Evangeliet er for alle

Min søster og jeg ankom til kirken sammen med vores ven. Indenfor, midt i den store aktivitetssal, var der en lille gruppe mennesker: To søstermissionærer og måske seks andre. De spillede et enkelt spil og spiste popcorn og drak juice. Alle grinede og havde det sjovt.

»Hvem er de mennesker?« tænkte jeg, »og hvorfor er de så glade?« Jeg vidste, at det bestemt ikke kunne være på grund af det spil, de spillede, eller de fysiske rammer eller de forfriskninger, de indtog. Det var alt sammen så enkelt. Glæden syntes at komme indefra.

Jeg havde ofte spekuleret over, hvor ægte lykke kom fra, og hvad jeg kunne gøre for at finde den. Jeg troede, at den måske udsprang af spændende aktiviteter eller eksotiske ferier eller jagen efter alt det, som verden kan tilbyde. Og så tog jeg hen til den kirkebygning, hvor folk var så lykkelige uden alt det. Det gjorde et stærkt indtryk på mig.

Efter aktiviteten stod missionærerne ved udgangen og trykkede alle i hånden. Da min søster nåede hen til døren, spurgte de hende, om hun havde lyst til at høre mere om Kirken. Hun sagde: »Nej tak.« Men jeg var stadig nysgerrig. Jeg følte et »ønske om at tro« (Alma 32:27), så da de tilbød mig at høre mere om evangeliet, sagde jeg ja.

Mine forældre var ikke interesseret i missionærernes undervisning eller i at den skulle foregå i vores hjem, så jeg aftalte at blive undervist i kirken. I løbet af den næste måned hørte jeg om Jesu Kristi gengivne evangelium – om det, der gjorde de mennesker i aktivitetssalen så glade. Jeg lærte, at lykken udspringer af at gøre det, som min himmelske Fader ønskede, at jeg skulle gøre, at den kom indefra, og at jeg kunne være lykkelig, uanset hvad der foregik omkring mig. Den lære var »liflig« for mig (Alma 32:28). Jeg ville have den i mit liv.

En måned efter den aktivitet besluttede jeg at blive medlem af Kirken. I de år, som er gået siden, er begge mine forældre også blevet medlemmer af Kirken.

Jeg mødte en masse udfordringer efter min dåb. Jeg skulle foretage betydelige ændringer i mit liv. Oven i det følte jeg til tider, at jeg ikke havde nogle venner i Kirken, og det var fristende at vende tilbage til mine gamle venner. Men mit ønske om at føle glæde – og min forståelse af, at vi kan være lykkelige trods de ydre omstændigheder – hjalp mig med at blive ved med at komme i Kirken. Jeg vidste, at jeg ikke kunne »lægge [min] tro til side« (se Alma 32:36). Med tiden fik jeg venner i Kirken, som hjalp mig med den svære overgang. Og da jeg vedblev med at efterleve evangeliet, styrkedes mit vidnesbyrd og min glæde (se Alma 32:37).

Min erfaring med konvertering – min egen og andres – har lært mig, at Ånden kan røre enhver, hvor som helst, og at der ikke findes nogen ideel profil på et potentielt medlem af Kirken. Vi har alle behov for Jesu Kristi evangelium. Vi er alle i færd med at blive som han.

Den indsigt hjalp mig som missionær i São Paulo i Brasilien; som missionspræsident i Belem i Brasilien og som medlem af Kirken. Den har hjulpet mig, når min hustru og jeg har beredt vore børn på en fuldtidsmission. To af vore børn har allerede været på fuldtidsmission, og inden de rejste, mindede jeg dem om, at de ikke skulle dømme folk på deres udseende eller levevis. »Lad være med at opgive nogen, fordi I synes, at de er mærkelige,« sagde jeg til dem. »Prøv at se ind i dem. Måske er der en Carlos til derude.«

Jeg er taknemlig for at erkende, at vi alle er Guds børn, og for at vide, at enhver – ikke kun nogle få mennesker – er mulige kandidater til ar modtage den glæde, som udspringer af at efterleve Jesu Kristi evangelium.