Salmernes helbredende kraft

Der var et tidspunkt, hvor jeg var kommet langt væk fra de principper, som jeg vidste, var sande. Af den årsag følte jeg mig utroligt ulykkelig. Skønt jeg troede på, at forsoningen fungerede for andre mennesker, mente jeg selv, at jeg var for langt ude, til at den kunne omfatte mig. Jeg mente ikke, at jeg var værd at frelse.

En søndag morgen hørte jeg klokkerne på en kristen kirke i nærheden, som spillede salmen »Da du styrket fra dit leje« (Salmer og sange, nr. 72). Musikken rørte mig, og for første gang i mange måneder følte jeg Ånden. Jeg græd, da jeg indså, at min himmelske Fader brugte denne salme, så jeg kunne føle hans kærlighed og vide, at han ville hjælpe mig.

Omvendelsesprocessen var ikke let, og jeg følte mig ofte modløs. Men de følelser, som jeg havde oplevet den søndag morgen, forblev hos mig, og efter en tid vendte jeg tilbage til fuld aktivitet i Kirken og modtog min begavelse i templet i Dallas i delstaten Texas.

Når jeg nu hører den salme, bliver jeg mindet om det dejlige øjeblik, hvor den, som jeg havde glemt, viste mig sin kærlighed på en måde, som han vidste, ville røre mig.

Min mand og jeg ønskede at styrke ånden ved vores families skriftstudium. Vi havde hørt ældste Gene R. Cook, som dengang var medlem af De Halvfjerds, foreslå, at man skulle synge en salme inden familiens skriftstudium, så vi besluttede at følge dette råd. Selv om vores teenagesønner var lidt tilbageholdende over for tanken, gik de dog med til at gøre et forsøg.

Den følgende dag spillede jeg salmer på vores stereoanlæg ca. en halv time, før vi skulle begynde vores skriftstudium. Det, der nu skete, ændrede alt for os. Denne musik rørte vores dengang trettenårige søn (som havde været den, der var mest imod forslaget) i en sådan grad, at han ville synge alle versene i salmen, og han ville sågar synge mere end en salme! Den samme søn anvender nu salmer, når han er modløs eller bliver fristet.

Vi anvender ikke blot salmerne til vores familiestudium, men også til familieaften og om søndagen.

Min 86-årige mors helbred havde været skrantende i flere måneder, og jeg var bange for, at hun ikke ville være iblandt os meget længere. Min mand og jeg havde planlagt at rejse til Lille, som lå 130 km fra vort hjem, til stavskonference, men jeg var ikke glad for, at lade min søster være ene om at tage sig af vores mor.

Jeg bønfaldt min himmelske Fader om, at alt måtte gå godt, mens vi var væk. Straks dukkede strofen »Ti, vær stille« (»Mester, se uvejret truer«, Salmer og sange, nr. 54) op i mit sind, og min frygt forsvandt. Vi drog af sted til konferencen med fred i sindet og forvisset om, at Herren havde hørt min bøn og vågede over min mor.

Alt gik godt, mens vi var væk.

Noget tid senere ringede min søster og spurgte, om min mand, Yves, kunne komme og hjælpe med at løfte min mor i seng. Kort efter at han var ankommet til min søsters hjem, gik min mor bort.

Da Yves ikke ville fortælle denne nyhed i telefonen, ringede han blot og sagde, at min søster var helt ude af den. Han foreslog, at jeg pakkede nogle ting, for han ville komme hjem og hente mig.

Jeg begyndte at pakke en kuffert, fordi jeg regnede med, at jeg skulle blive hos min søster en tid og hjælpe med at passe vores mor. Men da jeg begyndte, fortalte Ånden mig, at det ikke længere var nødvendigt at pakke. Jeg vidste, at min mor var død. Men jeg følte også en indre ro, ligesom jeg havde gjort, da vi drog til stavskonference.

Yves kom hjem, og han kæmpede med at få fortalt, hvad der var sket. For at lette hans byrde sagde jeg, at jeg allerede vidste, at mor var død.

Kundskaben om evangeliet styrkede mig, og jeg kunne trøste min søster, mens vi sørgede over vores mor. Jeg bad mange gange om at føle fred, og hver gang følte jeg mig forvisset om, at min himmelske Fader og min Frelser Jesus Kristus hjalp mig gennem sorgen og smerten. Takket være vores tro og bønner har vi fundet den ro, som salmen beskriver.

For mange år siden skulle jeg tilbringe julen sammen med min familie, og det bekymrede mig lidt. Jeg var dengang lige blevet medlem af Kirken, og min familie var meget kritisk over for min nye tro. Situationen blev yderligere anspændt, da jeg kørte min mor hen til min bedstemor. Min mor havde drukket tæt, og jeg følte mig fristet til at snerre ad hende. Den begejstring, som jeg normalt følte i julen, var erstattet af dyb fortvivlelse. Jeg bad om hjælp.

Jeg stillede radioen ind på en kanal med populærmusik, som jeg normalt lyttede til. Jeg håbede, at et ville få mig i bedre humør. Men så følte jeg mig tilskyndet til at slukke for radioen og synge julesalmer i stedet. Så det gjorde jeg, og skønt min mor virkede overrasket, faldt hun mere til ro. Hun begyndte sågar at synge med på nogle af salmerne.

Mit humør ændredes med det samme, og jeg blev mindet om julens sande betydning. Da jeg tænkte på, hvordan Frelseren uselvisk gav sit liv for os, syntes mine egne problemer små og overskuelige. Jeg indså, at jeg faktisk nød mange velsignelser og havde meget at glæde mig over. Jeg følte mig forvisset om, at Helligånden var med mig, og at jeg ville kunne svare fordrageligt på enhver kritik, som måtte blive rettet mod Kirken.

Sangen fjernede ikke mine problemer, men den gjorde det muligt for mig at gribe problemerne positivt an – og det gjorde hele forskellen.

I 1988 var jeg i vanskeligheder med min forretning. Efter en samtale med min stavspræsident, besluttede min hustru og jeg at sælge forretningen og finde andet arbejde. Jeg undersøgte mange muligheder for at få arbejde, men hver gang endte det med, at min hustru og jeg sad skuffede tilbage og uden nogen fast indtægt.

Et år senere var vore midler ved at løbe ud, og jeg følte mig meget tynget af en byrde, der syntes uoverkommelig. Vi havde en søn på mission og seks hjemmeboende børn, og jeg følte, at jeg svigtede dem.

En dag, hvor jeg var særlig tynget af denne byrde, blev jeg opmærksom på, at jeg havde gentaget en bestemt melodi i mit hoved i flere dage. Jeg blev hurtigt klar over, at det var en salme, og Ånden trøstede mig, da jeg kom i tanke om teksten:

Straks syntes min byrde lettet, og jeg indså, at min himmelske Fader kendte min situation. Selv om vi døjede med dårlig økonomi i flere år, følte jeg mig trøstet af visheden om, at han ville vejlede os i vore beslutninger, hvis vi ville stræbe efter at gøre hans vilje.

Vi flyttede til en ny by og fik med tiden en ny forretning. Med hjælp fra andre kunne vores familie købe et hus og skabe en fremgangsrig forretning.

Skønt vore økonomiske vanskeligheder ligger bag os, lytter jeg stadig opmærksomt, når salmer dukker op i mit sind. Jeg har erfaret, at min himmelske Fader ofte besvarer mine bønner ved hjælp af hellig musik.

For en del år siden blev min mor dræbt i en trafikulykke af en spritbilist. Dybt rystet fløj jeg hjem til min barndomsby for at være med til at planlægge begravelsen sammen med mine søskende og min tilskadekomne far.

Kort efter at jeg var vendt tilbage, blev jeg kaldet til at tjene som musikleder i Primary. Mens jeg forberedte mig på kaldelsen, følte jeg mig følelsesmæssigt hæmmet, og jeg tvivlede på, at jeg kunne magte opgaven. »En musikleder i Primary skal være begejstret og munter,« tænkte jeg. Jeg var knuget af sorg. Jeg ville så gerne opmuntre børnene, men jeg følte, at jeg ville komme til at svigte dem. Mit hjerte var forpint af sorg. Jeg spekulerede på, om jeg nogensinde ville blive lykkelig igen – for slet ikke at tale om at få lyst til at synge igen.

Dagen før jeg skulle begynde i min nye kaldelse, deltog min mand og jeg i en tempelsession sammen med to venner, som skulle besegles. Inden sessionen begyndte, blev vi inviteret ind i templets kirkesal til indledningssalme, bøn og nogle ord fra en tempeltjener. Vi sang: »Hvor nådig er Guds lov« (Salmer og sange, nr. 68). Jeg kunne ikke lade være med at bemærke salmens tekst:

Jeg følte, at jeg var tynget af byrder, og jeg indså, at jeg der i hans tempel fandt trøst. I det fjerde vers hørte jeg et budskab, der var henvendt direkte til mig:

I det øjeblik vidste jeg, at jeg kunne udføre en hvilken som helst kaldelse, og at jeg kunne føle glæde, selv om jeg savnede min mor. Og fordi jeg vidste, at min Frelser bar min byrde, kunne jeg synge!