Sæt heller ikke din lid til en arm af kød

I forordet til Lære og Pagter kan vi læse om armen af køds begrænsninger: »De svage i denne verden skal komme frem og nedbryde de mægtige og stærke, for at mennesket ikke skal råde sin næste eller sætte sin lid til armen af kød« (L&P 1:19). For nu at omformulere advarslen: Skønt I er lærde på verdens måde, så glem ikke Guds kraft.

Mine medstuderende på lægestudiet og jeg lærte en uforglemmelig lektie for mere end 30 år siden. Vores oplevelse fandt sted i den lille by Manzanillo på Mexicos vestkyst. Det var i 1978. De gamle elever fra lægestudiets afgangsklasse 1947 var, sammen med vore ægtefæller, samlet til et symposium.

En aften efter det videnskabelige program var afsluttet, blev en af lægerne pludselig alvorligt syg. Uden varsel begyndte han pludselig at miste voldsomme mængder blod fra maven. Fuldstændig lamslået samledes vi omkring ham og så det dyrebare livsblod flyde ud af ham. Der stod vi, læger med hvert sit speciale, kirurger, narkoselæger og specialister i medicinske sygdomme, og hver af os med visdom, som vi havde opnået gennem mere end 30 års erfaring. Hvad skulle vi stille op? Det nærmeste hospital lå i Guadalajara, mere end 160 km derfra gennem bjergrigt terræn. Det var nat. Ingen fly kunne lette. Blodtransfusion var udelukket på grund af mangel på udstyr. Al vores samlede viden kunne ikke standse hans blødninger. Vi havde slet ingen faciliteter eller noget udstyr, så vi kunne redde vores elskede vens liv.

Vores syge kollega, som var en trofast sidste dages hellig, var klar over sin tilstand. Askegrå i ansigtet bad han hviskende om en præstedømmevelsignelse. Flere af os var bærere af Det Melkisedekske Præstedømme. Vi efterkom straks hans ønske. Jeg blev bedt om at besegle salvelsen. Ånden befalede, at han skulle velsignes på den måde, at blødningen ville ophøre, og at han ville overlevede og kunne vende hjem. Velsignelsen blev administreret i Herrens navn.

Næste morgen var hans tilstand forbedret. Blødningen var mirakuløst stoppet. Hans blodtryk var atter normalt. Efter et par dage kunne han vende hjem. Sammen takkede vi Herren for denne enestående velsignelse.

Den lektie, vi lærte, var enkel: »Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt« (Ordsp 3:5). Det oplevede vi umiddelbart. Den lære, som gentages igen og igen i skrifterne,¹ var nu blevet sikker viden for os.

Misforstå mig nu ikke, brødre og søstre. Selvfølgelig skal vi berede os på at kunne udføre et fornuftigt stykke arbejde. Ja, vi skal kunne udføre vores arbejde ordentligt, uanset set hvad vi vælger her i livet. Vi skal kunne udføre betydningsfuld tjeneste. Og for at opnå den kompetence skal vi have en uddannelse. For os er uddannelse et religiøst ansvar. Guds herlighed er virkelig intelligens (se L&P 93:36).

Men menneskers lærdom har sine begrænsninger. Og nogle gange, som tilfældet var med os ude på landet i Mexico, kan mange eksperters viden ikke anvendes, når der er mest brug for den. Vi må sætte vores lid til Herren.

Den oplevelse i Mexico lærte os en anden vigtig ting. Det drejer sig om vore vigtigste prioriteter og højeste mål som mennesker. Vi erfarede, at lægens endelige mål ikke er hospitalet. Og for advokaten er det ikke retssalen. For jetpiloten er det ikke cockpittet på en Boeing 747. Hvert menneskes valgte profession er kun et middel til at nå et mål; det er ikke et mål i sig selv.

Målet for enhver af jer burde være at stræbe efter at blive det menneske, som I kan blive – det menneske, som Gud ønsker, at I skal være. Der kommer en dag, hvor jeres professionelle karriere er forbi. Den karriere, som I har arbejdet så hårdt for at opnå – det arbejde, som vil have forsørget jer og jeres familie – vil en dag ligge bag jer.

Så vil I have lært denne store lektie: det, der er vigtigere, end hvilken levevej I har valgt, er, hvilket menneske I er blevet. Når I forlader denne jordiske sfære vil det, I er blevet, have størst betydning. Egenskaber som »tro, dyd, kundskab, mådehold, tålmodighed, broderlig venlighed, gudsfrygt, næstekærlighed, ydmyghed og flid« (L&P 4:6) tæller hos Herren.

Stil fra tid til anden jer selv disse spørgsmål: »Er jeg rede til at møde min Skaber?« »Er jeg værdig til alle de velsignelser, han har i vente til sine trofaste børn?« »Har jeg modtaget min begavelse og templets beseglende ordinancer?« »Har jeg været tro mod mine pagter?« »Har jeg kvalificeret mig til den største af alle Guds gaver – velsignelsen af evigt liv?« (se L&P 14:7).

De, som værdsætter deres tro på Gud – de, som stoler på ham – har dette løfte fra skrifterne: »Lad derfor ingen være stolt af mennesket, men lad ham hellere være stolt af Gud … Disse skal bo sammen med Gud og hans Kristus for evigt og altid« (L&P 76:61-62). Må det være det endelige mål for enhver af os.