2010
Forberedelse til præstedømmet
Januar 2010


Forberedelse til præstedømmet

Elleveårige Hansen Prabhudas fra Bangalore 2. Gren i Bangalore Distrikt i Indien glædede sig. Efter kirke ville de større drenge i grenen fortælle ham, hvordan han skulle forberede, velsigne og omdele nadveren.

Først viste de drenge, som er lærere i Det Aronske Præstedømme, Hansen, hvordan de bereder bakkerne med brød og fylder bægrene med vand.

Derefter læste præsterne nadverbønnerne og forklarede, hvordan de folder nadverdugene.

Til sidst viste diakonerne, hvor de står, hvordan de omdeler nadveren til menigheden, og hvordan de hjælper alle med at være ærbødige.

»Det Aronske Præstedømme er vigtigt,« siger Hansen. »Der er meget, jeg skal gøre for at berede mig til at modtage det.«

Udover at lære om nadveren læser Hansen skrifterne og stræber efter at holde budene og adlyde sine forældre. Han lærer også mere om Kirken i Primary og er et godt eksempel for sin niårige bror, Gideon.

Præstedømmevelsignelser

Hansen lærer meget om præstedømmet fra sin far, der bærer Det Melkisedekske Præstedømme og tjener i ældsternes kvorumspræsidentskab. »Far døbte mig og senere også Gideon,« siger Hansen. »Når mor er syg, hjælper han med at give hende en præstedømmevelsignelse, så hun kan blive rask.«

Letter byrderne

Hans far hjælper også Hansens mor med at handle og lave mad. »Han gør alt, hvad han kan for at hjælpe os,« siger Hansen. Og begge hans forældre hjælper mange mennesker, især i Kirken.

Hansens mor har ofte travlt med sin kaldelse som primarypræsident. Hansen letter hendes byrder ved at gå i byen efter grøntsager eller ved at vaske op.

»Jeg elsker mine forældre,« siger Hansen. »Vi holder familieaften hver uge, vi læser i skrifterne sammen i familien, og vi beder familiebøn sammen.«

Et livs tjeneste

Når man er 11 år gammel, er der meget at berede sig på. »Jeg skal lære at lytte bedre til Helligånden,« siger Hansen. »Han leder mig, når jeg studerer evangeliet i mit præstedømmekvorum, i Unge Mænd og senere i seminar. Alt det hjælper mig med at berede mig på at blive fuldtidsmissionær. Og jeg skal lære at hjælpe de fattige og yde bedre tjeneste,« siger Hansen. »Jeg skal berede mig på et helt livs tjeneste, for præstedømmet består i at tjene andre, sådan som Jesus Kristus ville have gjort, hvis han var her.«

Hansens yndlingshistorie er historien om Noa. »Jeg kan godt lide, at dyrene adlød ham, da det var tid til at gå ind i arken.« Han ved, at Noa måtte gøre meget for at forberede sig på fremtiden, ligesom Hansen selv har meget at gøre for at berede sig på præstedømmet.

Hansens hobbyer

Sport: Hansens yndlingssport er badminton, men han kan også godt lide cricket, fodbold eller bare et godt kapløb med sin bror og deres venner, som bor længere nede ad gaden. »Uanset om man spiller badminton, cricket eller fodbold, er det vigtigt at spille som et hold,« siger Hansen. »Det er ligesom præstedømmet, for i et præstedømmekvorum skal man også arbejde som et hold.«

Fiskeopdræt: Hansen udklækker guppyer i en spand med regnvand, som står bag hans families lejlighed. Senere overfører han dem til et lille akvarium. »Jeg kan godt lide de mange flotte farver og at kigge på, hvordan fiskene leger med hinanden,« siger han.

Sang: »Kærlighed er her« (Børnenes sangbog, s. 102-103) er Hansens yndlingssang i Primary. Han og Gideon elsker at synge sange om Jesus, især salmer. »Salmer hjælper os til at bevare kærligheden i familien,« siger Hansen.

Hvor i alverden ligger Bangalore i Indien?

Indien

Bangalore

Foto: Richard M. Romney; kort: Mountain High Maps, © 1993, Digital Wisdom, Inc.

Hansen lærer at være et godt eksempel i forskellige situationer: Sammen med de aronske præstedømmebærere i sin gren, under familieaften, på fodboldbanen, og når han laver mad sammen med sin lillebror, Gideon.