Seminar
1 Nefi 3: Gud bereder en vej


»1 Nefi 3: Gud bereder en vej«, Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2024

»1 Nefi 3: Gud bereder en vej«, Mormons Bog – Lærerens hæfte

1 Nefi 3

Gud bereder en vej

Billede
Nefi sidder ved et vandløb

Efter at have rejst gennem ørkenen i dagevis stod Nefi og hans brødre over for en prøve på deres lydighed og tro på Gud, da de blev befalet at vende tilbage til Jerusalem for at få bronzepladerne fra Laban. Til tider vil Herren også bede dig om at gøre svære ting. Denne lektion kan hjælpe dig til at udøve tro på Gud til at udføre det, han beder dig om at gøre.

Hjælp eleverne til at genkende Herrens indflydelse i deres liv. Når eleverne lærer om, hvordan Frelseren velsignede mennesker i skrifterne, så prøv at hjælpe dem til at se og genkende velsignelser i deres eget liv. Bed dem om at tænke over, hvordan Frelseren måske besvarer deres bønner, styrker dem eller helbreder dem.

Elevforberedelse: Bed eleverne om at arbejde på at lære mesterlæreskriftstedet 1 Nefi 3:7 udenad og tænke over, hvordan det kan anvendes i situationer, de møder i deres liv.

Mulige læringsaktiviteter

Svære befalinger

Du kan hjælpe eleverne til at finde relevans i beretningen om Lehis sønner, der blev befalet at gøre svære ting, ved at skrive elevernes svar på følgende spørgsmål på tavlen og henvise til dem i løbet af lektionen.

  • Hvilke befalinger, standarder eller andre profetiske opfordringer er de sværeste for teenagere at adlyde i dag? Hvad gør disse sværere end andre?

  • Hvad ville I sige til nogen, der føler, at et bestemt bud eller en standard er for svær at holde?

En anden måde at indlede undervisningen på er ved at hjælpe eleverne til at se, at vi har brug for Herrens hjælp til at udføre det, han beder os om. En måde man kan gøre det på, er ved at bede en elev om at gøre noget, som kræver lærerens hjælp. Som en del af en opgave kan de eksempelvis være nødt til at åbne noget, der kræver en nøgle fra læreren.

Hvis der er et bud, der har været vanskeligt for jer at holde, så husk det, mens I studerer 1 Nefi 3. Tilstræb at lære af de eksempler, I studerer, og tænk over, hvordan jeres valg kan påvirke jeres forhold til Herren.

Herren giver Lehis sønner en befaling

Læs 1 Nefi 3:1-6, og vær opmærksom på, hvad Lehis sønner blev befalet at gøre.

  • Hvorfor mener I, at Nefis brødre med rette kaldte denne befaling for »noget vanskeligt«? (V. 5).

Følgende afsnit kan være en hjælp, hvis eleverne er usikre på, hvordan de skal besvare det forrige spørgsmål.

Forestil jer, hvad Lehis sønner må have følt, da de forlod deres hjem og rejste hundredvis af kilometer gennem den golde ørken - for blot kort tid efter blive bedt om at vende tilbage til Jerusalem for at få pladerne fra Laban.

Læs 1 Nefi 3:7-8 og find den begrundelse, som Nefi gav for sin villighed til at adlyde Herrens befaling.

1 Nefi 3:7 er et mesterlæreskriftsted. Overvej at markere evangeliske mesterlæreskriftsteder på en særlig måde, så I let kan finde dem. I næste lektion får I mulighed for at øve jer i at anvende den læresætning, der undervises om i dette skriftsted, på et spørgsmål eller en situation.

  • Hvad forstod Nefi, som hans brødre måske ikke forstod?

En ting, vi lærer af vers 7, er, at Gud bereder en vej for os, så vi kan opnå, hvad end han beder os om at gøre.

Overvej, hvordan denne sandhed relaterer til befalinger, der kan være udfordrende for jer.

Selvom Gud vil hjælpe jer til at opnå det, han beder om, har han ikke lovet, at det vil blive let, eller at det vil lykkes for jer i første forsøg.

Præsident Dieter F. Uchtdorf, daværende medlem af Det Første Præsidentskab, har forklaret:

At følge Frelseren fjerner ikke alle jeres prøvelser. Men det fjerner barrierer mellem jer og den hjælp, jeres himmelske Fader ønsker at give jer. Gud vil være med jer. (Dieter F. Uchtdorf, »Længsel efter at komme hjem«, Liahona, nov. 2017, s. 22)

  • Hvad lærer denne udtalelse jer om vor himmelske Fader og Jesus Kristus?

Tænk tilbage på de befalinger, standarder eller andre profetiske opfordringer, I tidligere i lektionen udpegede som det sværeste for teenagere at adlyde.

  • Hvilke forhindringer kan gøre det svært at adlyde disse befalinger?

  • Hvordan kan Herren »[berede] en vej« for at hjælpe de unge til at adlyde disse befalinger?

Bed eleverne om at dele flere svar på ovenstående spørgsmål.

Nefi og hans brødre forsøger at få fat i pladerne

Til følgende aktivitet kan eleverne deles op i små grupper, hvor halvdelen af grupperne studerer det første forsøg, og den anden halvdel studerer det andet forsøg. Hver gruppe kan forberede et lille skuespil over det, der skete i deres beretning, og optræde for en anden gruppe, der studerede den anden beretning. Ellers kan hver gruppe sammenfatte deres beretning for en anden gruppe.

Eleverne kan se de foreslåede videoer i stedet for at læse eller lave skuespil over beretningerne.

Studer følgende beretninger om de første to forsøg på at få fat i bronzepladerne. Se efter, hvordan de forskellige brødre reagerede på hvert forsøg. (Bemærk: I lektionen »1 Nefi 4-5« vil I få at vide, hvordan Herren i sidste ende beredte en vej, så det lykkedes for dem).

Første forsøg: Læs 1 Nefi 3:10-15 eller se »Nefi ledes af Ånden til at få fat i bronzepladerne« fra tidskode 4:43 til 8:18. Denne video findes på ChurchofJesusChrist.org. (Det kan være en hjælp at vide, at man ved lodkastning vælger en tilfældig mulighed blandt mange alt efter udfald).

Andet forsøg: Læs 1 Nefi 3:22-31; 4:1, eller se »Nefi ledes af Ånden til at få fat i bronzepladerne« fra tidskode 8:18 til 15:10.

  • Hvad kan disse brødre have lært om sig selv gennem de udfordringer, de oplevede, mens de forsøgte at adlyde Guds befaling?

  • Hvorfor tror du, at vor kærlige Gud tillader os at kæmpe for en tid, før han viser os en vej til at udføre hans vilje?

  • Hvordan tror du, at brødrenes forskellige reaktioner på det, der skete, påvirkede deres tro og forhold til Jesus Kristus? Hvorfor?

Anvend denne beretning i dit liv

Frelseren kan hjælpe dig til at overvinde forhindringer, der gør det sværere at holde hans bud og følge hans profeters råd. Besvar følgende spørgsmål i din studiebog for at få hjælp til at anvende dette i dit eget liv.

Overvej at vise følgende mulige spørgsmål, som eleverne kan bruge som reference.

Når eleverne er færdige, så bed de frivillige om at fortælle klassen om en del af det, de har skrevet. Bær vidnesbyrd om, at Herren altid vil berede en vej, så vi kan opfylde det, han befaler os.

  1. Forestil jer, at Nefi giver jer råd om en befaling eller profetens råd, som I synes er svært at adlyde. Hvad tror I, han ville sige til jer?

  2. Hvilke specifikke handlinger vil I foretage for at adlyde en af Herrens befalinger eller profetens råd bedre?

  3. Hvad har I set eller oplevet, der giver jer tillid til, at Herren vil berede en vej for jer, så I kan adlyde hans befalinger og følge hans profet?

Hvis eleverne vil have gavn af at læse resten af beretningen om Nefi, der får pladerne, før de bliver undervist i lektionen om evangelisk mesterlære til 1 Nefi 3:7, kan du vente med at give lektionen om evangelisk mesterlære indtil efter lektionen »1 Nefi 4-5«. En anden mulighed kan være at lade en elev sammenfatte begivenhederne i 1 Nefi 4 for at hjælpe klassen til at se, hvordan Herren åbnede en vej til at adlyde hans befalinger.