Kom og følg mig
16.-22. marts. Jakob 5-7: »Herren arbejder med os«


»16.-22. marts. Jakob 5-7: ›Herren arbejder med os‹«, Kom og følg mig – Søndagsskolen: Mormons Bog, 2020, 2020

»16.-22. marts. Jakob 5-7«, Kom og følg mig – Primary: 2020

Billede
Mænd arbejder i en lund med oliventræer

Allegorien om oliventræet, af Brad Teare

16.-22. marts

Jakob 5-7

Herren arbejder med os

Studér, overvej og bed om at vide, hvordan du bedst kan undervise børnene om sandhederne i Jakob 5-7. Nedskriv alle de indtryk, du modtager.

Nedskriv dine indtryk

Billede
deleikon

Del med hinanden

Indled en samtale om budskaberne i Jakob 5-7 ved at bede børnene om at tale om ting i deres liv, der får dem til at føle vor himmelske Faders og Jesu Kristi kærlighed. Hvordan viser vi vores kærlighed til andre?

Billede
undervisningsikon

Undervis i læren: yngre børn

Jakob 5

Missionærer tjener vor himmelske Faders børn.

Tænk over, hvordan du kan fortælle allegorien om oliventræerne på en måde, som børnene forstår.

Mulige aktiviteter

  • Vis et billede af et træ, eller gå en tur udenfor for at se på et træ, og gennemgå kort hovedpunkterne i allegorien om oliventræerne i Jakob 5. Eksempel: Vingårdens Herre (som kunne repræsentere Jesus) arbejdede meget hårdt for at passe sine oliventræer (som kunne repræsentere menneskene på jorden), fordi han holdt så meget af dem. Han tilkaldte arbejdere (som kunne repræsentere missionærer) for at hjælpe med at passe træerne. Vælg et eller to vers i Jakob 5, du vil læse for børnene (fx vers 71-72).

  • Spørg, om de kender nogen, der har været på mission, eller tal om en, du kender. Hjælp dem til at finde de steder på et kort, hvor disse missionærer var på mission. Forklar, at Jakob sammenlignede verden med en gruppe oliventræer. Træerne er ligesom mennesker på jorden, og pasningen af disse træer er det samme, som det missionærerne gør for Guds børn. Hvad gør missionærer for at velsigne vor himmelske Faders børn? Led sammen efter nogle svar på dette spørgsmål i en sang, fx »Kaldet til at tjene« (Børnenes sangbog, s. 94-95). Hvordan kan vi være ligesom missionærer?

Billede
seniorpar ved en computer sammen med andre

Missionering er en måde, hvorpå vi kan hjælpe Guds børn med at vende tilbage til ham.

Jakob 6:5

Min himmelske Fader elsker mig.

Hvordan kan du undervise din klasse om, at Gud elsker alle sine børn og strækker sin »barmhjertigheds arm« ud mod dem?

Mulige aktiviteter

  • Bed børnene om at give sig selv et kram. Hvordan føles det, når en, vi elsker, giver os et kram? Læs Jakob 6:5 for børnene, og forklar, at udtrykkene »[Gud] holder fast ved jer« og »hans barmhjertigheds arm er strakt ud mod jer« lærer os, at vor himmelske Fader elsker os og ønsker, at vi en dag kommer tilbage til ham.

  • Syng en sang sammen om kærlighed, fx »Min Frelser elsker mig« (Børnenes sangbog, s. 42-43). Bed dem om at nævne ting, der hjælper dem til at mærke Frelserens kærlighed.

Jakob 7:1-23

Jeg kan forsvare det, som jeg ved er sandt.

Jakob er et fremragende eksempel på en, hvis faste vidnesbyrd hjalp ham til at forsvare sandheden, da han mødte modstand.

Mulige aktiviteter

  • Fortæl historien om Jakob og Sherem (Jakob 7:1-23) på en måde, som børnene forstår. Du kan anvende »Kapitel 10: Jakob og Sherem« (Historier fra Mormons Bog, s. 27-29). Fortæl derpå historien igen, men giv denne gang børnene mulighed for at supplere med detaljer. Spørg dem, hvad de lærer af Jakob. Hvordan kan vi følge hans eksempel?

  • Lad børnene synge en sang om at vælge det rigtige, fx »Vælg altid ret« eller »Sand og tro« (Børnenes sangbog, s.80, 81). Bed dem om at rejse sig, hver gang de synger ord som ret eller tro/sand.

Billede
undervisningsikon

Undervis i læren: ældre børn

Jakob 5

Herren holder af sit folk.

Jakob fortalte allegorien om oliventræerne for at opfordre sit folk til at komme til Kristus. Den kan opfylde det samme formål for de børn, du underviser.

Mulige aktiviteter

  • Læs og forklar børnene nøglevers, der sammenfatter allegorien om oliventræerne, fx Jakob 5:3-4, 28-29, 47 og 70-72, og lad dem tegne billeder af det, disse vers beskriver. Hvad lærer vi i disse vers om, hvordan Herren har det med sit folk? Bed dem om at lade som om, de passer et oliventræ, mens du kort sammenfatter vers 61-71 (de kan lade som om de graver, vander og så videre). Lad et par børn læse Jakob 5:11, 41, 47 og 72 og se efter ting, der viser, hvor meget vingårdens Herre (Jesus Kristus) holdt af træerne. Hvad gør Frelseren for at vise, at han holder af os?

  • Lav en liste over nogle af symbolerne i Jakob 5 på tavlen, fx vingården, vingårdens Herre, tjeneren og oliventræerne. Lav derefter endnu en liste i tilfældig rækkefølge på det, disse symboler kan repræsentere, fx verden, Frelseren, kirkeledere eller missionærer og Guds folk. Læs sammen vers i Jakob 5, der nævner disse symboler, og hjælp børnene til at tegne streger på tavlen mellem symbolerne og deres mulige betydning (se fx vers 3-4, 28-29, 47, 70-72).

Jakob 6:4-5

Min himmelske Fader elsker mig og vil tilgive mig, når jeg omvender mig.

Det er vigtigt at hjælpe de børn, du underviser, til at forstå, at Gud elsker dem og altid vil tilgive dem, når de oprigtigt omvender sig.

Mulige aktiviteter

  • Lav en oversigt på tavlen med to kolonner med overskrifterne Vor himmelske Fader og Os. Læs Jakob 6:4-5 sammen, og bed halvdelen af klasse om at se efter udtryk, der gælder for Gud, og den anden halvdel om at se efter udtryk, der gælder for os. Skriv det, de finder ud af, i den rigtige kolonne. Hjælp dem til at definere ord, de ikke forstår.

  • Fortæl ældste Allen D. Haynies historie om at blive beskidt i et mudderhul i hans tale »Husk, til hvem vi har sat vores lid« (Liahona, maj 2015, s. 121-122). Hvad lærer denne historie os om, hvad vi er nødt til at gøre for at blive frelst i Guds rige? Hvad lærer vi ellers af Jakob 6:4-5?

Jakob 7:1-23

Jeg kan forsvare det, som jeg ved er sandt.

Hvordan kan du inspirere børnene til at forsvare sandheden, ligesom Jakob gjorde?

Mulige aktiviteter

  • Lad børnene rollespille optrinnet mellem Jakob og Sherem ved at bruge Jakob 7:1-23 som vejledning. Lad børnene tale om deres yndlingsdel i historien. Hvordan stod Jakob for det, han vidste var det rigtige? Bed dem om at fortælle om en oplevelse, hvor de stod for det rigtige, eller fortæl om en af dine egne.

  • Lad dem synge en sang om at vælge det rigtige, fx »Vælg altid ret« eller »Sand og tro« (Børnenes sangbog, s. 80, 81). Del dem op i grupper, og bed dem om at lave et inspirerende banner eller plakat, der repræsenterer noget, som de står for eller tror på.

Billede
læringsikon

Tilskynd til at lære derhjemme

Opmuntr børnene til at tænke på, hvordan de kan hjælpe deres familie til at føle Frelserens kærlighed, fx ved at forklare det, de har lært om, hvor meget vingårdens Herre holdt af sine oliventræer.

Gør undervisningen bedre

Børn kan godt lide at fortælle andre, hvad de har lært. Selv om de ikke er så gamle, kan de være en styrke for deres familie. Tilskynd dem til at fortælle deres familie om de ting, de lærer i Primary. (Se Undervisning på Frelserens måde, s. 30).