Kom og følg mig
12.-18. oktober. 3 Nefi 20-26: »I er pagtens børn«


»12.-18. oktober. 3 Nefi 20-26: ›I er pagtens børn‹«, Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: Mormons Bog, 2020, 2020

»12.-18. oktober. 3 Nefi 20-26«, Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: 2020

Billede
Kristus viser sig for nefitterne

Illustration af Kristus, der viser sig for nefitterne af Andrew Bosley

12.-18. oktober

3 Nefi 20-26

»I er pagtens børn«

Når Jesus talte om skrifterne, brugte han også ordet gransk (se 3 Ne 20:11; 23:1, 5). Når du læser 3 Nefi 20-26, hvad vil du så granske efter?

Nedskriv dine indtryk

Når du hører folk bruge udtryk som Israels hus, føler du så, at de taler om dig? Nefitterne og lamanitterne var Israels bogstavelige efterkommere – deres historie begyndte endda i Israel –men for nogle af dem, må Jerusalem have syntes som »et land, der er langt borte, et land som vi ikke kender« (Hel 16:20). Ja, de var »en gren af Israels træ«, men de var også »borte fra [dens] stamme« (Alma 26:36; se også 1 Ne 15:12). Men, da Frelseren viste sig for dem, ville han gerne have, at de vidste, at de ikke var borte for ham. »I er af Israels hus,« sagde han, »og I er med i den pagt« (3 Ne 20:25). Han kan sige noget lignende til jer i dag, for enhver, der er døbt og indgår pagter med ham, er af Israels hus og »er med i den pagt«, lige meget hvem du stammer fra, eller hvor du bor. Med andre ord, når Jesus taler om Israels hus, så taler han om dig. Instruktionerne om at velsigne »alle jordens stammer« er til dig (3 Ne 20:27). Opfordringen om at »vågn[e] op igen, og ifør[e] dig din styrke« er til dig (3 Ne 20:36). Og hans dyrebare løfte: »Min godhed skal ikke vige fra dig, ej heller skal min fredspagt fjernes« er til dig (3 Ne 22:10).

Billede
personligt studieikon

Forslag til personligt skriftstudium

3 Nefi 20-22

I de sidste dage vil Gud udføre et stort og forunderligt værk.

Frelseren gav skaren nogle bemærkelsesværdige løfter og profeterede om fremtiden for sit pagtsfolk – og det omfatter dig. Som præsident Russell M. Nelson har sagt: »Vi er en del af Herrens pagtsfolk. Vi har privilegiet selv at være en del af disse løfters opfyldelse. Hvor er det en spændende tid at leve i!«(»Indsamlingen af det spredte Israel«, Liahona, nov. 2006, s. 79).

Se efter profetier om de sidste dage i Frelserens ord i 3 Nefi 20-22. Hvilke af disse profetier, synes du, er særligt spændende? Hvad kan du gøre for at være med til at opfylde profetierne i disse kapitler?

Bemærk, at 3 Nefi 21:1-7 indikerer, at fremkomsten af Mormons Bog (»dette« i vers 2 og 3) er et tegn på, at Guds løfter allerede er begyndt at blive opfyldt. Hvad er disse løfter, og hvordan hjælper Mormons Bog med at opfylde dem?

Se også Russell M. Nelson, »Zions ungdom« (verdensomspændende foredrag for unge, 3. juni 2018), broadcasts.ChurchofJesusChrist.org.

3 Nefi 20:10-12; 23; 26:1-12

Frelseren ønsker, at jeg gransker profeternes ord.

Jesu ord og handlinger i disse kapitler afslører, hvordan han har det med skrifterne. Hvad lærer du om skrifterne i 3 Nefi 20:10-12, 23 og 26:1-12? Hvad finder du i disse vers, som inspirer dig til at »granske det flittigt«? (3 Ne 23:1).

3 Nefi 22; 24

Gud er barmhjertig mod dem, der vender tilbage til ham.

I 3 Nefi 22 og 24 citerer Frelseren Esajas’ og Malakias’ ord, der er fulde af levende billeder og sammenligninger – farverige grundvolde, kul i ilden, renset sølv, himlens vinduer. Det kunne være interessant at lave en liste med dem. Hvad lærer de dig hver især om Guds forhold til sit folk? 3 Nefi 22:4-8 sammenligner for eksempel Gud med en ægtemand og hans folk med en hustru. Når du læser om disse billeder kan det får dig til at tænke på dit eget forhold til Herren. Hvordan er løfterne i disse kapitler blevet opfyldt i dit liv? (Se især 3 Ne 22:7-8, 10-17; 24:10-12, 17-18).

3 Nefi 25:5-6

Mit hjerte bør vende sig til mine forfædre.

Profeten Elias’ lovede tilbagekomst er ivrigt blevet ventet af jøder over hele verden i århundreder. Sidste dages hellige ved, at profeten Elias er vendt tilbage, da han viste sig for Joseph Smith i templet i Kirtland i 1836 (se L&P 110:13-16). Arbejdet med at vende hjerter til fædrene – tempeltjeneste og slægtshistorie – er godt på vej. Hvilke oplevelser har du haft, der har hjulpet dig til at vende dit hjerte til dine forfædre?

Billede
familiestudiumikon

Forslag til familieskriftstudium og familieaften

Når du læser i skrifterne sammen med din familie, kan Ånden hjælpe dig til at vide, hvilke principper du skal lægge vægt på og drøfte med din familie for at møde deres behov. Her er nogle forslag.

3 Nefi 22:2

Når I har læst disse vers, kan I eventuelt lave et hjemmelavet telt og tale om, hvordan Kirken er ligesom et telt i ødemarken. Hvad menes der med: »Gør [dets] teltreb lange og forstærk [dets] stave«? Hvordan indbyder vi andre til at finde »ly« i Kirken? (Se videoen »Welcome« på ComeUntoChrist.org).

3 Nefi 23:6-13

Hvis Frelseren skulle gennemgå de optegnelser, som vores familie har ført, hvilke spørgsmål ville han så stille os? Er der nogle vigtige begivenheder eller åndelige oplevelser, som vi bør optegne? Nu vil være et godt tidspunkt til at begynde eller føje til en familieoptegnelse og sammen tale om, hvad der skulle være i den. Det kan være, at de yngste i familien, vil synes om at dekorere jeres optegnelse med fotos eller tegninger. Hvorfor er det vigtigt at nedskrive vores families åndelige oplevelser?

3 Nefi 24:7-18

Hvordan har vi oplevet velsignelserne ved at betale tiende, som der blevet lovet i disse vers? Ældste David A. Bednars budskab »Himlens vinduer« (Liahona, nov. 2013, s. 17-20) kan hjælpe din familie til at se disse velsignelser.

3 Nefi 25:5-6

Hvordan vil du hjælpe din familie til at vende deres hjerte til deres fædre? Du kan eventuelt give din familie til opgave at lære om en af jeres forfædre og fortælle resten af familien om det, de har lært (se FamilySearch.org). Eller I kan arbejde sammen om at finde en forfader, der har brug for tempelordinancer og planlægge en tur, så I kan udføre disse ordinancer.

Find flere ideer til, hvordan man kan undervise børn i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Primary.

Gør undervisningen bedre

Efterlev dit vidnesbyrd. »I underviser i det, I er,« sagde ældste Neal A. Maxwell. »Jeres karaktertræk huskes bedre … end en bestemt sandhed i en bestemt lektion« (»But a Few Days«, tale til CES-undervisere, 10. sep. 1982, s. 2). Hvis du gerne vil undervise om et evangelisk princip, så gør dit bedste for at efterleve det.

Billede
Jesus læser de nefitiske optegnelser sammen med Nefi.

Tag optegnelserne frem, af Gary L. Kapp