Seminar
Alma 2-3: Hvem vi vælger at adlyde


»Alma 2-3: Hvem vi vælger at adlyde«, Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2024

»Alma 2-3«, Mormons Bog – Lærerens hæfte

Alma 2-3

Hvem vi vælger at adlyde

Billede
en ung tænker over et skriftsted

Gennem skrifterne har profeter hele tiden advaret os om, at vi vil opleve konsekvenserne af vore handlinger, alt efter hvem vi vælger at følge. Efter en konflikt mellem nefitterne og amlicitterne belærte profeten Mormon for eksempel om, at de, der døde, ville »høste evig lykke eller evig elendighed i overensstemmelse med den ånd, som de valgte at adlyde, om det var en god ånd eller en ond« (Alma 3:26). Denne lektion kan hjælpe jer til bedre at forstå konsekvenserne af, hvem I vælger at følge i dette liv.

Forbered jer med målsætningen i tankerne. Brug tid på at overveje, hvilke oplevelser i klassen, der kan hjælpe eleverne til at »forstå og forlade sig på Jesu Kristi lærdomme og forsoning«. Præsident Russell M. Nelson har opfordret lærere til at »huske det formål hver dag, før I underviser jeres elever« (»Teaching Youth in the Day of the Wave«, (CES-transmission), 6. august 2013).

Elevforberedelse: Bed eleverne om at læse eller lytte til Alma 2-3, inden de kommer til lektionen. Lad dem tænke over, hvad de kan lære af beretningen i disse kapitler.

Mulige læringsaktiviteter

Hvad er historiens morale?

Overvej at bede eleverne om at tænke på historier eller fabler, der lærer os vigtige ting, og bed dem om at dele dem med klassen. Hvis det er nødvendigt, kan du bruge følgende eksempel. Hvis eleverne kender eksemplet, kan du overveje at bede dem om at fortælle historien med deres egne ord og finde frem til moralen eller lektien. Det vil hjælpe eleverne til at finde de principper, som Mormon havde til hensigt, at vi skulle lære af hans skrivelser.

  • Kan I komme i tanke om en historie eller en fabel, der lærer os en livslektie?

En klassisk fabel, der tilskrives den græske historiefortæller Æsop, er »Ulven kommer!« Historien fortæller om en ung hyrdedreng, der to gange narrede sine naboer til at tro, at en ulv angreb landsbyens fåreflok. Til drengens store fornøjelse skyndte flere landsbyboere sig for at tilbyde hjælp, blot for at opdage, at der ikke var nogen ulv. Til sidst angreb en rigtig ulv flokken. Men da drengen råbte om hjælp for tredje gang, kom ingen ham til undsætning.

  • Hvilken morale eller lektie kan vi lære af denne historie?

Under jeres studium af Mormons Bog, se da efter muligheder for at hjælpe eleverne til at genkende og udpege principper og moraler, som profeten Mormon har fremhævet.

Ligesom historier eller fabler ofte har en morale, lærer skrifterne os også vigtige lektier og illustrerer principper. En nyttig skriftstudiemetode, når I studerer Mormons Bog, er at lægge mærke til, hvornår Mormon tydeligt nævner sin hensigt med at medtage visse beretninger i optegnelsen. Han bruger ofte vendinger som »og således kan vi tydeligt skelne«, »således ser vi«, »sandelig, sandelig« eller »se«, for at lade os vide, at han fortæller os om principper og lektioner (se Alma 24:30; 30:60; 48:17; 62:41; Hel 3:27-28). At finde frem til de budskaber og sandheder, som Mormon fremhævede, kan hjælpe jer til at finde en personlig relevans. Det kan også øge effektiviteten af jeres studium af skriften.

Læs Alma 3:26-27, og se efter en sandhed, som Mormon ønskede, at vi lærte af beretningen i Alma 2-3. Overvej at markere det, I finder.

  • Hvad fandt I frem til?

Overvej at dele følgende oplysninger, hvis eleverne har brug for hjælp til at forstå de sandheder, der undervises om i Alma 3:26-27.

Som en hjælp til bedre at forstå dette skriftsted, så bemærk, at vendingen: »For enhver får løn af ham, som han vælger at adlyde«, opfordrer til, at vi forestiller os, at vi er ansatte, og at vi afgør, om vores arbejdsgiver er vor himmelske Fader eller Satan (se Alma 3:27). I denne sammenhæng betyder ordet vælger at hælde til eller vippe mod den ene eller den anden side. Derfor bliver de, der hælder til eller vipper til Satan, snart ansat af ham og modtager »evig elendighed« (Alma 3:26). Med tiden vil vores valg i livet afsløre, hvem vi har valgt som vores evige arbejdsgiver.

Det kan være nyttigt at skrive følgende sandhed på tavlen, så eleverne kan skele til den i løbet af lektionen.

En mulig sandhed fra Alma 3:26-27 er, at hvem vi vælger at adlyde i dette liv, afgør vores evige lykke eller elendighed.

Tænk på jeres liv, og hvem I vælger at adlyde. Stræber I efter at følge Jesus Kristus? Eller følger I en anden? Tænk over disse spørgsmål, mens I fortsætter jeres studium i dag.

Amlici søger at blive konge

I de første år af dommernes regeringstid stod Alma og hans folk over for en svær prøve på deres tro og lykke.

Læs Alma 2:1-12, og se efter den prøve, som nefitterne stod over for.

Overvej at medtage forslaget om religionsfrihed i afsnittet Supplerende læringsaktiviteter på dette tidspunkt i lektionen.

  • Hvad havde Amlici til hensigt at gøre, hvis han blev konge? (Se v. 4).

  • Hvordan reagerede nefitterne?

  • Hvordan viste nefitterne deres ønske om at følge Frelseren?

Valg og konsekvenser

Hjælp eleverne til at søge efter og fortælle om forskellige konsekvenser ved at følge Gud eller Djævelen. En måde at gøre det på er ved at skrive følgende diagram på tavlen og lade eleverne udfylde det. En anden mulighed er at forberede flere små stykker papir, før lektionen begynder, som repræsenterer penge eller »løn« (Alma 3:27). Medbring derefter to papirposer eller æsker, og skriv på den ene »Følg Gud« og på den anden »Følg Djævelen eller hans tjenere«. Giv hver elev mindst ét stykke papir, og lad halvdelen af klassen læse hver af de skriftstedsblokke, der står herunder. Når eleverne finder forskellige former for løn fra hver beretning, så bed dem om at skrive dem på deres papirstykker og lægge deres løn i den relevante beholder. Når eleverne er færdige, så læs flere af lønningerne højt. Overvej at bede eleverne om at fortælle om yderligere løn ved at følge Gud, som de har bemærket i deres eget eller andres liv.

Kopiér følgende diagram ind i jeres studiebog. Læs de følgende vers, og skriv, hvilken »løn« der kommer af at følge Gud eller Djævelen i den relevante kolonne.

»Løn af ham, som han vælger at adlyde« (Alma 3:27)

Følge Gud

Følge Djævelen eller hans tjenere

Alma 2:16-18, 26-31 (Alma og nefitterne)

Alma 3:4, 13-14, 18-19 (amlicitterne)

  • Hvad lægger I mærke til i disse to beretninger?

Bemærk: Den forbandelse, som både amlicitterne og lamanitterne oplevede, var en adskillelse fra Gud på grund af deres oprør og ulydighed (se 2 Ne 5:20-21). Mærket, som på det tidspunkt adskilte lamanitterne fra nefitterne, var, at »lamanitternes hud var mørk« (Alma 3:6). Det er vigtigt at huske, at mærkets art og udseende ikke kendes fuldt ud. Profeter i Mormons Bog og nutidige profeter har sagt, at det er forkert at håne eller se ned på folk på grund af deres hudfarve (se Jakob 3:9).

Afhængigt af dine elevers færdigheder kan du i stedet for at give dem de næste tre grupper af vers bede dem om at finde andre skriftsteder, der beskriver den »løn«, man får ved at følge Gud eller en anden. Du kan opfordre dem til at bruge mesterlæreskriftsteder.

Læs følgende skriftsteder, og tilføj det, I finder, til jeres diagram.

2 Nefi 2:27

Alma 30:60

Matthæus 11:28-30

Når eleverne er færdige med at udfylde deres diagram, så bed dem om at fortælle, hvad de har fundet frem til. Stil eleverne opfølgende spørgsmål som følgende eksempel på et, når de fortæller om det, der hjælper dem til at relatere det, de har fundet i skrifterne, til deres personlige liv.

Personlig anvendelse

  • Hvad har I observeret eller oplevet i livet, som har vist jer sandheden af princippet i Alma 3:26-27?

Tænk på valg, I træffer disse dage, der hjælper jer til at følge vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Hvordan vil de føre til evig lykke? Træffer I nogen valg, der kan føre jer væk fra Frelseren? Beslut, hvad I har brug for at gøre for at ændre jer. Overvej, hvordan vor himmelske Fader og Jesus Kristus kan velsigne og styrke jer, når I stræber efter at træffe de rette valg, der vil føre jer tilbage til dem.