2008
Kirkens reaktion på katastrofer viser hurtighed og fleksibilitet
Januar 2008


Kirkens reaktion på katastrofer viser hurtighed og fleksibilitet

Et jordskælv i Peru og en orkan i Mexico i løbet af nogle få dage viste den hurtighed og fleksibilitet, som Kirkens reaktion på katastrofer frembringer.

»Disse to katastrofer har vist, at lokale kirkeledere har ressourcerne og evnen til at reagere på øjeblikkelige behov ved at købe og opbevare nødhjælpsforsyningerne lokalt,« sagde Dennis Lifferth, leder for velfærdstjenesten ved Kirkens hovedsæde i Salt Lake City.

Umiddelbart efter jordskælvet på 8.0 i Peru i august 2007 – det mest dødbringende jordskælv, som har ramt landet i de sidste 35 år – begyndte lokale ledere at bedømme alle peruvianeres presserende behov, ikke blot for sidste dages hellige, i den hårdtramte havneby Pisco.

Mens et 747-fragtfly læsset i Salt Lake City med livsvigtigt medicin, kirurgiske instrumenter, madforsyninger til familier, hygiejnekit og presenninger var på vej til Peru, ledte ældste Walter F. González fra De Halvfjerds’ Præsidium, daværende præsident for Det Vestlige Område i Sydamerika, lokalt indkøbet af mad og åbnede fire kirkebygninger som tilflugtssteder.

To dage efter jordskælvet repræsenterede ældste González Kirken ved en ceremoni, hvor 8.000 tæpper blev skænket til Pilar Nores de García, Perus førstedame, for at blive omdelt til de peruvianere, der var ramt af jordskælvet.

Hurtigt efter jordskælvet nærmede en ny trussel sig Mexico. Orkanen Dean forventedes at ramme Cancun, så lokale kirkeledere begyndte at oplagre mad, vand og udstyr i en bygning nær det forventede sted, hvor orkanen ville gå i land. Da stormen skiftede retning og truede halvøen Yucatán, flyttede kirkelederne forsyninger til en anden bygning i Chetumal. Idet orkanen begyndte sin vej tværs over landet, blev en tredje bygning fyldt med nødhjælp.

Teknologi har spillet en vigtig rolle i forberedelsen på katastrofer, forklarede Rick Foster, leder for velfærdstjenestens administrative afdeling ved Kirkens hovedsæde. Nu mere end nogensinde før kan katastrofer forudsiges – sommetider selv det præcise sted for katastrofen.

»Denne information giver kirkeledere, medarbejdere og frivillige, der bor i de truede områder, mulighed for at begynde processen med indkøb af forsyninger og at flytte folk til tilflugtssteder,« sagde bror Foster.