Derfor spørger jeg ikke længere »hvorfor« efter min brors død

Da jeg fik nyheden om, at min bror Sergio, var død, sad jeg på mit værelse og læste, og min mor læste de e-mail, han havde skrevet til os blot dagen forinden. Han fortalte, at han var glad for at være på mission i Chiclayo i Peru og være repræsentant for Jesus Kristus. Han fortalte os om sin kærlighed med så stor entusiasme, at vi ikke kunne lade være med at smile.

I minutterne inden vi blev ringet op af hans missionspræsident, der gav os den knusende meddelelse, lyttede min mor og jeg til en sang, som min bror elskede. Pludselig skyllede der en stærk følelse af fred ind over hele værelset. Ånden var meget stærk. Vi kom endda til at græde over, at den varme og den følelse, der overvældede os, var så virkelig, at ord ikke kan beskrive det. Og blot ti minutter efter ringede telefonen.

Mor og jeg hørte, at far svarede på alle de spørgsmål, han blev stillet. Vi vidste, at der måtte være sket noget alvorligt, siden missionspræsidenten ringede. Så hørte vi far sige: »Der må være sket en fejl. Det kan ikke være rigtigt.«

Jeg spurgte om, hvad der var sket. Så svarede far os med tårer i øjnene og grådkvalt stemme: »Lille Sergio er død.«

Jeg brød sammen i gråd, og spurgte igen og igen: »Hvorfor, himmelske Fader? Hvorfor skal vi opleve det her? Skulle det ikke være det sikreste i verden at være på mission?«

Til trods for, at vi havde evangeliet og kendte til planen for lykke, syntes der ikke at være nogen trøst for vores fortvivlelse. Jeg vidste, at kun vor himmelske Fader kunne hjælpe os i den situation.

Den aften løb jeg i et øjebliks klarhed hen for at finde mine skrifter, for der var en passage fra Alma, der dukkede op i mit sind, som min bror havde delt med os nogle uger før, han var gået bort. Den lyder: »O, gid jeg var en engel og kunne få mit hjertes ønske opfyldt, at jeg kunne drage ud og tale … som med en tordenrøst ville jeg kundgøre omvendelse og forløsningsplanen for hver eneste sjæl … Men se, jeg er et menneske og synder i mit ønske … jeg burde ikke med mine ønsker rive op i en retfærdig Guds faste forordning; for jeg ved, at han giver menneskene efter deres ønske, hvad enten det er til død eller til liv« (Alma 29:1-4).

Da forstod jeg, at min bror ønskede at vi skulle vide, at han levede og var med os i ånden, men han havde forladt dette liv, fordi han var blevet kaldet til at prædike i åndeverdenen. Han ønskede, at vi skulle vide, at hans fravær ville være som en forlængelse af hans missionskald – blot en anden slags forflyttelse, for han elskede at være missionær, og hans hjertes største ønske var blevet opfyldt: At være en Herrens »engel«. Nu kunne han give sig selv helt hen til Herrens værk, og »kundgøre omvendelse og forløsningsplanen for hver eneste sjæl«.

Selvom han ikke er her fysisk, føler jeg stadig min brors nærvær. Jeg spørger ikke længere: »Hvorfor, himmelske Fader?«, for svaret klinger højt og klart: ›Menneskesønnen er steget ned under dem alle. Er du større end han‹ er?« (L&P 122:8).

Som familie har vi udøst vores hjerte for Gud, og vi har fundet trøst takket været evangeliet. Vi ved, at dette liv er en prøvestand, og at vores ånd er evig.

Takket være håbet i vor Frelsers, Jesu Kristi, og vor himmelske Faders kærlighed ved vi, at alt er muligt. Og selvom vores forståelse stadig ikke er komplet, og vi i dette liv ikke kan se alle dem, vi elsker højt, så ved vi takket være, at han gav sit liv, at dette blot er et midlertidigt vilkår.

Der er gået lidt over fire år, siden at Sergio gik bort. Selv nu har jeg dage, hvor jeg er trist, og tårerne vælder frem fra tid til anden, for jeg savner min elskede bror. Men min hjerte strømmer over af taknemmelighed, når jeg tænker på, at dette blot er en midlertidig situation. Det er mit håb, at vi en dag endelig kan mødes igen og blive forenet som en evig, lykkelig familie. Det håb er større end nogen smerte, jeg bærer nu.