Forsvundet og genfundet

I Robertas øjne er der en beslutning, som tydeligt skiller sig ud som det øjeblik, hvor hun først forlod evangeliets sti, skønt en række andre beslutninger formentlig har ført hende til det punkt. Som teenager holdt Roberta op med at gå i kirke i et par uger for at lave lektier. »Det er interessant, at det kan begynde med noget, der syntes så ubetydeligt dengang,« siger hun.

Da hun havde holdt sig væk et par uger, var det lettere for hende at holde sig væk den næste uge. Uger med sporadisk tilstedeværelse blev til flere måneder. Da hun fyldte 18, fik hendes venner hende overtalt til at gå i byen sent lørdag aften, hvilket gjorde det endnu sværere at komme i kirke om søndagen. Det førte også til, at hun begyndte at drikke.

»Jeg vidste, at det var forkert, men jeg troede, at jeg kunne holde op med det samme, hvis jeg ville,« siger hun. »Jeg prøvede at retfærdiggøre min beslutning.«

Hun førte en livsstil, der var uforenelig med tempeltjeneste, men da hun traf Daniel, tog hun ham med til tempelgrunden i Hamilton i New Zealand og fortalte ham, at det var der, hun ville giftes.

»Jeg vidste, hvor jeg ville hen,« siger hun. Men hver dårlig beslutning syntes at gøre den næste dårlige beslutning lettere – og det førte hende endnu længere væk fra det ønskede mål. Snart flyttede Roberta og Daniel sammen.

»Der var manglende harmoni mellem det, jeg ønskede – det, jeg vidste, var rigtigt – og de beslutninger, som jeg traf,« siger hun. »Jeg levede i nuet. Jeg forbandt ikke mine aktuelle beslutninger med det mål, de førte mig til.«

Men selv om Roberta var langt fra det mål, hun gerne ville nå, var hun ikke ude af syne for Herren. Selv om Daniel og Roberta ikke var klar over det på det tidspunkt, så havde den gode hyrde, der kom »for at opsøge og frelse det fortabte« (Luk 19:10), hele tiden holdt øje med dem.

Ånden havde virket på Daniel, da Roberta havde vist ham templet, og da Robertas far velsignede deres børn. Skønt de var flyttet flere gange, løb de hver gang ind i – og talte til tider med – missionærerne.

Da de så var flyttet igen i 2006, løb de på nogle gamle skolekammerater, Dan og Lisa Nathan, som var aktive medlemmer af Kirken. Daniel og Roberta var lige flyttet inden for Nathans menigheds grænser.

I tre uger afviste Roberta Lisas indbydelse til at gå med hende i kirke. »Jeg havde ikke lyst til at skulle forklare min situation,« siger hun. »Men jeg ville gerne have, at mine børn kom i Primary.«

Kort tid efter mødtes Daniel og Roberta igen med missionærerne. Daniel begyndte at komme i Kirken, hvor en god søndagsskolelærer gjorde en enorm forskel. Besøgslærererne kom hver måned. Parret mødte endda ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum efter et særligt møde.

I alle disse oplevelser ser Roberta tegn på, at vor himmelske Fader havde beredt »en masse gode mennesker, som hjalp os«.

Gennem forskellige oplevelser og mennesker gav vor himmelske Fader Daniel og Roberta mulighed for at »lægge mærke til, hvordan det går« dem (Hag 1:7). Men de måtte »overgiv[e] deres vej til Herren« (Sl 37:5), inden de kunne gøre nogle fremskridt.

»Jeg vidste, at mine veje ikke er hans veje,« siger Roberta (se Es 55:8-9), »men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forbinde de to.«

Vendepunktet kom, da missionærerne bad Daniel og Roberta om at beslutte, hvor de ville hen, åndelig talt, og hvad de skulle gøre for at nå dertil.

»Da vi i sidste ende besluttede, at der, hvor vi gerne ville være, var der, hvor hans veje fører til,« siger hun, »så begyndte vi at se på, hvad det krævede at følge hans vej dertil.«

I de måneder, der fulgte, arbejdede Roberta på at vende sine tidligere dårlige beslutninger ryggen og vende tilbage til den sti, hun havde forladt et årti tidligere. Ligesom Robertas vej væk fra evangeliets sti som teenager var begyndt med små beslutninger, begyndte hendes vej tilbage med tilsyneladende små daglige beslutninger.

»Da jeg stræbte efter at gøre det grundlæggende hver dag – personlig bøn og familiebøn, studium af skrifterne, sørge for at følge børnene i kirke og at hjælpe andre – kunne jeg fornemme, at vor himmelske Fader passede på os og hørte vore bønner,« siger Roberta. »Vores familie blev lykkeligere.«

De små beslutninger styrkede Daniel og Roberta, da de skulle træffe de store beslutninger. De besluttede at blive gift. Og så, næsten et år efter at Daniel og Roberta var begyndt at mødes med missionærerne, førte deres ønske om at være sammen som familie i al evighed til, at Daniel blev døbt.

Endelig, efter i to år at have stræbt efter at forene det, de dagligt gjorde, med det, de ønskede i fremtiden, blev Daniel og Roberta beseglet i templet – så Robertas barndomsdrøm gik i opfyldelse.

Som en del af vor himmelske Faders plan har Daniel og Roberta dagligt mulighed for at beslutte, hvilken vej de vil vælge – deres egen eller hans. Parret er nu mere opmærksom på, hvilken vej deres daglige beslutninger vil føre dem ind på.

De ved af personlig erfaring, hvor let det er at fare vild, når hverdagens beslutninger træffes uden at overveje deres indflydelse på evige mål. Men de er også taknemlige for på egen krop at have oplevet, at der er en vej tilbage.

»Jeg ved, at Herren elsker mig og ønsker mig tilbage, for han har velsignet os med de mennesker, som vi traf på rejsen, og som hjalp os med at vende tilbage,« siger Roberta. »Han glemte mig aldrig i al den tid, jeg var væk fra Kirken.«

Takket være den gode hyrdes kærlighed – og sonoffer – »[skal] den ugudelige … forlade sin vej … og vende om til Herren, som vil vise barmhjertighed … for han er rig på tilgivelse« (Es 55:7).

Nu stræber parret Nepia efter at fokusere på den vej, de ønsker at følge. »Når man bliver klar over, at livet er mere end det, der er lige nu,« siger Daniel, »så ændrer det ens valg.«