Budskabet smagte godt

Selv om jeg var blevet døbt som spæd i én kirke og kom i en anden nu og da gennem min barndom, havde religion aldrig spillet nogen stor rolle i mit liv. Da jeg blev ældre, flyttede min familie meget, og vi holdt op med at gå til gudstjenester. Jeg troede på Gud, men jeg tænkte hverken på ham eller religion ret tit.

Det ændrede sig alt sammen i 2006, da jeg var 14 år. Min onkel Billy døde; han var kun midt i 30’erne. Hans alt for tidlige død fik mig til at indse, hvor meget jeg elskede ham, og det fik mig til at tænke over spørgsmål. Hvor kom han hen, da han døde? Levede han videre og havde en fremtid? Hvad skulle der blive af hans børn og andre efterladte familiemedlemmer? Hvad betød hans liv? Hvad betød mit liv?

Disse tanker gik gennem mit hoved de næste mange måneder. En aften i september 2007 kom min mor, mine tre yngre søskende og jeg ud fra en delikatesseforretning i min hjemby Haverhill i staten Massachusetts i USA og satte os på en bænk. To unge mænd i sorte jakkesæt, hvide skjorter og slips kom hen til os. En af dem sagde: »Jeg ved, at det kan virke lidt ubelejligt at tale med to mennesker, I ikke kender, men må vi give jer et budskab?«

Det måtte de gerne. Jeg vidste, at de ville tale om religion, og jeg var imponeret over, at de ikke bare gav os et kort eller en pjece og gik videre. Disse unge mænd virkede tværtimod oprigtigt interesseret i os og begejstrede for deres budskab. Da de afsluttede deres budskab, spurgte de, om de måtte besøge os. Det sagde min mor ja til, og de aftalte en tid, så jeg kan takke hende for det, der blev en forandring til det bedre i mit liv.

Vi begyndte at blive undervist i evangeliet. Efter en tid blev min mor optaget af andre ting og fortsatte ikke undervisningen, men det gjorde jeg.

Jeg kom godt ud af det med ældste Kelsey og ældste Hancock. Det skyldtes måske til dels, at de ikke var meget ældre, end jeg selv var. Jeg fornemmede en stor kærlighed fra dem og til dem. Jeg fornemmede snart den samme kærlighed fra menighedens medlemmer og fra andre unge i min stav.

Missionærerne fortalte mig om frelsesplanen, som besvarede de spørgsmål, jeg havde om min onkel og om mit formål med livet. Ældsterne præsenterede mig også for Mormons Bog. Jeg kan huske, at jeg læste i Alma 32 om troens frø, som udviklede sig og smagte godt (se vers 28). Den beskrivelse passede nøjagtig på, hvordan Mormons Bog føltes for mig. Det, jeg læste, og det, missionærerne fortalte mig, lød sandt, føltes rigtigt og smagte godt.

Min mor drillede mig med det, hun kaldte min »tilstand som eremitkrebs«, fordi jeg trak mig tilbage til mit værelse og tilbragte adskillige timer med at læse Mormons Bog. Selv om jeg ikke dengang erkendte, at mine følelser stammede fra Helligånden, følte jeg, at det var den rette vej.

Da missionærerne spurgte, om jeg ville døbes, opfordrede de mig til at bede angående min beslutning. Da jeg bad for at få at vide, om jeg skulle slutte mig til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, modtog jeg et svar, der var så direkte, at det næsten skræmte mig. Vejledningen var tydelig: Lad dig døbe.

Jeg husker tydeligt den dag, hvor jeg blev døbt – den 15. december 2007. Da jeg stod nede i det kolde vand sammen med ældste Kelsey og han løftede armen, fyldte Ånden mig; den syntes helt at overtage min krop. Jeg kunne også sige, at jeg smilede fra øre til øre, men den beskrivelse nærmer sig slet ikke det, jeg følte.

Efter min dåb følte jeg stadigvæk Ånden. Jeg følte mig helliggjort. Jeg vidste, at mine synder var forladt. Jeg fornemmede min himmelske Faders anerkendelse af, at dette virkelig var den vej, jeg skulle følge.

Til tider, når en smule tvivl opstår, vender jeg tilbage til den oplevelse og husker, hvordan jeg havde det den dag. Når jeg husker, hvad jeg følte, kan jeg bortjage enhver tvivl, jeg møder.

Skønt ingen af os igen kommer ned i dåbens vande og oplever de stærke følelser igen, kan vi opleve den samme følelse, når vi fornyr vore pagter ved omvendelse og ved nadveren. Hver gang jeg omvender mig, kan jeg finde den følelse igen – følelsen af at blive renset og elsket.

Når jeg føler den kærlighed, kan jeg identificere mig med det, som Joseph Smith sagde: »Et menneske, der er fyldt med Guds kærlighed, er ikke tilfreds med blot at velsigne sin familie, men bevæger sig gennem hele verden, ivrig efter at velsigne hele menneskeheden.«¹ At kende en sjæls værdi hjælper mig med at føle begejstring for muligheden for at undervise sammen med missionærerne i mit område. Jeg ser også frem til den dag, hvor jeg kan udføre en fuldtidsmission og fortælle om, hvor lykkelig Jesu Kristi evangelium har gjort mig.