Bed om et svar

En dag, hvor jeg var midt i en matematikprøve, kunne jeg pludselig ikke huske, hvordan man skulle løse stykkerne. Jeg havde forberedt mig til prøven, men jeg kunne ikke huske det, jeg havde læst derhjemme. Men jeg havde tro på, at jeg kunne bede min himmelske Fader om hjælp.

Jeg besluttede, at jeg ville tage imod den første tilskyndelse, jeg fik. Efter bønnen havde jeg en fornemmelse af, at jeg kunne læse stykkerne på en bestemt måde. Jeg begyndte at tvivle på det, for det syntes at være en sær måde at gøre det på. Så jeg gjorde det bare, sådan som jeg troede, det skulle gøres.

Da alle havde afleveret prøven, gennemgik underviseren den sammen med os. Jeg opdagede, at den følelse, som jeg havde efter bønnen, ville have ført mig på rette vej, men jeg havde ikke lyttet.

Senere, ved den afsluttende eksamen, stod jeg igen i den situation, at jeg ikke kunne løse nogle af stykkerne, selv om jeg havde øvet mig på dem derhjemme.

Jeg ville bede min himmelske Fader om hjælp, men så kom jeg til at tænke på dengang, hvor jeg blankt havde afvist hans hjælp. Nu skammede jeg mig over at spørge igen. Men da jeg ikke kunne komme på nogen anden løsning, bad jeg alligevel om hjælp.

Atter tvivlede jeg, da tilskyndelsen kom; jeg var endnu mere forvirret, end jeg tidligere havde været. Men jeg havde lovet Herren, at jeg ville lytte. Så jeg undertrykte min tvivl og gjorde, som tilskyndelsen sagde, at jeg skulle.

Da underviseren havde gennemgået vore prøver, blev karaktererne bekendtgjort. Hun gjorde det spændende ved at begynde med de dårligste karakterer og derfra arbejde sig op til de bedste. Da hun ikke nævnte mig blandt 3’erne – en lav karakter – glædede jeg mig over, at jeg ville få et 2-tal, det bedste jeg nogensinde havde fået i matematik. Men da hun ikke nævnte mit navn blandt 2’erne, følte jeg mig underligt tilpas. Jeg var helt sikker på, at jeg ikke kunne have fået et 1-tal, så jeg begyndte at frygte, at jeg havde klaret mig dårligere end alle andre.

Men så blev mit navn nævnt blandt 1’erne. Jeg fik en klump i halsen, da jeg anerkendte Herrens hånd i alt dette, og jeg fornemmede hans kærlighed og tålmodighed med mig. Da nogle af mine klassekammerater sagde: »Det klarede du flot!« kunne jeg kun ryste på hovedet. Jeg klarede mig kun, fordi jeg fulgte Åndens tilskyndelse.