Nøglen til muligheder

Som præsident Hinckley forklarede i 2001, så bygger fonden på kontante bidrag, de renter, som skabes af hovedstolen, lånes ud til studerende.

Unge voksne, som er interesseret i at deltage i programmet, kan tale med lokale præstedømmeledere og institutkoordinatorer. Med deres godkendelse kan disse »ambitiøse unge mænd og kvinder«, hvoraf mange er hjemvendte missionærer, modtage lån, så de kan gå i skole i deres egne lande.³ Mens de endnu går i skole, begynder de at betale lånet tilbage, så andre studerende også kan få gavn af fonden.

I det årti, der er gået siden oprettelsen, har programmet gjort livet bedre for omkring 50.000 deltagere i over 50 lande ved at hjælpe dem til at »hæve sig over den fattigdom, som de og generationer før dem har kendt«, som præsident Hinckley sagde, at det ville.⁴

Bror Allen beskriver PEF på denne måde: »Profeten gjorde noget enestående den dag. For længe siden strakte Moses sin stav ud over Det Røde Hav og vandet delte sig. Præsident Hinckley udviste den samme tro, da han bredte sin profetiske kappe ud over fattigdommens mørke hav og indledte PEF.«

Den selvsupplerende uddannelsesfond bygger på en grundvold af evangeliske principper – tro og håb på Jesus Kristus, uddannelse, arbejde, offer, selvhjulpenhed, pålidelighed og tjeneste. PEF-deltagere og studerende fra hele verden anvender disse principper i deres liv.

Carolina Tello Vargas, der er dimittend fra Colombia, siger, at PEF var »et glimt af håb« og et vidnesbyrd om vor himmelske Faders hjælp, da han »vejledte hende og åbnede muligheden for fremgang«.

Hun forstår betydningen af uddannelse og den indsats og de ofre, som det kræver. Inden Carolina deltog i PEF, havde hun flere job og solgte alle sine smykker, så hun kunne studere jura. Hendes familie ydede også ofre.

»Jeg vidste, at jeg måtte yde ofre for at kunne studere,« forklarer Carolina. »Jeg var villig til at gøre det for at kunne få bedre jobmuligheder i fremtiden.«

Men så opstod der udfordringer for familien under hendes sidste studieår, og hun kunne ikke længere betale skolepengene. Hun modtog et lån fra PEF og anvendte det til at fuldføre sin uddannelse.

Shirley Mwelase fra Sydafrika er endnu et eksempel på disse principper. Hun anvendte et PEF-lån til at fuldføre et kursus som IT-programmør, og da hun fik arbejde i et forsikringsselskab, betalte hun hurtigt lånet af, hvilket fik hende til at føle sig »pålidelig og troværdig«.

Shirley forklarer: »Et vellønnet job betød bedre livskvalitet. Det betød, at jeg kunne støtte mine forældre og familie, og de færdigheder og den kunnen, som jeg siden har opnået gennem mit arbejde, har gjort, at jeg kan tjene meget bedre i mine kirkekaldelser.«

Hun har opnået meget ved at arbejde som programmør. Hun siger: »Hvis det ikke havde været for mine studier og min konstante aktivitet i Kirken, ville jeg ikke have haft et job, og jeg ville heller ikke have kunnet opnå noget af alt det gode, jeg har opnået.«

Da præsident Hinckley bekendtgjorde den selvsupplerende uddannelsesfond, lovede han, at den ville velsigne enkeltpersoner, deres familier og samfund og hele Kirken med muligheder for ansættelse, tjeneste og lederskab.

Præsident Hinckley lovede, at deltagerne ville »være i stand til at opnå gode uddannelser, som kan løfte dem ud af fattigdommens sump … De gifter sig og går fremad med færdigheder, som kvalificerer dem til en god løn og til at indtage deres plads i samfundet, hvor de kan yde betragtelige bidrag.«⁵

Dette løfte er blevet indfriet for tusinder af PEF-deltagere, deriblandt Pablo Benitez fra Uruguay. Pablo arbejdede 12 timer om dagen i en købmandsforretning, men tjente knap til føden, da han endelig besluttede at lægge sit liv om. Han begyndte at gå i skole, men skolepenge og afgifter steg, så han ikke længere kunne finansiere sine studier på egen hånd.

Takket være PEF blev han i stand til at fuldføre sin uddannelse som gymnastiklærer. Det gjorde, at flere jobmuligheder tilbød sig gennem årene, og hver gang er hans indtægt blevet bedre. Han siger endda: »Jeg modtager ofte tilbud om fuldtidsarbejde eller vikariater, som jeg må sige nej til, fordi jeg ikke har tid nok. Og det er takket være PEF og de muligheder, som åbnede sig for mig på grund af min uddannelse.«

Takket være de muligheder, som Pablo har opnået ved at uddanne sig, kan han forsørge sin familie, mens han virker og opbygger sit lokalsamfund som skolelærer.

Lange arbejdstider med ringe løn til leveomkostninger og tiende kan gøre det til en stor udfordring at tjene i Kirken, siger bror Allen. Det er en kamp for mange medlemmer i hele verden, men præsident Hinckley gav dette løfte til deltagere i PEF: »De bliver ledere inden for dette storslåede værk i deres hjemlande. De betaler deres tiende og offerydelser, som gør det muligt for Kirken at udbrede sit virke over hele verden.«⁶

Mange deltagere har opdaget, at den uddannelse, som de har opnået takket være PEF, fører til bedre job med arbejdstider, der gør det muligt at tjene i Kirken. Miriam Erquiza, en hjemvendt missionær fra Filippinerne, fuldførte et toårigt webdesignprogram og fik, takket være »kraftig bøn«, job hos et rejsebureau. Den stilling gav hende mulighed for at forsørge sin familie og finde tid til at tjene som præsident for Unge Piger og som institutlærer.

Vanderlei Lira fra Brasilien tjente i seks år som grenspræsident og hjalp sin gren til at vokse fra 18 til 110 aktive medlemmer, mens han arbejdede som arbejdsmand, fordi han ikke havde nogen uddannelse. Da PEF blev bekendtgjort, fik han mulighed for at studere arbejdsmiljø og finde nyt arbejde, hvilket øgede hans indtægt, så han hurtigt kunne tilbagebetale sit lån. Han tjener fortsat i Kirken i dag. Hans stavspræsident beskriver ham som en stor leder og far, »en kæmpe, som mulighederne har sat fri«.

Præsident Hinckley fortalte Kirkens medlemmer, at programmet ville få fremgang, fordi Kirken har »den organisation … og [de] hengivne Herrens tjenere«, som er nødvendig for at opnå succes.⁷ Faktisk opnår den selvsupplerende uddannelsesfond fremgang, fordi den trækker på engagement fra deltagere og lokale præstedømmeledere under ledelse af Det Første Præsidentskab, De Tolv Apostles Kvorum og andre generalautoriteter. Kirkens arbejdsformidlingscentre og seminarer og institutter er også aktivt involveret i projektet.

Virkningen af fondens indsats er selvsupplerende, ikke blot økonomisk, eftersom pengene betales tilbage, så lån kan ydes til andre studerende, men også åndeligt og socialt, når deltagere, sponsorer, administratorer og utallige andre velsignes indirekte. »Uddannelse er nøglen,« siger bror Allen, »til at åbne en dør med massive muligheder, ikke blot for den enkelte, men også for familier og lokalsamfund.«

I løbet af de sidste 10 år har teknologien og erfaringen hjulpet med at forbedre processen for deltagere og administratorer, men den selvsupplerende uddannelsesfond stræber efter at indfri den profetiske vision, som er lagt for den. Dette »dristige initiativ« forbliver et profetisk projekt. Præsident Monson viderefører fondets virke og siger, »den fortsætter langt ind i fremtiden«.⁸