Altid erindre ham

Nadvervelsignelsen over brødet forpligter os til at være villige til at påtage os Sønnens navn »og altid erindre ham og holde hans befalinger, som han har givet [os]« (L&P 20:77). Det ville også være passende at læse denne pagt om »altid [at] erindre ham for at holde hans befalinger«. Det er sådan, han altid erindrede Faderen. Som han sagde: »Jeg kan intet gøre af mig selv, som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, for jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig« (Joh 5:30).

Jesus opnåede en fuldkommen samhørighed med Faderen, fordi han både – hvad kødet og hvad ånden angår – underkastede sig Faderens vilje. Om sin Fader sagde Jesus: »Jeg gør altid det, der er godt i hans øjne« (Joh 8:29). Fordi det var Faderens vilje, underkastede Jesus sig endog døden, »idet … Sønnens vilje bliver opslugt i Faderens vilje« (Mosi 15:7). Hans fokus på Faderen er en af de væsentligste årsager til, at Jesu tjenestegerning fremstod så tydelig og virkningsfuld.

På samme måde kan I og jeg gøre Kristus til midtpunkt i vores liv og blive et med ham, som han var et med Faderen (se Joh 17:20-23). Vi kan begynde med at skrælle alt bort fra vores liv og så sætte det sammen igen i en prioriteret rækkefølge med Frelseren som midtpunkt. Vi bør først anbringe det, der gør det muligt altid at erindre ham – hyppig bøn og skriftstudium, eftertænksom overvejelse af apostolske lærdomme, ugentlig forberedelse til værdigt at modtage nadveren, kirkegang om søndagen og at nedfælde og huske det, som Ånden og erfaringen lærer os om vores rolle som disciple.

Du kan måske komme i tanker om andet, som passer til din nuværende situation. Når vi skaber tid og muligheder for, at dette kan rette vores liv ind, så Kristus er i centrum, kan vi begynde at tilføje andre ansvar og værdier, såsom uddannelse og familieansvar. På den måde bliver det vigtigste ikke skubbet ud af vores liv af det, som blot er godt, og det, som har mindre værdi, får en lavere prioritering eller bortfalder helt.

Jeg erkender, at det ikke er let at rette vores vilje ind efter Kristi vilje, sådan som han rettede sin vilje ind efter Faderens vilje. Præsident Brigham Young (1801-1877) talte med stor indsigt om vore udfordringer, da han sagde:

»Efter alt, hvad der er blevet sagt og gjort, efter at han har ledt dette folk så længe, fornemmer I da ikke, at I mangler tillid til vores Gud? Kan I ikke fornemme det i jer selv? I spørger måske: ›Bror Brigham, føler du det i dig selv?‹ Ja, jeg gør, jeg kan se, at jeg i nogen grad stadig mangler tillid til ham, som jeg stoler på. Hvorfor? Fordi jeg ikke har styrken som følge af det, som faldet har bevirket i mig …

Der er noget, som fra tid til anden vælder op i mig, som tydeligt trækker en skillelinje mellem min interesse og min himmelske Faders interesse – noget, som gør, at min interesse og min himmelske Faders interesse ikke helt er den samme.

Vi bør, i det omfang det er muligt, i det omfang vores faldne tilstand tillader os det, i det omfang vi kan få tilstrækkelig tro og kundskab til at forstå os selv, føle og forstå, at vi og den Gud, som vi tjener, har en og samme interesse, og at vi ikke har nogen anden, hverken i tid eller i evighed.«¹

Selv om det ikke er let, kan vi vedholdende fortsætte fremad med tro på Herren. Jeg kan bekræfte, at vores ønske om og evne til altid at erindre og følge Frelseren med tiden øges. Vi bør tålmodigt arbejde henimod det mål og altid bede om den dømmekraft og den guddommelige hjælp, vi har brug for. Nefi gav os dette råd: »Men se, jeg siger jer, at I altid skal bede og ikke miste modet; at I ikke må udføre noget for Herren, uden at I først beder til Faderen i Kristi navn om, at han vil hellige din gerning for dig, så din gerning må blive til din sjæls velfærd« (2 Ne 32:9).

Jeg overværede et enkelt eksempel på den form for bøn, da ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum og jeg fik til opgave at foretage et interview af et par i et andet land ved hjælp af videosamtale. Kort inden vi skulle ind i studiet, gennemgik jeg endnu engang de oplysninger, som vi havde samlet om parret, og jeg følte mig parat til samtalen. Nogle få minutter før det angivne tidspunkt, så jeg ældste Oaks sidde alene med bøjet hoved. Et øjeblik efter hævede han hovedet og sagde: »Jeg skulle lige afslutte min bøn som forberedelse til dette interview. Vi får brug for evnen til at kunne skelne.« Han havde ikke forsømt den vigtigste forberedelse, en bøn, der helligede vores indsats til vores eget bedste og til Herrens herlighed.

Skrifterne gør det klart, at der kommer en stor dommens dag, hvor Herren skal dømme nationerne (se 3 Ne 27:16) og hvor hvert knæ skal bøje sig og hver tunge bekende, at han er Kristus (se Rom 14:11; Mosi 27:31; L&P 76:110). Denne doms individuelle natur og omfang beskrives af Alma i Mormons Bog:

»For vore ord skal dømme os skyldige, ja, alle vore gerninger skal dømme os … og vore tanker skal også dømme os skyldige og i denne forfærdelige tilstand skal vi ikke turde se op til vor Gud; og vi ville være glade, hvis vi kunne befale klipperne og bjergene at falde ned over os for at skjule os for hans nærhed.

Men dette kan ikke ske; vi må komme frem og stå foran ham i hans herlighed og i hans kraft og i hans magt, storhed og herredømme og til vor evigtvarende skam erkende, at alle hans straffedomme er retfærdige; at han er retfærdig i alle sine gerninger, og at han er barmhjertig mod menneskenes børn, og at han har al magt til at frelse enhver, der tror på hans navn og frembringer de frugter, som er omvendelse værdig« (Alma 12:14-15).

Da Frelseren definerede sit evangelium, spillede denne dom en central rolle. Han sagde:

»Se, jeg har givet jer mit evangelium, og dette er det evangelium, som jeg har givet jer – at jeg kom til verden for at gøre min Faders vilje, fordi min Fader sendte mig.

Og min Fader sendte mig, så jeg kunne blive løftet op på korset, så jeg, efter at jeg var blevet løftet op på korset, kunne drage alle mennesker til mig, for at mennesker, ligesom jeg var blevet løftet op ved mennesker, skulle blive løftet op ved Faderen for at stå foran mig for at blive dømt efter deres gerninger, om de er gode, eller om de er onde.

Og af denne årsag er jeg blevet løftet op; derfor vil jeg i overensstemmelse med Faderens magt drage alle mennesker til mig, så de kan blive dømt efter deres gerninger« (3 Ne 27:13-15).

At blive »løftet op på korset« er selvfølgelig et symbolsk udtryk for Jesu Kristi forsoning, hvorved han opfyldte de krav, som retfærdigheden havde på hver enkelt af os. Med andre ord betalte han med sin lidelse og død i Getsemane have og på Golgata for alt det, som retfærdigheden kunne kræve af os for vore synder. Han står derfor i retfærdighedens sted og er den personificerede retfærdighed. Ligesom Gud er kærlighed, er Gud også retfærdighed. Det er nu Jesus Kristus, som vi er skyldige og forpligtede overfor. Derfor har han retten til at dømme os.

Den dom, fortæller han, bygger på vore gerninger. De særlige »gode nyheder« ved hans evangelium er, at han tilbyder tilgivelsens gave på betingelse af omvendelse. Hvis vore gerningerne derfor omfatter omvendelsens gerninger, tilgiver han vore synder og fejl. Hvis vi afviser nådens gave ved at nægte at omvende os, så træder den retfærdighed, som han nu repræsenterer, i kraft. Han sagde: »For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig; men hvis de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg« (L&P 19:16-17).

Altid at erindre ham betyder derfor, at vi altid husker på, at intet er skjult for ham. Der er ingen del af vores liv, hverken handling, ord eller blot tanke, som kan skjules for Faderen og Sønnen. Intet snyderi ved en eksamen, intet butikstyveri, ingen lysten fantasi eller handling og ingen løgn går i glemmebogen, overses eller skjules. Alt. Hvad vi »slipper af sted med« i dette liv eller formår at skjule fra andre mennesker, skal vi stadig se i øjnene, når den uundgåelige dag kommer, hvor vi løftes op foran Jesus Kristus, den rene og fuldkomne retfærdigheds Gud.

Den erkendelse har ved flere lejligheder hjulpet mig til enten at omvende mig eller helt undgå synden. Ved en bestemt lejlighed var der i forbindelse med et hussalg en fejl i dokumentationen, og jeg stod pludselig i en situation, hvor jeg helt legalt kunne få flere penge ud af køberen. Min ejendomsmægler spurgte, om jeg ville beholde pengene, eftersom det var min ret at gøre det. Jeg forestillede mig, at jeg stod over for Herren, indbegrebet af retfærdighed, og forsøgte at forklare, at jeg havde en legal ret til at udnytte køberen og hans fejltagelse. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg ville være synderligt overbevisende, især ikke fordi jeg sikkert samtidig ville trygle om nåde for mine egne fejl. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne leve med mig selv, hvis jeg var så æreløs at beholde pengene. Jeg svarede mægleren, at vi skulle holde os til aftalen, som vi alle oprindeligt havde forstået den. Det betyder meget mere for mig end noget pengebeløb ville gøre at vide, at jeg ikke har noget at omvende mig fra i forbindelse med den handel.

Da jeg var ung forårsagede min forsømmelse, at en af mine brødre kom ud for at mindre uheld. Dengang påtog jeg mig ikke ansvaret for min dumhed, og ingen kendte til min rolle i sagen. Mange år senere bad jeg Gud om at åbenbare hvad som helst fra mit liv, som jeg havde brug for at rette op på for at være mere antagelig i hans øjne, og denne hændelse dukkede op i mit sind. Jeg havde glemt alt om den, men Ånden hviskede, at det var en uafklaret overtrædelse, som jeg var nødt til at bekende. Jeg ringede til min bror, undskyldte og bad om hans tilgivelse, som han øjeblikkeligt og gavmildt gav mig. Min skam og fortrydelse havde været mindre, hvis jeg havde undskyldt, da ulykken skete.

Det var interessant og sigende for mig, at Herren ikke havde glemt den begivenhed fra fortiden, selv om jeg havde. Synder løser ikke sig selv, og de falmer ikke bare bort. Synder bliver ikke »fejet ind under gulvtæppet« i evighedens husholdning. De skal bringes i orden, og det vidunderlige er, at takket være Frelserens sonende nåde, kan de klares på en meget lykkeligere og mindre smertefuld måde, end hvis vi selv skulle stå over for den krænkede retfærdighed.

Vi bør også fatte mod ved tanken om en dom, hvor intet overses, for det betyder, at ingen lydig handling, ingen venlighed og ingen god gerning, uanset hvor lille den end har været, glemmes, og ingen tilhørende velsignelse tilbageholdes.

I genoprettelsens tidligste dage vejledte og trøstede Jesus Joseph Smith og Oliver Cowdery, som arbejdede på at oversætte Mormons Bog, og som snart skulle få overdraget præstedømmet. Joseph var 23 på det tidspunkt, og Oliver var 22. De oplevede ofte, om ikke konstant, forfølgelse og andre hindringer. Det var i denne situation, at Herren i april 1829 talte disse ord til dem:

»Frygt derfor ikke, lille flok; gør det gode; lad jord og helvede forene sig imod jer; for hvis I er bygget på min klippe, kan de ikke få magt over jer.

Se, jeg fordømmer jer ikke; gå bort og synd ikke mere. Udfør med alvor den gerning, som jeg har befalet jer.

Se hen til mig i alle jeres tanker; tvivl ikke, frygt ikke.

Betragt sårene, som gennemborede min side og ligeledes naglemærkerne i mine hænder og fødder; vær trofaste, hold mine befalinger, så skal I arve Himmeriget. Amen« (L&P 6:34-37).

At vende alle sine tanker mod Frelseren er selvfølgelig en anden måde at sige »altid erindre ham« på. Når vi gør det, behøver vi ikke at tvivle eller frygte. Frelseren mindede Joseph og Oliver om, ligesom han minder os om, at han ved sin forsoning har fået overdraget al magt i himlen og på jorden (se Matt 28:18), og at han både har evnen og viljen til at beskytte os og sørge for vore behov. Vi skal blot være trofaste, så kan vi stole blindt på ham.

Inden den trøstende åbenbaring til Joseph og Oliver, havde profeten været ude for en intens, smertefuld oplevelse, som lærte ham at se hen til Frelseren og ikke frygte menneskers holdninger, pres eller trusler.

I juni 1828 lod Joseph Martin Harris tage de første 116 sider af Mormons Bogs manuskript med fra Harmony i Pennsylvania til Palmyra i New York, hvor han ville vise dem til sin familie. Da Martin ikke vendte tilbage som lovet, rejste en bekymret Joseph med diligencen til sine forældres hjem i Manchester Township i New York. Profeten sendte straks bud efter Martin. Da Martin kom, indrømmede han, at han ikke havde manuskriptet og ikke vidste, hvor det var.

Joseph udbrød: »Å, min Gud, min Gud … Alt er tabt, alt er tabt. Hvad skal jeg gøre? Jeg har syndet. Jeg fristede Guds vrede ved at bede ham om det, som jeg ikke havde ret til at bede om … Hvilken irettesættelse har jeg ikke gjort mig fortjent til hos den Allerhøjestes engel?«

Næste dag vendte Joseph tilbage til Harmony. Han sagde, at da han nåede frem »begyndte [jeg] at ydmyge mig i inderlig bøn for Herren … om, at jeg, om muligt, kunne få nåde ved hans hænder og blive tilgivet for alt det, jeg havde gjort, som var imod hans vilje.«²

Da Herren havde revset Joseph for at frygte mennesker mere end Gud, sagde han:

»Se, du er Joseph, og du er blevet udvalgt til at udføre Herrens værk, men hvis du ikke passer på, vil du falde på grund af overtrædelse.

Men husk, at Gud er barmhjertig; omvend dig derfor fra det, som du har gjort, og som er i modstrid med den befaling, som jeg har givet dig, og da er du stadig udvalgt og er atter kaldet til værket« (L&P 3:9-10).

»For en tid tog Herren Urim og Tummim og pladerne fra Joseph. Men de blev snart givet tilbage til ham. ›Englen frydede sig, da han gav mig Urim og Tummim tilbage,‹ berettede profeten, ›og sagde, at Gud fandt behag i min trofasthed og ydmyghed og elskede mig for min anger og flid med hensyn til bøn, i hvilken forbindelse jeg havde gjort min pligt i en sådan grad … at jeg var i stand til at genoptage arbejdet med oversættelsen.‹ Mens Joseph gik fremad i det store værk, der lå foran ham, blev han nu styrket af den vidunderlige følelse af at modtage Herrens tilgivelse og en fornyet beslutsomhed med hensyn til at gøre hans vilje.«³

Profetens faste beslutning om at sætte sin lid til Gud og ikke frygte det, som mennesker kunne gøre, blev grundfæstet efter den oplevelse. Hans liv blev herefter et strålende eksempel på, hvad det vil sige at erindre Kristus ved at sætte sin lid til hans magt og nåde. Joseph gav udtryk for denne forståelse under sin meget vanskelige og krævende indespærring i fængslet i Liberty i Missouri med disse ord:

»I ved, brødre, at et meget stort skib i storm og uvejr drager nytte af et lille ror, når det holdes på rette måde, alt efter vind og bølger.

Lad os derfor, inderligt elskede brødre, med glæde gøre alt, hvad der står i vor magt, og måtte vi da med største vished være stille for at se Guds frelse, og så hans arm kan blive åbenbaret« (L&P 123:16-17).

Kort sagt betyder det at »erindre ham«, at vi ikke lever vores liv i frygt. Vi ved, at udfordringer, skuffelser og sorger kommer til os alle på forskellig vis, men vi ved også, at alting kan i den sidste ende, takket være vores guddommelige Talsmand, komme til at virke til gavn for os (se L&P 90:24; 98:3). Det er den tro, der så enkelt blev udtrykt af præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008), da han sagde: »Alt vil falde på plads.«⁴ Når vi altid erindrer Frelseren, kan vi »gøre alt, hvad der står i vores magt« i visheden om, at hans magt og kærlighed til os nok skal føre os igennem.

Må vi altid erindre ham – »så [vi] altid må have hans Ånd hos [os]« (L&P 20:77). Jeg bærer vidnesbyrd om Jesu Kristi forsonings frelsende kraft. Jeg vidner om, at vor opstandne Herre virkelig lever. Jeg bærer vidnesbyrd om den uendelige og personlige kærlighed, som Faderen og Sønnen har til hver enkelt af os, og jeg beder til, at vi må leve i konstant ihukommelse af den kærlighed i alle dens udtryk.