Familietro

Et af de første elementer i opbyggelsen af familietro er modet til overhovedet at stifte familie. Marco og Raffaella Ferrini fra Firenze 2. Gren i Firenze Distrikt i Italien datede hinanden inden deres mission. Kort efter at de begge var vendt hjem fra deres mission, fik de begge i templet den tilskyndelse, at de skulle skynde sig at blive gift. »I Italien er det mest almindeligt, at man bliver gift, når man er i trediverne,« siger Marco. Nogle venner og slægtninge spurgte dem: »Hvorfor gifter I jer i så ung en alder?«

Parret siger, at det var påvirkning fra Marcos forældre, Anna og Bruno, der fik dem til at værdsætte ægteskabet. Da Anna blev medlem af Kirken i 1968, var der kun få kirkemedlemmer i Italien. Efter at have bedt angående sin beslutning, giftede hun sig med Bruno, en mand, som respekterede hendes tro og lod hende opdrage deres børn i evangeliet. »Jeg var slet ikke urolig over at gifte mig med en mormon, for Anna og jeg havde den dybeste respekt for hinanden,« siger Bruno.

Skønt det pinte Anna, at hun ikke kunne tilbyde sin børn den evige families velsignelser, siger hun: »Jeg vidste, at min ægtemand var en god mand, og at alt med tiden ville falde på plads.« I mellemtiden lærte hun sine sønner, Marco og Alessio, at gøre Frelseren til midtpunkt i deres liv og værdsætte familien.

Med tiden blev Bruno medlem af Kirken. I dag er han præsident for Firenze 2. Gren. Men i løbet af de 29 år, hvor han ikke var interesseret i Kirken, arbejdede han og Anna alligevel på at have et godt ægteskab. Deres kærlige forhold gjorde et positivt indtryk på deres børn og deres svigerdatter. »Allerede den første gang jeg besøgte deres hjem, slog det mig, at de havde en god familie,« siger Raffaella. »De råber ikke ad hinanden. De er rolige og søde mod hinanden. Sådan ville jeg også have det.«

Raffaella ønskede sig også et tempelægteskab. Hun siger: »At gifte sig i templet er et godt mål,« selv om det er sværere at opnå i et land med få medlemmer af Kirken. »Satan prøver at overtale os til at træffe de forkerte valg, men når vi har et godt mål rodfæstet i vores sind, hjælper vor himmelske Fader os med at overvinde alt, så vi kan nå det mål.« Hun er taknemlig for, at det er nemmere at møde andre sidste dages hellige nu, end det var i hendes forældres generation. Hun er også lykkelig for, at Herren har velsignet hende med muligheden for at gifte sig, »ikke bare med et medlem af Kirken, men en værdig præstedømmebærer.«

Raffaella og Marco viste Herren deres taknemlighed ved at yde ofre, så de kunne gifte sig, da Ånden ledte dem til det. De planlagde en enkel, billig fest, og Marco besluttede sig for at vente med at afslutte sine universitetsstudier. »Alt er så dyrt her, så det er vanskeligt at gøre mere end én ting ad gangen – studie, arbejde og familie,« siger han. Økonomiske betragtninger tilskynder de fleste italienere til at fuldføre studierne og få gang i en karriere, inden de gifter sig, »men vores største ønske var at stifte familie,« siger Marco. Han var klar over, at kun tre ting var nødvendige for at opnå det: Et job, et sted at bo og tro til at gøre det. Til at begynde med »havde jeg ikke noget særlig godt job, men det gik da an,« siger Marco. »Når man træffer en svær beslutning, må man bare springe ud i det. Man handler i tro og gør sit bedste« i tillid til at de nødvendige velsignelser følger. Senere blev han velsignet med et bedre betalt job i turistbranchen, takket være de fremmedsprog han havde lært på sin mission. Han har også et vidnesbyrd om tiendebetaling, for hans familie har aldrig lidt nød.

Marco værdsætter kirkeledernes råd om at få sig en uddannelse, og han har i sinde at fuldføre sin uddannelse, når hans børn er blevet lidt ældre. Men indtil videre »føler jeg, at Ånden fortæller mig, at det er vigtigt, at jeg er sammen med min familie. Og det har jeg ikke fortrudt på noget tidspunkt, siden vore to børn, Giulia og Lorenzo, blev født.«

»Vi har ikke mange penge,« siger Raffaella, »men vi er lykkelige.« De er taknemlige for at få del i lykkens store plan og forkynde dens sandheder til den næste generation – den tredje generation i familien, som modtager evangeliets velsignelser.

Åndelig enhed kan være en afgørende ingrediens i opbyggelsen af en stærk familietro, siger Pietro Sonaglia fra Rom Stav i Italien. »At være enige om målet er en styrke for enhver familie,« men det er især en velsignelse, når målet er »sammen at nærme sig Jesus Kristus«. Det er hans families vigtigste mål.

Pietro har ikke altid haft den prioritering. Som 15-årig forlod han Kirken og skænkede den ikke en tanke, før han blev far og oplevede, at hans egen far var ved at dø af et hjertetilfælde. Disse hændelser vækkede en gnist af minder om evangeliske lærdomme, han havde hørt som dreng. »Jeg blev klar over, at jeg måtte omvende mig og få styr på mit liv,« siger han. Han vidste også, at »sådan en vigtig og drastisk forandring« ville påvirke hele hans familie. Hans forældre var blevet skilt, og det skyldtes til dels religiøse uoverensstemmelser, og han ønskede, at hans egen familie skulle stå sammen.

Pietros hustru, Carla, voksede op i et andet trossamfund end hans og var kommet i kirke hver søndag som barn. »Men jeg var bare forvirret, hver gang jeg havde været der,« siger hun. For hende havde religion været et spørgsmål om tradition, snarere end noget, der formede hendes liv. Carla hungrede efter noget mere. Hun siger: »Jeg nærede et stærkt ønske om at bede til min himmelske Fader på egen hånd med mine egne ord« i stedet for nedskrevne bønner. Hendes inderlige, bønsomme forhold til sin himmelske Fader forberedte hende til at modtage det gengivne evangelium, da Pietro blev aktiv igen.

Nu hvor Pietro og Carla som forældre er forenet i troen, stræber de efter at berede deres sønner, Ilario og Mattia, på at modstå fristelser – allerede nu hvor de er små. »Vi læser i skrifterne hver aften og holder familie-aften,« siger Carla. »Vore sønner er glade for at deltage. Vi går i kirke. Vi beder sammen. Vi går i templet.« Regelmæssige tempelbesøg er ikke nogen smal sag for Pietro og Carla, når de nærmeste templer ligger i Schweiz og Spanien.

»Vi bestræber os på at betragte ethvert øjeblik som en undervisningssituation,« tilføjer Pietro. »På dette tidspunkt i deres tilværelse er vore sønner ved at lære at adlyde deres forældre.« Pietro håber, at det vil lære dem at adlyde deres himmelske Fader, så de væbnes med den styrke og de vidnesbyrd, som skal til for at forblive trofaste i deres teenageår og videre endnu. Han ved – og ønsker at hans børn skal vide – at varig lykke kun findes i lydighed mod Gud.

Ligesom Pietro har Andrea Rondinelli fra Rom Stav fundet evangeliet efter en livskrise, nemlig hans fars død. »Jeg indså, at det ikke kunne ende på den måde,« siger han. Han fornemmede, at der måtte være et liv hinsides graven og et formål med livet og døden. Han havde mødt Kirken 15 år tidligere, da hans søstre blev døbt. Efter faderens død opsøgte han missionærerne og blev døbt 15 dage senere.

Kort efter modtog han sin patriarkalske velsignelse. I den lovede Herren ham en evig livsledsager. »Jeg bad meget, mens jeg ledte efter hende,« siger han. Han ønskede en hu-stru, som han kunne have fælles åndelige værdier med, og han afbrød en forlovelse, da hans forlovede ikke ville besegles i templet. »Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at være parat til det øjeblik, hvor jeg ville træffe min hustru,« siger han. Som svar på en af sine bønner, fik Andrea den klare tilkendegivelse af, at han en dag ville få en søn. Den oplevelse hjalp ham til at være tålmodig, indtil han traf Mariela.

Mariela fandt evangeliet i Colombia, da hun var 11 år. Da hun havde været på mission i sit hjemland, rejste hun til Italien. Hun blev overrasket – og en smule urolig – over at føle, at Ånden tilskyndede hende til at blive der permanent. »Jeg havde det fint hjemme i Colombia,« siger hun. »Jeg havde arbejde. Jeg var aktiv i Kirken. Jeg havde mulighed for at studere. Men jeg havde en klar følelse af, at jeg var her i en bestemt hensigt, at min fremtidige rolle lå her.«

Andrea er taknemlig for den tilskyndelse. Han og Mariela mødtes to år efter hans dåb, og i dag nyder de det ægteskab, som de ventede på – de er beseglede i templet og trækker på samme hammel i tro. De bygger videre på deres enighed ved »at tilbringe tid sammen, som for eksempel ved at gå ture,« siger Mariela.

Familieaften er også en nøgle. »Vores søns dåb omfattede hele familien,« siger Andrea. I gennem flere måneder brugte de familieaftenerne til at forberede Daniele til dåb og bekræftelse og på at »studere de evangeliske principper, som han skulle tage imod. Vi var sammen om det hele, og vi følte os i høj grad forberedt på begivenheden.« Hver gang de holder familieaften, er deres børn involveret. »Vores datter, Valentina, dirigerer musikken,« siger Andrea. Han smiler. »Hun er dygtig.« Daniele vælger salmerne og er nogle gange med til at forberede lektionen. »Hver mandag er en smuk oplevelse for alle i familien,« siger Andrea. Sådanne oplevelser styrker det åndelige fundament, som deres børn og børnebørn skal bygge på.

Et tredje element i opbyggelsen af familietro er at leve med glæde, siger Lorenzo Mariani fra Pisa Gren i Firenze Distrikt i Italien. Lorenzo er rådgiver i distriktspræsidentskabet, mens hans hustru, Ilaria, er hjemmegående mor og tjener i Unge Piger. De har meget at se til, og de stræber efter at udføre det med et smil. De tror på, at deres synlige glæde er med til at forme deres børns indstilling til evangeliet. »Når vi gør noget for Kirken, viser vi et godt eksempel ved ikke at virke stressede og ved at have en positiv indstilling,« siger Lorenzo. »Børn kan fornemme, om man gør noget af glæde, eller kun fordi det er en pligt.«

»Hver eneste dag tænker jeg meget over, hvordan jeg kan give mine børn tro,« siger Ilaria. Hun håber, at hendes stadige kærlige omsorg kan vise hendes sønner, Gioele og Davide, glæden ved familier, og at forhold er vigtigere end penge. Hun siger: »De kræfter, der truer familien i Italien omfatter folk, der ikke ønsker at gifte sig eller ikke vil have mere end et barn, så de kan betale for at deres barn kan nyde mange privilegier.« Hun erkender, at andre børn har flere materielle goder end hendes, »men det er mindre vigtigt« end at have tid til at undervise sine børn i evige sandheder.

Ilaria føler sig til tider ensom, når så mange andre kvinder dyrker deres netværk på arbejdspladsen, men hun beder om hjælp og føler, at Ånden fylder hende med glæde og styrke. »Jeg er også velsignet med mange søstre i Kirken, som elsker mig,« siger hun. Somme tider, når hun beder om hjælp, ringer en søster fra menigheden og tilbyder sin støtte.

Hvad angår støtte fra den større familie ser både Ilaria og Lorenzo frem til den dag, hvor deres efterkommere har flere generationer af trofaste forfædre at lære af og efterligne. »Vi beder for vore efterkommere,« siger Lorenzo. Som andengenerationsmedlem »føler jeg et stort ansvar på mine skuldre for at være et stærkt led i kæden.«

Lorenzo og Ilaria føler en overvældende taknemlighed for det privilegium, det er at være pionerer – nogle af de første i deres familie, som opdrager børn i evangeliets lys. Lorenzos mor var den første i hans familie, som blev medlem af Kirken, og Ilaria hørte om Kirken fra sin tante. »Evangeliet er i høj grad med til at styrke vores ægteskab,« siger Lorenzo. Det »giver os et evigt perspektiv for vores familie. Vi stræber efter at træffe de rette valg i evangelisk perspektiv i stedet for i jordisk perspektiv.« Disse valg er essensen af stærke led, som knytter de trofaste generationer sammen.

»Af og til, når jeg til generalkonferencen hører historier om talerens oldeforældre, der var pionerer og vandrede over prærien, bliver jeg en smule misundelig,« indrømmer Ilaria. Det er svært for hende at forestille sig, hvordan det er at have et helt stamtræ af mennesker, der har ydet ofre for evangeliet. Men hun og Lorenzo føler sig opmuntrede af den vækst, som de ser Kirken opnår i deres hjemland. De er taknemlige for de første missionærer, som såede frøene der, og de ved, at en større høst er i vente.

Ilaria smiler og forestiller sig den dag. »Jeg ved, at en dag vil nogen læse oldemor Ilarias dagbog.« Familiehistorien om tro begynder med hende i dag.

Mens italienerne værner om oldtidens monumenter og renæssancens charme, er de sidste dages hellige italienere også med til at skabe historie. De skaber slægts- historie af evig betydning ved at holde budene og undervise deres børn i at gøre det samme. De ser frem til Frelserens genkomst og håber, at deres efterkommere er blandt hans disciple.

For at det skal lykkes, stræber de efter selv at være sande disciple. De viser, at det er muligt at holde ud, at være flittige, at være lykkelige og at stifte trofaste familier, der er forenet i tempelpagterne. Med både ord og eksempel viser de den kommende generation, hvad det vil sige at nære tro på Jesus Kristus.