På ret kurs på Marshall-øerne

Hirobo Obeketang læner sig tilbage i sin sofa og smiler. Han og hans hustru, Linda, har lige holdt familieaften med fire af deres børn og søstermissionærerne. De bød også missionærerne på en fiskeret, med øjne og hale og det hele – en tradition i Majuro, som er Marshall-øernes hovedstad. Mens Hirobo beskriver sit liv, giver han udtryk for, hvor taknemlig han er for Kirken, evangeliet, sin familie og især for sin hustru.

Det er juni 2009. Dagen inden blev Majuro Stav på Marshall-øerne dannet, og Hirobo blev kaldet til at tjene som den første stavssekretær. Hirobo er, som den nye stavspræsident Arlington Tibon beskriver ham, »meget, meget stærk«, en af øens trofaste ledere.

Men Hirobo er den første til at påpege, at det indtil for nylig ikke passede. Faktisk siger han, at det er hans hustru, som er den stærke – den, der udvirkede en stor forandring i hans liv. Han forklarer: »Jeg blev døbt, da jeg var otte år, men da jeg var 16, blev jeg mindre aktiv.«

Nogle år senere begyndte han og Linda at bo sammen, selv om de ikke var gift. Linda var ikke medlem af kirken. I 2000, kort tid efter at Linda opdagede, at Hirobo var blevet døbt som barn, blev hun interesseret i Kirken og mødtes med søstermissionærerne.

»Hun studerede i to år og besluttede så, at hun ville døbes,« mindes Hirobo. »Så skulle vi giftes først, men jeg var ikke interesseret i at blive gift. Jeg var forvirret; jeg var virkelig grebet af verdens fristelser. Jeg forstod ikke familiens betydning, og jeg var ligeglad og ville ikke høre på nogen.«

Skønt Linda ikke var døbt, opdrog hun deres børn i Kirken. Hvert år bad hun Hirobo om at gifte sig med hende, så hun kunne blive døbt; og hver gang sagde han nej. Med tiden blev to af deres døtre døbt, men Hirobo overværede ikke deres dåb.

Men så i 2006 døde deres niårige søn, Takao, efter et feber- og krampeanfald. Omtrent 300 medlemmer fra Majuro Distrikt kom til begravelsen for at støtte familien.

»Deres støtte betød virkelig meget for mig,« siger Hirobo. »Jeg begyndte at tænke, at Gud måske ville fortælle mig noget.«

Han begyndte at tænke på, at han var årsag til, at hans hustru ikke kunne blive døbt, selv om han var medlem af Kirken. »Hun blev stærkere og stærkere. Hun inspirerede mig virkelig,« mindes han.

»Så jeg satte mig ned og tænkte over, at jeg nu var halvvejs gennem livet. Jeg spurgte mig selv: ›Skal jeg blive ved med at gøre, som jeg gør nu? Har jeg mulighed for at arbejde for Gud i den anden halvdel af mit liv?‹ Jeg begyndte at bede mine bønner og overveje at vende tilbage til Kirken for at arbejde for Gud.«

Hirobo begyndte at studere med missionærerne for at genopfriske Kirkens lære. Præsident Nelson Bleak, som var missionspræsident i Majuro-missionen, blev venner med ham, og det samme gjorde andre medlemmer, blandt andet den daværende distriktspræsident Arlington Tibon. Endelig besluttede Hirobo at vende tilbage, og snart overværede han ikke blot nadvermøderne, men også søndagsskolen og præstedømmemøderne. Langt om længe traf Hirobo en beslutning.

»Da jeg kom hjem, sagde jeg: ›Det er det rigtige. Det er det, jeg vil gøre.‹ Og det ændrede mit liv fuldstændigt.«

Hirobo og Linda blev gift den 30. august 2008. Han modtog hurtigt Det Aronske Præstedømme og døbte sin hustru. To måneder senere modtog Hirobo Det Melkisedekske Præstedømme og blev kaldet til at tjene som distriktsassistent.

Hirobo ser på sin hustru og smiler. »Hun fattede slet ikke, at det blev mig, der døbte hende,« siger han. »Tænk bare – det tog hende otte år, fra 2000 til 2008. Hun er fantastisk.«

Nogle gange arbejder vores vejleder, ligesom en kaptajn, tæt sammen med os og lærer os det, vi har brug for, så vi med held kan navigere gennem livet. I mange tilfælde gør kaptajnen det ved at være et eksempel, vi kan følge. Det var tilfældet med Patricia Horinchis far, Frank.

Da Frank havde truffet missionærerne, begyndte han ofte at invitere dem over til middag. Snart begyndte at han blive undervist. Men ingen andre i hans familie ville have noget med Kirken at gøre. »Når vi så missionærerne komme,« siger Patricia, »så stak vi alle sammen af – mine mindre søskende og jeg.«

Så blev Frank døbt i juli 2007 af præsident Nelson Bleak. Det blev et afgørende øjeblik for Patricia og hendes søskende.

»Jeg så, at min far begyndte at ændre sig,« siger hun. »Jeg vidste, at hvis evangeliet kunne røre min fars hjerte, så kunne det også røre mit og ændre mit liv. Så jeg bestemte mig for at studere med søstermissionærerne, og de udfordrede mig til at studere Mormons Bog og Bibelen. Min bror og jeg havde været oppe at skændes før det, og jeg havde aldrig tilgivet ham. Så læste jeg i skriften, at hvis man tilgiver andre, vil Gud tilgive mig« (se 3 Ne 13:14-15).

Patricia indså, at hun måtte tilgive sin bror for at kunne begynde at ændre sit liv, blive ren og opnå fred. Det gjorde hun så.

»Efter tre uger lagde jeg mine dårlige holdninger fra mig og forandrede mig til et nyt menneske, som holdt budene. Jeg var begejstret. Jeg vidste, at jeg måtte døbes, så jeg kunne blive medlem af den sande kirke,« siger hun. »Kirken fik mig på ret kurs. Den adskilte mig fra andres dårlige indflydelse. Den lærte mig at respektere mine forældre, at blive i skolen og holde mig på ret kurs.«

Ligesom Hirobo Obeketang er Lydia Kaminaga født som medlem af Kirken, men blev mindre aktiv i sine teenageår. Men hendes historie om sin vej tilbage er lige enestående, som den er sigende.

Lydia og hendes mand, Kaminaga Kaminaga, er begge vokset op i Kirken. »Jeg har aldrig tvivlet på Kirkens lærdomme,« siger Kaminaga. »Jeg har altid troet på dem.«

Men livet begyndte at blive indviklet for Lydia. Hun siger, at da hun gik i syvende klasse, »var jeg den eneste mormon på skolen, og jeg følte mig udenfor. Jeg gjorde det samme som mine venner. Jeg rodede rundt i min prioritering.«

Lydias forældre sendte hende til Provo i Utah, hvor hun skulle bo hos en familie, som forhåbentlig kunne inspirere Lydia til at efterleve evangeliet. Selv om hun lærte en del, der har hjulpet hende senere i livet, var hun slet ikke interesseret i Kirken på det tidspunkt.

Lydia flyttede tilbage til Marshall-øerne i januar 2002, blot en måned efter at Kaminaga vendte tilbage fra sin mission i Japan. De mødtes kort efter. Selv om Lydia ikke efterlevede Kirkens standarder, blev Kaminaga ved med at komme hjem til hende under påskud af, at han ville besøge hendes nevø, Gary Zackious.

Til sidst besluttede Kaminaga sig for at tale med Lydias forældre om at gå ud på dates – med gode, sunde aktiviteter – med deres datter. Selv om de til at begynde med prøvede at tale Kaminaga fra det, sagde han til sidst: »›Der er stadig en chance for, at hun ændrer sig.‹ Da jeg sagde det, ændrede hele atmosfæren i stuen sig. Hendes far græd og sagde: ›Jeg har altid ønsket, at hun skulle vende tilbage til Kirken. Du må gerne gøre et forsøg.‹«

Til at begynde med tog Lydia ikke Kaminaga alvorligt. Han var trods alt en renskuret, hjemvendt missionær, og hun havde ikke været aktiv.

»Men han så noget, jeg ikke selv så,« forklarer Lydia. Da hun alligevel ikke gik ud med andre, sagde hun ja til at gå ud med ham. »Han førte mig tilbage. Da jeg var hans kæreste, måtte jeg få styr på min standarder. Han mindede mig om de pagter, jeg havde indgået ved dåben. Han mindede mig om alt det, som jeg virkelig savnede, som fx at læse i skrifterne og holde familieaften. Kaminaga og jeg udførte tjenesteprojekter sammen. Vi læste Mormons Bog. Vi deltog i firesides. Han viste mig, hvordan jeg skulle ændre mit liv. At gå i kirke betød ikke kun nadvermøde, men også Søndagsskolen og Hjælpeforeningen.«

Jo mere tid de tilbragte sammen på sunde og opløftende dates, desto mere begyndte Lydias liv at ændre sig, og hendes vidnesbyrd styrkedes. Men der var stadig en del, hun skulle rette op på.

»Det var svært at vende tilbage,« indrømmer hun. »Omvendelse er ikke let, men jeg har et stærkt vidnesbyrd om omvendelse. På mange måder drejede vores dates sig jo om at lære hinanden at kende og om at få mig tilbage til Kirken og se tingene i det rette lys.«

»Det drejer sig om parforhold,« tilføjer Kaminaga.

Lydia og Kaminaga blev gift den 28. november 2002. Et år senere blev de beseglet i templet i Laie på Hawaii og læste på Brigham Young University – Hawaii. Nu bor de på Marshall-øerne med deres tre børn. Lydia tjener som menighedens søndagsskoleunderviser for de unge mænd og unge piger, og Kaminaga tjener som Unge Mænds præsident.

Som både Hirobo, Patricia og Lydia vidner om, er meget muligt, når vi udviser tålmodighed og udholdenhed og stræber efter Herrens velsignelser. De, som følger Frelseren og lytter til Helligåndens tilskyndelser, kan, ligesom de gamle søfarere, der ledte folk hjemad, få afgørende betydning i et andet menneskes liv.