Jeg havde ikke nogen tempelanbefaling

Da jeg var 17 år, nærede jeg et stærkt ønske om at besøge et sidste dages helligt tempel. Jeg boede sammen med min familie i Danmark, hvor der dengang ikke var et tempel. Det nærmeste tempel for de hellige i Danmark lå i Schweiz eller England. Jeg kendte ikke nogen i de lande, så det var helt udelukket, at jeg kunne rejse derhen alene.

Men da jeg havde familie i Utah, besluttede jeg mig for at spare op, så jeg kunne besøge dem og udføre dåb for de døde i templet i Salt Lake City. Jeg skrev til min tante og mine fætre og kusiner i Utah for at høre, om jeg måtte besøge dem. De glædede sig over at høre om mine planer.

Et år senere havde jeg endelig sparet penge nok sammen til min længe ventede rejse. Et par dage efter min ankomst til Utah kørte min tante mig ind til templet i Salt Lake City. Det var spændende at se det i virkeligheden, og jeg glædede mig til at udføre dåb for de døde. Men da jeg nåede frem til indgangen, spurgte en tempeltjener efter min tempelanbefaling. Ingen havde nogensinde fortalt mig om tempelanbefalinger. Tempeltjeneren forklarede venligt, hvad en tempelanbefaling var, og sagde, at jeg kunne få en af min biskop.

Mit hjerte sank i livet. Jeg måtte stille mig tilfreds med at besøge slægtninge og se templet udefra.

Ved faste- og vidnesbyrdmødet den følgende søndag følte jeg, at jeg burde bære mit vidnesbyrd og fortælle menigheden, hvor velsignede de var at bo så tæt på templet. Jeg sagde også, at jeg ville ønske, jeg havde kunnet se det indefra, men det kunne jeg ikke, fordi jeg ikke havde en tempelanbefaling, skønt jeg altid havde lært, at jeg skulle leve værdigt. Jeg afsluttede mit vidnesbyrd med at opmuntre medlemmerne til at besøge templet, så ofte de kunne.

Efter møderne kom mine slægtninges biskop hen til mig og sagde, at han ville prøve at hjælpe mig med at få en tempelanbefaling, så vi aftalte et interview. Under interviewet spurgte han mig, om min biskop kunne tale engelsk. Jeg svarede nej. Han sagde: »Og jeg kan ikke tale dansk.« Mit hjerte sank atter i livet.

Men så sagde biskoppen: »Nu er du kommet så langt; lad os ikke give op endnu. Jeg ved, at Herren vil hjælpe os. Vi skal bare udvise tro.«

Han bad om min biskops telefonnummer i Danmark, og det havde jeg tilfældigvis på mig. Til min overraskelse var det biskoppens søn, der tog telefonen. Han fortalte mig, at han lige var vendt hjem fra sin mission i England. Da jeg sagde det til den amerikanske biskop, sagde han: »Alle tiders. Så kan han oversætte for os.«

Kort efter talte vi alle fire over telefonen – min biskop holdt tempel-interview med mig, mens hans søn oversatte for den amerikanske biskop. Inden der var gået ret længe, havde jeg min tempelanbefaling og kunne endelig komme i templet! Jeg kan slet ikke beskrive den glæde, som jeg følte, fordi jeg vidste, at Herren havde banet vejen for mig.

Jeg blev senere gift i templet og er blevet velsignet med fire dejlige børn. Jeg er min himmelske Fader så taknemlig for, at han har skænket os templer, og jeg er taknemlig over at vide, at jeg er beseglet til min familie, og at hvis vi lever retskaffent, så kan vi være sammen for evigt.