Bog er sand, så var Joes forpligtelse tydelig. Den næste morgen henvendte Joe sig til sin far med det ræsonnement og bar sit vidnesbyrd. Han tog kort tid efter af sted på sin mission med sin fars støtte og sin mors glade velsignelse.

Den samtale berørte unge Quentin dybt. Han havde altid haft et vidnesbyrd om Frelseren. Joseph Smith, Kirken og Mormons Bog derimod – det var en helt anden sag for en 15-årig. Han troede, men han havde endnu ikke modtaget et åndeligt vidnesbyrd, der til vished bekræftede deres sandhed.

Efter at han og Joe skiltes den aften, gik Quentin til sit værelse, knælede i bøn og bad om det samme vidnesbyrd, som hans bror havde, et vidnesbyrd han ønskede af hele sit hjerte. Og vidnesbyrdet kom på en så stærk måde, at enhver tvivl, han havde, for evigt blev fejet bort.

En anden stor indflydelse i hans liv har været hans hustru Mary. »Det ville være svært at finde nogen i hele verden, som er så god, retskaffen og glad, som hun er,« siger hendes mand. »Hun har en vidunderlig humoristisk sans.«

Familien Cooks datter, Kathryn Cook Knight, understreger denne vurdering. »Far var den perfekte far,« siger hun. »Jeg elsker alt ved ham. Men min mor er en helgen.«

Søster Cook er meget musikalsk begavet, hun har undervist i musik og fyldt sit hjem med musik. Ældste Cook mødte første gang Mary ved et talentshow i 7. klasse. Han husker: »Denne lille lyshårede pige stiller sig op og synger ›On the Sunny Side of the Street‹. Selv i junior high school havde hun en usædvanlig og bemærkelsesfuld voksen, dyb stemme. Jeg var fuldstændig forbløffet. Og den sang kunne have været temaet for resten af hendes liv. Hun har en vidunderlig glad, strålende natur.«

I løbet af deres skoleår havde de adskillige muligheder for at arbejde sammen. I junior high school blev han valgt som elevrådsformand, og hun blev valgt som næstformand. De gik sammen til debat. Og som klassepræsident i high school arbejdede han sammen med hende som elevrepræsentant.

»Vi var venner længe før, vi var noget som helst andet,« mindes ældste Cook. »Jeg beundrede Mary, før jeg blev forelsket i hende, og at gifte mig med hende var den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet.«

Ældste og søster Cook blev viet i templet i Logan i Utah den 30. november 1962.

Efter sin eksamen i statskundskab i 1963 fra Utah State University flyttede Quentin og Mary til Californien, hvor han fik en juridisk kandidatgrad fra Stanford University i 1966. Ældste Cook tilsluttede sig så advokatfirmaet Carr, McClellan, Ingersoll, Thompson og Horn i San Francisco-området.

Det var der, at han besluttede, at »hvad jeg troede på, og hvem jeg var, skulle være synligt.« I sit arbejde med lovgivning inden for forretning og sundhed beskæftigede ældste Cook sig med højtuddannede og velhavende mennesker. Cooks søn Larry mindes at blive rørt over, at hans far var så dybt respekteret blandt sine kollegaer. »Jeg deltog i fratrædelsesmiddagen til ære for min far, da han forlod sit advokatfirma, og senere da han fratrådte som leder for sundhedsvæsenet.« »Jeg var imponeret over, at kollega efter kollega, ingen af dem var medlemmer af Kirken, talte – ofte med tårer – om, hvad far betød for dem, hvordan han havde vejledt og inspireret dem, hvordan han uselvisk havde fremmet deres karriere uden fornemmelse af, at det tog tid eller energi fra hans eget«.

På samme tid førte hans virke inden for Kirken til værdifulde forbindelser med medlemmer med forskellige kulturelle baggrunde, og hvis økonomiske status var vidt forskellige. Gennem både sin professionelle og kirkelige erfaring udviklede han evnen til at forstå og forholde sig til mennesker fra alle samfundslag, og hans kærlighed voksede til alle mennesker.

Han blev kaldet til at virke som biskop og som rådgiver i stavspræsidentskabet (til sin elskede storebror, Joe!) og senere som stavspræsident. På det tidspunkt arbejdede han ikke kun med engelsktalende menigheder, men med forsamlinger, der talte spansk, tonga, samoansk, tagalog, mandarin og cantonesisk.

Nogle af medlemmerne havde kun en mindre uddannelse og næsten ingen penge. Men de havde så meget at give. Han mindes kærligt »en af de ædle mænd, jeg kendte,« som tjente til livets ophold ved at levere brød, blev kaldet til biskoprådet. Manden havde set menighedens ledere tage deres mapper med til møder, og derfor besluttede han sig for også at tage en med. Men da han endnu ikke havde noget at fylde i den, fyldte han den med surdejsbrød, som de kunne dele. Denne ydmyge mands villighed til at tjene blev kun overgået af hans kærlighed til andre.

»Specifikke stillinger eller uddannelsesniveauer er ikke det, som jeg taler om, når jeg siger, at jeg lærer fra gode mennesker,« siger ældste Cook. »Man kan finde gode mennesker overalt og lære fra dem alle.«

Sammen med sin hustru var ældste Cook under deres tre børns opvækst i San Francisco-området omhyggelig med at udvikle et tæt forhold til hvert barn på trods af krav fra arbejde og kirkekaldelser.

»Det er især vigtigt,« siger han »for dem, som har en ledende stilling i Kirken, at de har et forhold til deres børn, hvor børnene kan se de evner, fædrene har, blive brugt i helt andre rammer end inden for Kirken – hvad enten det er at arbejde i haven eller at dyrke sport eller gøre noget sammen ude i det fri.«

Ved at huske et eksempel på den kærlighed, der blev udvist og ikke blot undervist i, mindes Cooks anden søn, Joe, at hans far var urolig over, at Joe skulle køre tilbage til San Francisco efter at have afsluttet sine eksamener på Brigham Young University efter hans første semester. Det ville være sent i december, vejene kunne være spærret af sne, og han ville blive træt. Ved semestrets afslutning åbnede Joe døren til sit værelse, da nogen bankede på, blot for at se sin far stå der, fløjet dertil fra San Francisco for at køre sammen med sin søn på turen hjem. Joe siger, at det var ikke blot en stærk tilkendegivelse af hans fars kærlighed, men også tiden de havde til at tale på hjemturen – fyldt med drøftelser om forskellige evangeliske principper og gentagne vidnesbyrd om Frelseren – havde afgørende indflydelse på den unge Joes visioner om, hvad han ønskede sig i form af vidnesbyrd, og om hans egen fremtidige rolle som far.

Ligesom sin far lærte ældste Cook sine børn at sætte mål og evaluere, hvordan deres handlinger og aktiviteter påvirkede deres mål. De satte også mål som familie, der først og fremmest fokuserede på evangeliet. Ældste Cook mener, at hvis en familie følger gode religiøse vaner, såsom familiebøn, familieskriftstudium og regelmæssige familieaftener, kan børn hvor som helst opfostres i retfærdighed.

Nøglen, siger ældste Cook, er et personligt, individuelt religiøst livsmønster. »At gå forbi mine børns værelser og se dem studere skrifterne eller knælende i bøn var det vigtigste for mig som far,« siger han.

Men et individuelt religiøst livsmønster udvikles højst sandsynligt, »når jeres religiøse livsmønster som familie gør det klart for jeres børn, at alle mål for livet, såsom erhverv og uddannelse, er sekundært til et vidnesbyrd om Frelseren og leve at retskaffent.«

I løbet af tre årtier i Californien gik ældste Cook fra en ansvarsfuld stilling til en anden, både inden for sin karriere og i Kirken. Han gik fra at være medarbejder til partner til ledende partner i sit advokatfirma og blev så ansat som direktør for California Healthcare System, der senere fusionerede med Sutter Health, hvor han blev viceformand.

I den periode tjente han som regionalrepræsentant og områdeautoritet, inden han blev kaldet som medlem af De Halvfjerds’ Andet Kvorum i 1996. Han blev kaldet til Det Første Kvorum i 1998.

Som generalautoritet tjente ældste Cook i områdepræsidentskabet for Filippinerne/ Mikronesien og som områdepræsident for henholdsvis Det Nordvestlige Nordamerika og Stillehavsøerne. Hans kærlighed til de trofaste hellige rundt om i verden fortsatte med at vokse.

Som den øverste leder af Kirkens missionsafdeling spillede han en vigtig rolle i udviklingen af den nye missionærvejledning, Forkynd mit evangelium. Men ældste Cook tager ikke æren for det. »Herrens hånd var med lige fra starten,« siger han. »Hvert eneste medlem af Det Første Præsidentskab og De Tolv kom med utrolige bidrag.«

Ældste Cook er velforberedt til at tjene i De Tolv Apostles Kvorum. Hans villighed til at lære fra andre og hans livslange uselviske tjeneste sætter ham i stand til at tilbyde Herren sit hjerte og villige sind.

»Jeg har hædret, opretholdt og æret alle dem, som har været apostle,« siger han. »De har øvet stor indflydelse i mit liv. Jeg ved ikke, hvad mit bidrag vil blive, men jeg ved, at Jesus Kristus er Frelseren, at Gud er vor Fader i himlen, at Joseph Smith er denne uddelings profet, og at vi har en profet i dag. Den viden er central i mit liv.«

Vi kan være sikre på, at den viden fortsat vil være central i ældste Quentin L. Cooks apostolske tjenestegerning.