Trøst, når døden rammer

»Når jeg taler med disse sørgende, hvad er det så, de har mistet? Deres slægtninge og venner er blot adskilt fra kroppen en tid: Deres ånd, som eksisterede sammen med Gud, har kun forladt dette jordiske hylster for en stund, så at sige; og de lever nu et sted, hvor de omgås hinanden, ligesom vi gør her på jorden.«

»Forventningen om at se mine venner i opstandelsens morgen opløfter min sjæl og får mig til at udholde livets onder.«

»Jeg har tænkt over emnet og stillet spørgsmålet, hvordan det kan være, at små børn, uskyldige børn, bliver taget fra os … Herren tager mange væk, selv i den spæde alder, så de må slippe for menneskers misundelse og den nuværende verdens sorger og onder. De var for rene, for prægtige til at leve på jorden. Hvis vi betragter det i det rette lys, har vi derfor grund til at glæde os i stedet for at sørge, da de er udfriet fra det onde, og vi vil snart få dem igen.«

»Børn … skal opstå, nøjagtig som de døde. Vi kan der gense vore dejlige spædbørn med den samme herlighed – den samme prægtighed i den celestiale herlighed.«

»Det har været svært for mig at leve på jorden og se … unge mænd … blive taget fra os midt i deres ungdom. Ja, det har været svært at forlige sig med dette … Og dog ved jeg, at vi bør være stille og vide, at det er af Gud og forsone os med hans vilje. Alt er vel.«