Bånd, der binder

»Arrgg … det kan ikke være rigtigt!« sagde Ryan til sit spejlbillede. Han så på den slatne ende af slipset. Han havde en halv time til at finde ud af det. Hvor svært kunne det være?

Mor bankede på badeværelsesdøren. »Ryan« sagde hun stille.

»Kom ind,« sukkede han.

Mor smilede til ham, da hun åbnede døren. »Hvordan går det?«

»Ikke særligt godt,« svarede han. »Jeg ville ønske, at jeg kunne få det til at se ud ligesom fars.«

Mor skar en hurtig grimasse. Ryan fortrød, at han havde sagt noget om far, men han kunne bare ikke lade være.

Mor prøvede at flette slipsets ender sammen. »Tror du, at vi kan få noget hjælp af Spejderhåndbogen?« Hun gik ud for at finde den.

Ryan syntes, at det var latterligt, at han var blevet 12 år og stadig ikke selv kunne binde slips. Far plejede at binde det for ham. Men nu var far og mor skilt, og far boede i den anden ende af byen.

Mor dukkede op igen med den opslåede håndbog. »Må jeg prøve?« spurgte hun.

»Ja, værsgo,« sagde Ryan og forsøgte at lyde venlig. Mor var kvik, men hun var bestemt ikke kendt for sine færdigheder som knudebinder.

Mor bandt noget, der mest af alt lignede et origamiprojekt, hvorefter hun løsnede silkeslipset og begyndte forfra. Efter endnu en fiasko sukkede hun dybt.

Pludselig kom Ryans storesøster Katie stormende ud på badeværelset. »Ryan! Hvad er der i vejen med dit slips?« spurgte hun, som om det var en form for muteret væsen.

»Ikke noget!« sagde mor og rettede på slipset. »Alt.«

»Jeg kommer for sent,« sagde Ryan og prøvede at lyde rolig. Men han var ikke rolig. Det var første søndag, han skulle omdele nadveren, efter at han var blevet ordineret til diakon, og hans slips så frygteligt ud.

»Du kan ikke omdele nadveren sådan der,« sagde Katie.

Mor skubbede forsigtigt Katie ud fra badeværelset og kom så tilbage igen. »Jeg har en idé,« sagde hun.

Ryan stirrede tvivlende på hende.

»Hvad om du løb hen til kirken i god tid og bad biskoppen om hjælp?«

Biskoppen? Hvor pinligt! Ryan tænkte, at han hellere ville blive hjemme, end at træde ind i kirken med slipset i hånden og gå hen til biskoppen for øjnene af alle de andre.

»Jeg er sikker på, at han hele tiden hjælper Peter med at binde sit slips,« sagde mor.

Peter var biskoppens søn. »Det tvivler jeg på,« sagde Ryan. Han kiggede i spejlet og skar en grimasse, mens han hev i slipset.

Da Ryan nåede frem til kirkedøren, var han rød i hovedet af skam. Hvad ville de andre drenge ikke tænke, hvis de så ham bede biskoppen om hjælp? Hvorfor kunne hans mor ikke gøre det for ham. Han overvejede at vende om. Så var der noget stille, men stærkt, der sagde, at han bare skulle gå ind i kirkesalen, så skulle det hele nok ordne sig.

Han tog en dyb indånding og gik ind ad døren. Han var kommet i god tid, så kirkesalen var næsten tom, bortset fra organisten og nogle få mennesker, som sad oppe foran. Og der sad biskop Anderson med bøjet hoved og læste i skrifterne. Lige i det øjeblik kiggede biskoppen op og fik øje på Ryan. Han lagde skrifterne fra sig og kom ned ad midtergangen. Han strakte hånden frem.

»Velkommen, Ryan. Glæder du dig til at omdele nadveren i dag?« spurgte han.

»Øh, jeg har et lille problem,« sagde Ryan.

»Bare rolig. Alle er nervøse første gang. Jeg trådte en dame over tæerne, da jeg var på din alder. Det skal nok gå godt.«

»Nej,« sagde Ryan og holdt slipset frem.

»Nåh. Kom med mig,« sagde biskoppen.

De trådte begge to ud i forhallen. Biskoppen viste Ryan, hvordan han skulle sno stoffet, og inden Ryan fik tænkt sig om, havde han et flot bundet slips. Biskop Anderson gjorde ikke nar ad ham eller så på ham, som om det var noget, han burde kunne. Han opførte sig heller ikke, som om han havde ondt af Ryan.

»Jeg er glad for, at du bad mig om hjælp med det,« sagde biskop Anderson, mens de gik tilbage til kirkesalen.

Ryan nikkede. Han var stadig lidt flov, men ikke helt så meget nu, hvor han havde slipset på.

Biskoppen lagde hånden på Ryans skulder. »Denne menighed er som en stor familie, og jeg har det bedst, når der er sørget for folk i min familie.« Så gik han op til forhøjningen igen.

Da Ryan omdelte nadveren, så han velkendte, smilende ansigter. Han tænkte over det, som biskoppen havde sagt. Menigheden var en stor familie, og det var en familie, som han var glad for at være en del af.