Forsvaret

»Hvorfor tager du aldrig med os?« råbte pigen. »Vil du slet ikke være med i vores gruppe?«

Det var sidst på foråret, og snart var det sommerferie. I frikvartererne spillede vi fodbold uden for, og jeg var målmand. Som målmand var jeg vant til at undgå og standse angreb fra banen. Men denne gang var det anderledes, for jeg skulle også undgå angreb fra sidelinjen.

Mellem angrebene fra det andet hold, blev jeg krydsforhørt af et par piger fra min klasse, som stod ved siden af banen. Jeg havde gerne ladet det andet hold få et straffespark, bare jeg kunne slippe for pigernes spørgsmål, men så heldig var jeg ikke.

»Hvorfor kommer du aldrig til vore fester?« fortsatte hun. »Har du slet ikke lyst til at have det lidt sjovt?«

»Lidt sjovt!« tænkte jeg. At være til fest med mine klassekammerater, spille fjollede spil og føle mig tvunget ud i pinlige situationer var efter min mening ikke sjovt. Så ville jeg hellere blive hjemme.

»Vi vil jo gerne lære hinanden at kende alle sammen, og du er der aldrig,« lød et andet angreb fra sidelinjen.

»Det er rigtigt!« sagde jeg. Og jeg ville godt have forklaret hvorfor, hvis jeg havde fornemmet, at hun og de andre ville prøve at forstå det. Men det tvivlede jeg på. Hvordan skulle de kunne forstå det? Jeg var den eneste sidste dages hellige på min skole, og ingen af dem kendte særlig meget til Kirken eller dens standarder.

»Kan du slet ikke lide nogen af pigerne fra klassen?« spurgte hun.

»Det er ikke det, det drejer sig om,« sagde jeg. »Jeg har det bare ikke godt med det.«

»Hvorfor ikke?« spurgte hun.

Mit hold havde mistet bolden, og alle kom nu løbende i min retning.

»Hvorfor har du det ikke godt med det?« spurgte hun igen.

Alt syntes at bevæge sig i slowmotion, mens mine øjne var rettet mod bolden, der nærmede sig. Hendes stemme var det eneste, jeg hørte, og de konstante »hvorfor«, »hvorfor« genlød i mit hoved. Min modspiller var fri til at skyde, og jeg kunne se, at bolden ville ramme mig hårdt. Men jeg var parat. Han sparkede til bolden, som prellede af mod mine hænder med et højt klask. »Ja! Endnu et angreb er afværget,« tænkte jeg og smilede. Jeg greb bolden og kastede den ud på banen til mine holdkammerater, og så vendte jeg mig mod de andre modstandere.

»Nå?« sagde hun.

Mit hjerte hamrede af spændingen fra kampen. »Grunden til, at jeg ikke kommer til jeres fester er …« begyndte jeg og tøvede så, mens jeg tænkte mig om.

»Er?« gentog hun forventningsfuldt.

Jeg kiggede ned ad banen igen og så modspillerne nærme sig hurtigt. Mit hjerte slog lidt hurtigere, og jeg vidste, at jeg måtte fuldføre sætningen. »Er, fordi jeg venter på den helt rigtige!« røg det ud af mig.

»Hva’?« udbrød hun.

Mine modspillere var lige foran mig, og jeg koncentrerede mig igen om kampen. Bolden fór gennem luften og røg lige forbi mine parader. Det andet hold jublede, mens pigerne stod der og grinede.

»Venter du på den helt rigtige?« sagde hun og fnisede. »Og hvad hedder hun så?«

Jeg følte mig forlegen. Selv om jeg ikke havde nogen bestemt i tankerne, vidste jeg dog, at jeg en dag ville møde min fremtidige hustru, og jeg skulle være værdig til at tage hende med til templet. Derfor kunne jeg ikke tage med til deres fester.

Mine hænder var stadig ømme, og mit hjerte slog stadig hurtigt, da jeg senere gik hjemad, men jeg smilede alligevel. Jeg var måske nok blevet ydmyget på banen den dag; men jeg følte mig sejrrig, da jeg gik derfra.