Seminar
Alma 4: Anstødssten af stolthed


»Alma 4: Anstødssten af stolthed«, Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2024

»Alma 4«, Mormons Bog – Lærerens hæfte

Alma 4

Anstødssten af stolthed

Billede
Alma den Yngre forkynder i Gideon

Stolthed er mangel på ydmyghed og får mennesker til at føle sig hævet over eller i opposition til andre og Gud (se Guide til Skrifterne, »Stolthed«, scriptures.ChurchofJesusChrist.org). Tænk på den stolthed, I ser i verden i dag, og de negative virkninger det har på jer og dem omkring jer. Den stolthed og strid, som nogle medlemmer af Frelserens kirke udviste på Almas tid, fik Kirkens fremgang til at stagnere. Som følge deraf følte Alma sig inspireret til at træde tilbage som overdommer for at hellige sig forkyndelsen af Guds ord. Denne lektion kan hjælpe jer til at bruge Guds ord til at overvinde stolthed og strid.

Hjælp eleverne til at opdage evangeliske læresætninger og principper. Læresætninger og principper bør formuleres klart og koncist. De kan undervise eleverne om skrifternes relevans og om, hvordan beretninger og lærdomme fra skriften kan anvendes i deres hverdag. Forståelse af læresætninger og principper kan motivere eleverne til at lære og anvende evangeliske lærdomme.

Elevforberedelse: Bed eleverne om at møde forberedte på at fortælle om et skriftsted eller en udtalelse fra en kirkeleder om ydmyghed.

Mulige læringsaktiviteter

En anstødssten

På gulvet i klassens døråbning kan du tape et stykke papir fast med ordet »anstødssten« skrevet på. Spørg, hvor mange elever der kom til at træde på den, da de kom ind i klassen, før de bemærkede, at den var der. Hvis eleverne ønsker det, kan de også fortælle om oplevelser på et tidspunkt, hvor de faldt eller snublede.

Husk engang, hvor I faldt eller snublede. Kan I huske, hvad det var, der fik jer til at falde? I livet snubler vi sommetider over ting, der kan kaldes »anstødssten«. Det gør sig også gældende åndeligt.

Følgende foreslåede tegneøvelse kan udføres som klasse på tavlen. Eleverne kan også udføre den individuelt.

Billede
billede af klodser

Tegn nogle klodser, og navngiv dem med noget, der kan få de unge til at snuble åndeligt. Nogle kan for eksempel have svært ved at lytte til profeten eller holde visdomsordet.

Tænk på konsekvenserne ved at snuble over disse ting. Tænk over, hvorfor I har brug for Guds hjælp til at lægge mærke til, undgå og overvinde disse anstødssten.

Almas folk havde for nylig oplevet store tab i krigen med lamanitterne. På grund af deres trængsler blev de »vakt til erindring om deres pligt«, og mange mennesker blev døbt (se Alma 4:1-5). Men de nød ikke freden længe, fordi de begyndte at snuble åndeligt.

Læs Alma 4:6-8, og se efter, hvorfor mange kirkeledere var bekymrede.

Bed eleverne om at fortælle, hvad de har fundet frem til, og hjælp dem til at se, at stolthed kan være en åndelig anstødssten.

  • Hvorfor tror I, at kirkeledere var »dybt bedrøvede« (Alma 4:7) over folkets tiltagende stolthed?

Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) sagde:

Stolthed og hovmod er Zions store anstødssten. Jeg gentager: Stolthed og hovmod er Zions store anstødssten (Ezra Taft Benson, »Vogt jer for stolthed og hovmod«, Stjernen, juli 1989, s. 7)

Tegn en stor klods, der repræsenterer anstødsstenen af stolthed. Skriv svarene på følgende spørgsmål på blokken:

  • Hvordan tror I, at stolthed kan få nogen til at snuble åndeligt?

  • Hvordan forhindrer stolthed os i at blive mere som Frelseren?

Når I fortsætter med at studere Alma 4, så tænk over, hvordan stolthed kan være en anstødssten for jer, og hvad I kan gøre for at overvinde den.

Læs Alma 4:8-12, og se efter følgerne af stolthed i Kirken. Bemærk, at strid betyder sammenstød eller konflikt mellem uenige parter. Ondsindethed er at have ond hensigt eller adfærd.

Bed eleverne om på tavlen at skrive følgerne af stolthed i Kirken. Der bliver henvist til listen senere i lektionen. Hvis du har nok skriveredskaber, så lad flere elever komme op til tavlen på samme tid. Bed derpå eleverne om at svare på følgende spørgsmål:

  • Hvad var følgerne af stolthed i Kirken?

  • Hvordan er disse handlinger upassende for medlemmer af Frelserens kirke?

  • Hvordan blev de, der ikke er medlemmer af Kirken, påvirket?

Undgå stolthed og strid

Præsident Ezra Taft Benson sagde:

Det modsatte af stolthed er ydmyghed – sagtmodighed, underdanighed (se Alma 7:23). (Ezra Taft Benson, »Vogt jer for stolthed og hovmod«, Stjernen, juli 1989, s. 5)

Læs Alma 4:13-14, og se efter, hvad nogle kirkemedlemmer gjorde for at undgå stolthed og forblive trofaste.

Bed eleverne om at skrive Kirkens medlemmers ydmyge handlinger på tavlen.

  • Hvilke handlinger og holdninger i vers 13-14 minder jer om Jesus Kristus?

  • Hvordan kan udviklingen af disse holdninger og disse handlinger hjælpe os til at blive mere som ham?

  • Hvordan har I set andre efterleve disse kristuslignende holdninger eller handlinger, og hvordan påvirkede det jer?

Giv eleverne tid til for sig selv at tænke over enhver stolthed eller strid, der måtte eksistere i deres liv, og hvordan de kan følge Frelserens eksempel.

Alma indså, at han var nødt til at bruge tid på at hjælpe folket åndeligt. Han overgav dommersædet til Nefiha, mens han selv beholdt embedet som højpræst (se Alma 4:15-18).

Læs Alma 4:19, og se efter, hvad Alma vidste kunne »nedbryde« stolthed og strid blandt folket. I kan også se »Alma Preaches the Word of God« fra tidskode 00:36 til 01:59, som findes på ChurchofJesusChrist.orgChurchofJesusChrist.org.

  • Hvordan handlede Alma ligesom Jesus Kristus?

  • Hvad kan vi lære af Almas eksempel?

En sandhed fra Alma 4:19 er, at Guds ord og at høre det rene vidnesbyrd kan hjælpe os til at overvinde stolthed og strid.

Se efter, hvad præsident Ezra Taft Benson sagde om Guds ord i følgende udtalelse.

Guds ord, som findes i skrifterne, i de levende profeters ord, og som vi får i personlig åbenbaring, har kraft til at styrke de hellige og udruste dem med Ånden, så de kan modstå det onde, holde fast ved det gode og finde glæde i dette liv. (Ezra Taft Benson, »Ordets magt«, Stjernen, aprilkonferencen 1986, s.81).

  • Hvordan kan Guds ord samt det at bære det rene vidnesbyrd hjælpe os med at nedbryde stolthed og strid?

Bed eleverne om at vælge to eller tre af de følger af stolthed, som de skrev på tavlen tidligere, og giv dem tid til at studere i små grupper, hvordan de kan overvinde disse problemer.

Eleverne kan søge på emner som »Ydmyghed« i Guide til Skrifterne. Det kan også være en hjælp at vise dem, hvordan man søger i appen Evangelisk Bibliotek for at finde oplysninger.

Bed grupperne om at fortælle klassen, hvad de har lært, herunder hvordan vi bedre kan behandle andre, som Frelseren ville gøre. Alternativt kan de, efter de har studeret, skrive en kort tale om problemer med stolthed og strid.

Tilskynd eleverne til at følge enhver tilskyndelse, de har modtaget om, hvordan de kan anvende det, de har lært i denne lektion.

  • Nedskriv to eller tre problemer, der skyldes stolthed og strid.

  • Nedskriv skriftsteder og nutidige profeters lærdomme, som I føler kan hjælpe med disse problemer.

  • Find frem til, hvorfor eller hvordan de ting, I har nedskrevet, vil hjælpe jer til at behandle andre, som Frelseren ville gøre.

Prøv at lægge mærke til og genkende tilskyndelser fra Helligånden til, hvordan I kan anvende det, I har lært i denne lektion. Se efter muligheder for at følge op på disse indtryk.