Noget, jeg ikke havde forventet

Da jeg gik i gymnasiet, begyndte jeg at komme sammen med en ung mand, som min familie ikke syntes om. På grund af deres modvilje mod ham, blev jeg vred på mine søskende og hadefuld over for mine forældre. Desværre var jeg overbevist om, at de ikke anede, hvad der gavnede mig bedst. Det vidste kun jeg selv. Hvorfor havde de så meget imod min kæreste? Ja, vel sagde han grimme ting til mig. Men jeg troede, at han sårede mig, fordi han elskede mig. Jeg følte ikke, at der var andre end ham, der virkelig holdt af mig.

Det nedbrydende forhold ændrede på mine følelser og synspunkter. Det ene øjeblik var jeg vred på alt og alle, og det næste øjeblik var jeg skuffet over mig selv. Jeg holdt mig langt væk fra Kirken, undgik alle, der virkelig elskede mig, og holdt mig langt væk fra alt åndeligt, især god musik. Jeg var ked af det, men det ville jeg ikke indrømme.

Mens jeg kæmpede med min tilværelse og hele min omgangskreds, bad min violinlærer mig om hjælp. Hun var musikleder i Primary i sin menighed, og de planlagde et særligt nadvermøde, som omfattede primarysange. Min lærer spurgte, om jeg var villig til at spille violin til et par af sangene. Jeg havde ikke lyst, men jeg sagde alligevel ja. Da hun rakte mig noderne, kiggede jeg på titlerne. Den sidste sang var: »Jeg er Guds kære barn« (Salmer og sange, nr. 195).

Jeg var ikke særlig begejstret, for jeg kendte musikkens styrke. Men jeg begyndte alligevel at øve mig på sangene, mens jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at afvise Ånden – lige fra at tænke på, hvor meget jeg hadede min familie til at skyde sangene ud af mit sind, når jeg ikke øvede mig på dem.

Da det endelig blev tid til nadvermødeprogrammet, glædede jeg mig til at få det overstået. Under programmet kæmpede jeg for at ignorere Ånden, men da det blev tid til den sidste sang, gjorde min violinlærer noget, som jeg ikke havde forventet. Hun vendte sig og opfordrede menigheden til at synge med.

Jeg førte violinbuen til strengene og slog den første tone an. Ånden ramte mig med så stor kraft, at tårerne begyndte at løbe ned ad mine kinder, inden vi var nået til slutningen af anden strofe. Ånden sagde, at jeg skulle lytte til teksten og huske på, at jeg var Guds kære barn, at jeg altid ville betyde noget særligt for ham, og at jeg ikke havde brug for en grov kæreste. Jeg havde brug for ham.

Lyden af alle de stemmer – unge og gamle – der sang salmens enkle ord, hjalp mig til at høre og forstå hans ord, min families ord og Kirkens lederes ord. Musikken var min svaghed. Min himmelske Fader vidste, at musik var vejen til mit hjerte. Det var mig, der skulle ændre mig, ikke min familie.

Herren kender og forstår musikkens kraft (se L&P 25:12). Den kan opløfte os og åbne vores hjerte og sind for Ånden. Jeg vil altid være taknemlig for musikken og den ånd, som den beriger mit liv med den dag i dag.