Seminar
Mosija 14-16: Forløst af Herren


»Mosija 14-16: Forløst af Herren«, Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2024

»Mosija 14-16«, Mormons Bog – Lærerens hæfte

Mosija 14-16

Forløst af Herren

Billede
billede af Kristus

Selvom kong Noa var klar til at slå ham ihjel, vidste Abinadi, at Gud ville lade ham færdiggøre det budskab, han var blevet sendt for at aflevere. Noa og hans præster havde brug for at høre budskabet om, at alle profeter er blevet kaldet af Gud til at undervise om, at Jesus Kristus er vor Forløser. Denne lektion kan hjælpe jer til at indse vigtigheden af at kende Jesus Kristus som den eneste, der kan forløse os fra synd og død.

Tal, fryd jer og forkynd om Kristus. Se efter sandheder om Jesus Kristus, og bed eleverne om at bære vidnesbyrd om ham. Det gør det muligt for Helligånden at overføre et vidnesbyrd om Frelseren »til [elevernes] hjerte« (2 Ne 33:1). Dette vidnesbyrd kan hjælpe dem til at erkende Jesus Kristus som den »kilde, de kan se hen for at få forladelse for deres synder« og øge deres omvendelse til ham (2 Ne 25:26).

Elevforberedelse: Bed eleverne om at tænke over, hvilke af Jesu Kristi roller og titler der betyder mest for dem, og hvorfor.

Mulige læringsaktiviteter

Jesu Kristi roller og titler

Hver af Jesu Kristi mange roller og titler kan have en særlig betydning for os på visse tidspunkter i vores liv. Vi kan f.eks. relatere til Jesus Kristus som »Herren den Almægtige Gud« (Mosi 11:23), når vi har brug for hjælp, som kun han kan give.

Brug et minut på at lave en liste over Jesus Kristi titler fra skrifterne, der lærer os om ham.

  • Hvilke af Jesu mange titler tror I, det kan være en hjælp at vide mere om? Hvorfor?

Bed eleverne om at læse Mosija 13:33 og 16:15 for at finde flere titler på Jesus Kristus, og hvad kun han kan gøre.

Jesus Kristus, vores Forløser

Abinadis budskab til kong Noa og præsterne var centreret om Jesus Kristus. Han forkyndte sandheden om, at vi kun kan blive frelst ved Jesu Kristi forløsning (se Mosi 13:33; 16:15). Se efter, hvad I kan lære om Jesu Kristi rolle som vor Forløser, når I studerer Abinadis ord.

Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har udtalt:

En af Jesu Kristi mest bemærkelsesværdige og beskrivende titler er Forløser … Det engelske ord for forløse (redeem) [kan] betyde at betale en gæld af. Redeem kan også betyde at redde eller sætte en person fri ved at betale en løsesum. Hvis nogen begår en fejl og siden retter op på den og gør bod, kan man sige, at man har gjort det godt igen. Hver af disse betydninger beskriver et aspekt ved den store forløsning, som er udvirket gennem Jesu Kristi forsoning, tillige med den betydning af ordet, som man finder i ordbogen nemlig at »befri menneskene for synd«. (D. Todd Christofferson, »Forløsning«, Liahona, maj 2013, s. 109)

  • Hvad kan I lære om Jesus Kristus af hans titel Forløser?

    Du kan bede eleverne om at markere ordet forløsning i Mosija 16:15 og lave en note om dets betydning.

  • Hvornår føler I, at denne forståelse vil være til størst nytte i jeres liv? Hvorfor?

Eleverne kan udføre følgende studie individuelt, i mindre grupper eller som klasse. Overvej dine elevers behov, når du beslutter dig for, om de skal besvare alle tre spørgsmål i studiet eller kun et eller to af dem. Hvis eleverne studerer på egen hånd eller som gruppe, kan det være en hjælp at vise spørgsmålene og indholdet til eleverne, så de kan arbejde i deres eget tempo. Du kan også spille salmer sagte i baggrunden. Hvis du vil bede eleverne om at dele med klassen, kan du fortælle dem det på forhånd og derved mindske angst og måske hjælpe eleverne til at yde deres bedste.

Eleverne kan have spørgsmål om de vers, de læser. Overvej kort at tale med de enkelte elever for at hjælpe dem til at forstå skrifterne, når de studerer.

Tænk på en person i jeres liv, som I føler vil have gavn af at forstå, at Jesus Kristus er deres Forløser.

Studer følgende spørgsmål som hjælp med at undervise den person, I tænkte på.

Spørgsmål 1: Hvad gjorde Jesus Kristus for at forløse mig?

Abinadi talte om Esajas som et eksempel på en af de mange profeter, der vidnede om Kristus. Han læste Esajas’ lærdomme op for at vise, at Gud selv ville komme til jorden for at blive »undertrykt og plaget« (Mosi 13:35) for at løskøbe os fra at være faldne og fortabte.

Læs Mosija 14, og se efter ord og vendinger, der hjælper jer til at forstå den pris, som Jesus Kristus var villig til at betale for at befri jer fra synd og død.

Du kan eventuelt give eleverne følgende forklaringer:

  • »De straffe, der gav os fred, dem led han« (v. 5): For hver synd, vi begår, er der en konsekvens, herunder skyld, smerte, elendighed og adskillelse fra Gud. Jesus Kristus led konsekvenserne af vores synder, så vi kunne opleve tilgivelse og fred.

  • »Ved hans sår bliver vi helbredt« (v. 5): Gennem sin lidelse kan Jesus Kristus helbrede os fra sårene fra vore synder og konsekvenserne af Adams og Evas fald, herunder åndelig og fysisk død.

  • »Dog behagede det Herren at knuse ham« (v. 10): Vor himmelske Fader var tilfreds med, at Jesus Kristus villigt bragte sig selv som offer for andres synder (se 3 Ne 11:7, 11; Joh 3:16).

  • Hvilke ord eller vendinger fra disse vers vil I dele med den person, I tænkte på?

Spørgsmål 2: Hvordan kan jeg blive velsignet gennem Jesu Kristi forløsning?

Kan I forestille jer, hvordan livet ville være, hvis Jesus Kristus ikke opfyldte sin rolle som vor Forløser? Brug et øjeblik på at tænke over, hvordan jeres liv ville være uden Jesus Kristus.

Læs Mosija 15:19; 16:4-7, og se efter Abinadis beskrivelse af livet uden Kristi forløsning.

Læs Mosija 15:20-25; 16:8-10 for at se, hvilke velsignelser vi kan nyde takket være vor Forløser.

  • Hvad ville I gerne have, at den person, I tænkte på, skulle vide om Jesus Kristus fra disse vers?

Overvej at vise videoen »Derfor har vi brug for en Frelser« (2:15) i afsnittet »Supplerende læringsaktiviteter« i lektionen for at hjælpe eleverne til at forestille sig de velsignelser, som kun er tilgængelige gennem Jesus Kristus.

Spørgsmål 3: Hvorfor kaldes Jesus Kristus nogle gange Fader i skrifterne?

Abinadi underviste om Jesu Kristi rolle som Guds Søn og som Fader. En far er en, der giver liv. Jesus Kristus er som en far for os, fordi han kan give os udødelighed og evigt liv. Det betyder ikke, at han og vor himmelske Fader er den samme person. Læs Mosija 15:1-9, og se efter årsager til, at Jesus Kristus kan omtales som vor evige Fader.

Det kan være en hjælp at læse disse vers sammen som klasse. Hold pause efter visse vers for at påpege ord eller vendinger, der kan være en hjælp for eleverne at lægge mærke til, og for at give dem mulighed for at stille spørgsmål.

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret:

Som Abinadi belærte om, blev Kristus »undfanget ved Guds kraft« (Mosi 15:3) og har derfor Faderens kraft i sig. Udover dette guddommelige, direkte forhold handler Kristus også som Faderen i og med, at han er himlens og jordens skaber (se Mosi 15:4), Faderen til vores åndelige genfødsel og frelse og han er trofast i at ære sin Faders vilje – hvorfor han påberåber sig dennes magt – frem for sin egen vilje. (Jeffrey R. Holland, Christ and the New Covenant: The Messianic Message of the Book of Mormon, 1997, s. 183-184)

  • På hvilke måder er Jesus Kristus både Fader og Søn?

  • Hvorfor kan det være nyttigt for den person, I tænkte på, at vide dette om Jesus Kristus?

Eleverne kan tilskyndes til i klassen eller i små grupper at præsentere det, de har lært. Eleverne kan også opfordres til at dele budskabet derhjemme eller med den person, de tænkte på.