Seminar
Alma 47-48: Amalikija og Lehonti


»Alma 47-48: Amalikija og Lehonti«, Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2024

»Alma 47-48«, Mormons Bog – Lærerens hæfte

Alma 47-48

Amalikija og Lehonti

Billede
person står på toppen af et bjerg

Har I nogensinde hørt nogen sige: »En gang skader ikke«, »Bare en lille smule« eller »Det er ikke så slemt, vel«? Når vi giver efter for Satans fristelser blot en lille smule, giver vi ham magt over os. I Alma 47 lærer vi om en mand ved navn Lehonti, der kun gav lidt efter for sin fjende og havnede i meget farlige og tilmed dødbringende omstændigheder. Denne lektion kan hjælpe jer til at modstå Satans forsøg på at få magt over jer.

Hjælp eleverne til at være aktive i læringsprocessen. Når du underviser, så se efter, hvordan du kan hjælpe eleverne til at være aktive i læringsprocessen. Stil for eksempel åbne spørgsmål, der tilskynder til eftertænksomme svar, og lav aktiviteter, der opmuntrer til engagement, såsom at tegne eller skrive.

Elevforberedelse: Bed eleverne om at læse 2 Nefi 28:7-8, 21-22 og tænke på eksempler på, hvordan Satan anvender disse taktikker i vore dage.

Mulige læringsaktiviteter

Lokkemad

Før du giver følgende forklaring, kan du overveje at vise et billede af en fiskestang med lokkemad og bede eleverne om at fortælle, hvad de ved om formålet med lokkemad til fisk.

Billede
fiskestang og lokkemad

Lokkemad til fisk er en slags madding, der bruges til at fange fisk. Lokkemad tiltrækker fiskens opmærksomhed og kan lokke fiskene til at prøve at bide i den. Når fiskene har bidt på krogen, kan den fanges.

Præsident M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har fortalt om ligheder mellem lokkemad til fisk og Satans fristelser. I kan eventuelt se »O That Cunning Plan of the Evil One [O, hvor snedig er ikke den Ondes plan, Liahona, nov. 2010]« fra tidskode 0:43 til 2:30, som findes på ChurchofJesusChrist.org, for at lære om de sammenligninger, han lavede.

  • Hvilke lokkemidler bruger Satan til at lokke os til at synde?

    Eleverne kan finde frem til, hvordan Satan prøver at få sine fristelser til at virke tiltalende, såsom at give midlertidig tilfredsstillelse eller gøre os populære eller få os til at føle, at der ikke er nogen fare ved at synde.

  • Hvorfor vil I modstå disse lokkemidler?

  • Hvad kan gøre det svært at modstå fristelse?

I kan måske huske, at Amalikija og en gruppe nefitter, der havde skilt sig ud, forsøgte at omstyrte nefitternes frihed og tilintetgøre Guds kirke (se Alma 46:10). Da Amalikija var blevet stoppet af Moroni og andre nefitter, flygtede han til lamanitterne og forsøgte at opildne dem mod nefitterne (se Alma 46:29-33; 47:1).

I dag vil I lære om Amalikijas yderligere forsøg på at få magt. Mange af hans taktikker ligner de taktikker, Satan anvender mod os i dag. Når I studerer, så se efter sandheder, der kan hjælpe jer til at undgå de lokkemidler, Satan bruger i sine forsøg på at skade jer.

Amalikija forsøger at blive lamanitternes konge

Det kan være nyttigt at henvise eleverne til trinene til at anvende skrifterne på sig selv, som de lærte i lektionen »Alma 43, 48-50«. Eleverne kan øve sig i at bruge disse trin, når de studerer denne beretning.

Læs Alma 47:1-8, og se efter, hvad Amalikijas planer var, da han gik blandt lamanitterne.

  • Hvad gjorde Amalikija for at få indflydelse og magt blandt lamanitterne?

  • Hvordan minder Amalikijas mål om Satans? (Se 2 Ne 26:22).

  • Hvordan adskiller vor himmelske Faders mål for jer sig fra Satans? (Se Moses 1:39). Hvorfor er dette vigtigt at huske?

Den gruppe lamanitter, der nægtede at drage ud for at kæmpe mod nefitterne, blev ledt af en mand, der hed Lehonti.

Læs Alma 47:9-12, og se efter, hvad Amalikija blev befalet at gøre.

Overvej at tegne følgende diagram på tavlen for at hjælpe eleverne til at visualisere den situation, der er beskrevet i disse vers.

Når eleverne har læst vers 11, kan du spørge: »Hvorfor kan det have været uklogt at komme ned til foden af bjerget for at mødes med Amalikija?« De kan så læse vers 12 og se efter, hvad Amalikija gjorde anderledes den fjerde gang, han forsøgte at lokke Lehonti til at mødes med ham.

For at illustrere Amalikijas ændrede tilgang kan du tilføje pile til diagrammet på tavlen for at afspejle, at Amalikija næsten gik op på toppen af bjerget, samt hans anmodning om, at Lehonti kun kom lidt ned.

Billede
Repræsentation af Lehonti og Amalikija på bjerget Antipas.
  • Hvilke årsager kan der være til, at Lehonti overvejede at tage imod Amalikijas sidste opfordring i vers 12?

  • Hvad ville I have fortalt Lehonti, hvis I havde været i hans hær, og han havde søgt jeres råd om, hvorvidt I skulle møde Amalikija? Hvorfor?

Læs Alma 47:13-19, og se efter, hvordan Lehonti reagerede på Amalikijas vedholdende indsats, og hvad der skete som følge deraf.

  • Hvordan ligner Amalikijas manøvrer de manøvrer, som Satan anvender for at tilintetgøre os? (Se om nødvendigt 2 Ne 28:7-8, 21-22).

Som svar på det foregående spørgsmål kan eleverne påpege, at Satan er vedholdende, bedragerisk, snedig og hensynsløs. Ligesom Amalikija kan Satan forsøge at overtale os til gradvist at sænke vores standarder og sætte os selv i situationer, der gør os sårbare over for hans angreb. Overvej at bede eleverne om at markere vendingen »komme ned«, hvor end den forekommer i Alma 47:10-13. Hvilken sandhed kan I lære af denne beretning om faren ved at give efter for Satans fristelser, bare en lille smule?

Jeres kamp mod Satan

En sandhed, vi kan lære af denne beretning, er, at hvis vi giver efter for Satans fristelser bare en lille smule, så giver vi ham større indflydelse til at lede os på afveje.

Tænk over, hvordan I har set denne sandhed demonstreret i jeres eller andres liv. Følgende aktivitet kan hjælpe jer til at se nogle af de måder, hvorpå Satan kan prøve at gøre jer sårbare over for hans fristelser, og hvordan Frelseren kan beskytte jer mod disse fristelser.

Overvej at udføre denne aktivitet på tavlen som klasse. Alternativt kan du vise instruktionerne til aktiviteten og placere eleverne i små grupper, hvor de samarbejder om den. Hver gruppe kan derefter dele deres billede med resten af klassen.

Som forberedelse til denne aktivitet kan du bruge videoudtalelser af søster Elaine S. Dalton og præsident Henry B. Eyring i afsnittet »Kommentar og baggrundsinformation«.

  • Trin 1: Tegn en teenager, der står på toppen af et bjerg. Skriv for foden af bjerget fristelser eller taktikker, som Satan bruger for at prøve at få os til at »komme bare lidt ned«, så han kan få magt over os. Sørg for at efterlade plads mellem teenageren og de fristelser, I nævner, så I har plads til trin 2.

  • Trin 2: Skriv på toppen af bjerget nogle af de hjælpekilder eller lærdomme, som Herren har givet os, der kan beskytte os mod Satans fristelser. (Overvej for eksempel at studere nogle få af følgende vers: 1 Ne 15:24; Hel 5:12; L&P 10:5; 11:12-13; 20:22; 87:8).

Læg en plan

Tænk over, hvordan de sandheder, I har studeret i dag, kan anvendes i jeres liv. Overvej at nedskrive jeres svar på følgende spørgsmål:

Vis følgende spørgsmål og giv eleverne tid til at skrive deres svar i deres studiebog.

  • Hvornår har I modstået Satans fristelser ved at bruge de redskaber, Herren har givet jer?

  • Hvordan vil I stræbe efter at blive bedre til at søge Guds hjælp til at modstå Satans fristelser?

Bed frivillige om at give deres svar på det første spørgsmål. Nævn, at de ikke bør fortælle noget, der er for personligt eller helligt.

Tilskynd eleverne til at modstå Satans fristelser ved at handle på de tanker og indtryk, de har skrevet i deres dagbog. Bær vidnesbyrd om Frelserens kraft til at hjælpe dem.