Tornekrone, sejrskrans

August i det hellige land. Omkring os glimtede Kapernaums ruiner i eftermiddagsheden. Det var et spændende sted at være, men vores guide og en fårekylling i nærheden havde begge summet løs i lang tid, og mine tanker begyndte at vandre.

Pludselig blev jeg vågen igen, da guiden pegede på det træ, som skyggede for os, og henkastet sagde: »Det kaldes for ›tornekronetræet‹.« Jeg kiggede op på de løvrige grene. Hvor var tornene? Jeg rakte hånden op og trak forsigtigt en lille gren nærmere.

Der blandt de sarte blade fik jeg øje på tornene. De var slanke og grønne, vanvittigt skarpe og lige så lange som min tommelfinger. Man kunne kun se dem på nært hold. Men enhver, der kom i kontakt med en af de løvrige grene, ville bestemt føle smerten.

Jeg tænkte på de mange malerier, jeg havde set af Frelseren stående foran en hånende domstol iført purpurfarvet kappe og med en krone af forvredne, tørre, tornede ranker. Det slog mig pludselig, at en slave eller en soldat, som fik til opgave at fremstille den krone, nok hellere ville arbejde med bløde, grønne grene som den på træet over mig – ikke med skrøbelige og tørre kviste. Desuden var formålet med kronen ikke kun at påføre smerte, men også at håne og fornedre.

I oldtidens verden var en grøn, bladrig krone eller krans – normalt en laurbærkrans – noget man gav til vinderen af en kappestrid eller kamp. Portrætter af konger og kejsere er ofte prydet med laurbærblade. Måske var den grusomme krone, som blev presset ned på Frelserens hoved løvrig og grøn som en ondskabsfuld henvisning til oldtidens hæder. Det er bare en tanke, ikke et udtryk for konkret lære. Men for mig har det at se det på den måde bragt et aspekt af forsoningen tydeligere i fokus: Frelseren kender til vore sorger, og han kan helbrede os.

Den kappe, som blev lagt på ham, var et symbol på kongeværdighed. Den dækkede de skrammer og sår, som han havde fået ved piskningen. På samme måde ville den grønne tornekrone fremstå som en sejrskrans, mens den faktisk skjulte den smerte, som den påførte.

Mange af os bærer på usynlige smerter. Salmen lærer os, at »i et stille hjerte findes sorger, som kun Herren ved« (»Frelser, jeg vil følge dig«, Salmer og sange, nr. 152). Og Frelseren ser dem virkelig. Han kender udmærket til indre smerte. Hele hans tjenestegerning blev udført i forventningen om forsoningen og opstandelsen. Men dem, han underviste og velsignede og helbredte, vidste intet om det. Selv hans egne disciple forblev uvidende om det.

Frelseren kan se gennem de »kapper« og »kroner«, der skjuler vore sorger fra andre. Da han har lidt »smerter og trængsler og fristelser af enhver art«, er han fuld af nåde og ved, hvordan han skal helbrede os, når vi lægger vores byrde for hans fødder (se Alma 7:11-12). Han er den balsam, som kan helbrede selv dybe og skjulte sår. Og den krone, som han rækker os, er virkelig en sejrskrans.