En mission er nok til at forandre liv, men ikke nok til at tilfredsstille ønsket om at tjene

Bror og søster Harveys første mission til Minnesota-missionen i Minneapolis i 1992 var en vidunderlig oplevelse, især for søster Harvey, som havde ønsket at tjene på fuldtids-mission, siden hendes børn havde forberedt sig på deres egne missioner. Hun og hendes mand fandt glæde i at genaktivere medlemmer og se en gren blive organiseret.

Senere tjente parret på en anden forkyndende mission, Rapid City- missionen i South Dakota, efterfulgt af slægtshistoriske missioner ved Slægtshistorisk Bibliotek i Salt Lake City og ved Utah Correctional Institute. Den sidste medførte enestående udfordringer, og bror og søster Harvey følte stor sympati for deres indespærrede brødre og søstre.

De tjente på en anden forkyndende mission, Vancouver-missionen i Canada, derefter på to humanitærtjeneste-missioner i Amerikansk Samoa samt i Sacramento i Californien. Ikke længe efter blev de kaldet til endnu en slægtshistorisk mission, denne gang i Calgary-missionen i Canada.

Efter halvandet år i Calgary, tjener de nu i en anden slægtshistorisk mission inden for Calgary- missionen i Golden i British Columbia og i Cardston i Alberta.

Bror og søster Harveys år med tjeneste har ikke været uden udfordringer. De måtte overvinde nogle af de forhindringer, som alle nye missionærer møder, såsom økonomiske overvejelser, frygt, at finde de rigtige muligheder og familieanliggender.

Økonomi: Bror og søster Harvey fik råd til at tjene ved at leve enkelt og sparsommeligt. De gjorde deres økonomi enklere ved at droppe unødvendige udgifter og regninger og fik automatisk deres pension sat ind på en konto. Selvom deres midler ikke var store, var der altid nok. »Vi havde aldrig mange penge, vi havde bare megen tro,« sagde søster Harvey.

Frygt: I hans dagbøger (de har begge ført dagbog siden deres første mission i Minneapolis) skrev bror Harvey, at han følte sig utilstrækkelig til at forkynde ordet, og søster Harvey havde til tider den samme følelse. Deres bekymring var »Ved jeg nok?« sagde hun. »Vi havde ikke megen uddannelse … og alligevel tog vi ud i verden for at forsøge at omvende folk … Det er et stort ansvar at repræsentere Herren.« Gennem deres oplevelser har de opdaget, at Herren sørger for dem, der tjener ham.

At finde de rigtige muligheder: Der er tjenestemuligheder, der passer til næsten enhver færdighed eller talent, som et par har. Ægtepar bliver rådet til at tænke over deres talenter og evner, så vel som deres helbred og økonomiske situation, når de henvender sig til biskoppen eller grenspræsidenten. Opgaverne, som bror og søster påtog sig på deres mission, var lige så forskellige som de steder, de boede. De var glade for at tjene, hvor end Herren kaldte dem, hvad enten det var som missionærer inden for humanitærtjenesten, slægtshistoriske missionærer eller forkyndende missionærer.

Familien: En af de største bekymringer, som alle seniormissionærer har, er at være væk fra deres familie. For bror og søster Harvey omfatter det 7 børn, 39 børnebørn og 25 oldebørn. At forlade dem år ad gangen har været svært, men de føler sig nu tættere på deres efterkommere, end de gjorde, før de tog af sted. »Jeg kan dårligt udtrykke den kærlighed, der voksede mellem os … Hvis I tror, at I ikke kan rejse på grund af jeres børn, har I misforstået det,« sagde søster Harvey.

På trods af alt har bror og søster Harvey husket, at de er ude på Herrens ærinde. »Dette er hans gerning og herlighed. Man skal bare tro på, at det er sandt,« sagde hun.

Den tjeneste, som bror og søster Harvey har ydet, strækker sig længere end deres missions grænser. Den har velsignet deres efterkommer på måder, som de aldrig havde forestillet sig. »Vi er imponeret over, hvad det har gjort for vore børn,« sagde søster Harvey.

Deres efterkommere er alle enige om, at bror og søster Harveys eksempel har haft en stor påvirkning på deres liv. »Når børnebørnene går ud i missionsmarken, tænker de på bedstemor og bedstefar, der anvender deres hjerte, kraft, sind og styrke i deres modne alder, så børnebørnene bliver ligeledes inspireret til at gøre deres bedste,« sagde Teri Kearl, en af bror og søster Harveys døtre.

Den positive indflydelse, som bror og søster Harvey så, de havde på deres familie efter deres første og anden mission, inspirerede dem til at blive ved med at tjene.

»Når man tager ud og tjener som bedsteforældre, tjener man på en måde også sin familie på mange måder,« sagde søster Harvey.

Deres barnebarn Nicole Kearl, som tjener i Pocatello-missionen i Idaho, skrev for nylig til sine bedsteforældre: »At se jeres hengivelse for Herren har givet mig et større ønske om at tjene Herren. Jeg er sikker på, at mit ønske om at tage på mission til dels er påvirket af jeres store eksempel.«

Bror og søster Harvey føler sig nærmere deres børn og børnebørn på grund af deres mission, men de er også knyttet tættere sammen som par. Søster Harvey beskrev deres daglige skriftstudium som »den største velsignelse nogensinde.«

Bror Harvey tilføjede, at han føler sig meget tættere på sin hustru på grund af deres fortsatte tjeneste. »Hendes følelser er mine følelser. Når hun græder, græder jeg. Når hun griner, griner jeg,« sagde han.

Deres forhold til Herren er også vokset, idet de stoler på ham for trøst og vejledning. »Man tager på mission og er helt alene,« sagde søster Harvey. »Man stoler på Frelseren, ligesom man stolede på ham før.«

Bror og søster Harvey opdagede, at der blev sørget for dem, så længe de var villige til at lytte til Åndens tilskyndelser.

»Det er som om Herren åbner dørene … hurtigere end man kan gå ind ad dem,« sagde søster Harvey. »Et ønske og et villigt hjerte – det er alt, hvad man behøver.«