Den bog gjorde mig nysgerrig

En dag var mine venner og jeg samlet for at feste. Vi var hjemme hos en ven, hvor vi snakkede, drak og røg. Men en af mine venner, Patrick, deltog ikke. Så kom jeg til at tænke på, at Patrick aldrig tog del i det, som alle vi andre gjorde. Jeg kom i tanke om, at han var mormon.

Da det blev sent, gik alle hver til sit, undtagen Patrick og jeg. Vi fulgtes ad i en jeepney. Mens jeg stadig funderede over, hvorfor Patrick ikke gjorde det samme som os andre, kom jeg til at tænke på en dag fire år tidligere, da vi var 16. Jeg kunne huske, at vi havde stået ude på gaden nær vores skole, da jeg fortalte ham, at jeg gerne ville være præst en dag.

»I vores kirke kunne du allerede være præst,« svarede Patrick. »Du skal bare ordineres. Og når du så bliver 19, kan du forkynde evangeliet som missionær.«

»Det er jo latterligt,« sagde jeg og tænkte, at han nok ikke vidste meget om evangeliet. »Hvordan kan en 19-årig forkynde for folk? Præster skal studere meget for at kunne forkynde.«

Patrick insisterede på, at 19-årige i hans kirke kunne forkynde. Han fortalte mig, at hans kirke også havde et andet helligt skrift, og han gav mig et eksemplar af det. Jeg bladede den igennem derhjemme, og jeg følte noget mærkeligt ved bogen. Men det sagde mig ikke rigtig noget, så jeg proppede den bare ned i en kasse, hvor den lå de næste fire år.

Nu, mens vi kørte i jeepney fra festen, spurgte jeg Patrick, hvor han skulle hen. »Jeg skal mødes med nogle venner. De er ældster – missionærer.« Jeg kunne huske, at jeg havde set dem på gaden. Jeg spurgte Patrick, om han ville tage mig med hen til ældsterne, så jeg kunne stille dem nogle spørgsmål om deres kirke.

Vi mødtes med missionærerne ved en butik i nærheden af deres kvarter, og de hilste os med håndtryk. Det var meget formelt. Men da de præsenterede sig for mig, blev jeg klar over, at de var som mange andre fyre. De ville aftale et møde, hvor de kunne svare på mine spørgsmål.

»Okay, giv mig jeres nummer, så sender jeg en sms, når jeg har tid,« svarede jeg. Jeg havde ikke i sinde at sende nogen sms.

Da jeg nåede hjem, tog jeg den bog, som Patrick havde givet mig fire år tidligere, frem – der var noget ved den, som gjorde mig nysgerrig. Næste morgen sendte jeg missionærerne en sms og bad dem undervise mig. De begyndte med evangeliets gengivelse. Det lød meget anderledes, og jeg spurgte mig selv: »Hvorfor vil folk dog gengive noget, når de nu ved, at ældre generationer er vidt forskellige fra vores generation i dag?«

Da de havde undervist mig to gange, besluttede jeg at stoppe. Da de spurgte mig hvorfor, svarede jeg: »Jeg er bare ikke så interesseret mere.« Der gik en uge. Jeg stirrede på Mormons Bog og overvejede det budskab, missionærerne havde fremført. Jeg begyndte at læse det, som missionærerne havde skrevet op til mig i 3 Ne 11. Jeg læste, at Jesus havde besøgt et andet land for at vise, at han var Frelseren og Messias. I 3 Ne 15 genkendte jeg en passage, som jeg havde læst før i Bibelen i Joh 10:16. Det var noget, som missionærerne ikke havde lært mig endnu.

Tårerne løb ned over mit ansigt, og jeg sad og græd inde på mit værelse. Jeg forstod den kærlighed, som Jesus Kristus nærer for os. Jesus elsker os så meget, at han gav sit liv for at frelse os fra vore synder. Jeg tøvede ikke med at bede og spørge, om den Mormons Bog, som jeg havde i hånden, var sand. Mens jeg bad helt alene inde på mit værelse, fornemmede jeg pludselig, at der var nogen, som lyttede til mig.

Mit hjerte blev blødgjort af de indtryk, jeg havde modtaget. Jeg rejste mig og sagde: »Det her er den sande kirke. Jeg ved, at dette er den kirke, som Jesus Kristus genoprettede.«

Dagen før min dåb gentog jeg processen med at bede. Og atter sank det, jeg havde hørt og følt, dybt i mit hjerte, og jeg vidste, at Helligånden havde åbenbaret sandheden for mig. Jeg vidste, at det var sandt, at Jesus er Kristus. Jeg følte i både hjerte og sind, at jeg ønskede at blive døbt, fordi jeg troede, at jeg kunne blive renset ved Jesu Kristi forsoning.

Jesus Kristus sonede for vore synder, og det er grunden til, at jeg konverterede. Jeg ved, at han er den eneste, der har magt og myndighed til at genopbygge Kirken i vores uddeling. I dag, hvor jeg tjener som missionær i Cagayan de Oro-missionen i Filippinerne, gør jeg det bedste, jeg kan for at hjælpe folk til at opleve den glæde, som jeg har nu.