Vogt hans lam

Guds hellige har altid været under pagt om at nære hinanden åndeligt, især dem, der er svage i evangeliet. Vi er velsignede ved at leve i en tid, hvor en stor forøgelse af evnen til at nære Kirkens nye medlemmer er nødvendig og derfor vil udøses over de trofaste hellige. Den kraft er før blevet givet blandt Herrens folk. Dette er beskrivelsen af, hvordan Herrens folk engang gjorde dette i en tid, der berettes om i Mormons Bog: De blev talt »så de kunne blive husket og få næring ved Guds gode ord for at holde dem på den rette vej og sørge for, at de bestandig var opmærksomme på bøn, idet de alene stolede på Kristi fortjenester, han som var deres tros ophavsmand og fuldender« (Moro 6:4).

Vi har alle på et tidspunkt prøvet at nære en anden persons tro. De fleste af os har følt andres bekymring for vores egen tro, og derved har vi følt deres kærlighed. En hel del af os har oplevet et barn se op på os og sige: »Vil du gerne gå i kirke med mig« eller »Vil du gerne bede sammen med mig?« Og vi har også oplevet skuffelser. Nogen, som vi elsker, har måske ikke accepteret vores forsøg på at nære deres tro. Vi ved fra smertefulde erfaringer, at Gud respekterer det, når hans børns vælger ikke at blive næret. Og dog er dette et tidspunkt til at føle ny optimisme og håb om, at vores evne til at nære andre vil vokse.

Herren har gennem sin levende profet fortalt os, at han vil bevare den store høst af nyomvendte, der går i dåbens vande. Og Herren vil gøre det gennem os. Så vi kan være sikre på, at vi ved at gøre små ting, noget som selv et barn kan gøre, vil få større evne til at nære den spæde tro.

Vi skal begynde med vores eget hjerte. Hvad vi ønsker af hele vores hjerte, vil i høj grad afgøre, om vi kan gøre krav på vores ret til Helligåndens ledsagelse, for uden den kan der ikke finde nogen åndelig næring sted. Vi kan i dag begynde at prøve at se dem, som vi skal nære, som vor himmelske Fader ser dem, og dermed føle noget af det, som han føler for dem.

Disse nye medlemmer i Kirken er hans børn. Han har kendt dem, og de har kendt ham i verdenen før denne. Både hans og hans Søns Jesu Kristi formål er, at de skal vende tilbage til ham og modtage evigt liv, hvis de blot vil vælge det. Han har ledt og støttet sine missionærer gennem Helligånden for at finde, undervise og døbe dem. Han tillod, at hans Søn betalte for deres synder. Vor Fader og Frelseren ser disse nyomvendte som skrøbelige får, der er købt med en pris, som vi ikke kan fatte.

Jordiske forældre kan i begrænset omfang sætte sig ind i en kærlig himmelsk Faders følelser. Når vore børn når den alder, hvor de må forlade vores direkte omsorg, føler vi ængstelse for deres sikkerhed og bekymrer os for, at de, som skal hjælpe dem, ikke vil svigte dem. Vi kan i alle tilfælde føle noget af Faderens og Frelserens kærlighed til Kirkens nye medlemmer, og den tillid de har til, at vi nærer dem.

Disse følelser i vores hjerte for nye medlemmer vil føre os langt i at kvalificere os til Åndens hjælp og således overvinde den frygt, som måtte afskrække os fra vores hellige ansvar. Det er klogt at frygte, at vores evner til at opfylde den pligt, som vi har til at nære andres tro, er utilstrækkelige. Vore egne evner, uanset hvor store de er, vil ikke være nok. Men dette realistiske syn på vore begrænsninger skaber en ydmyghed, der kan føre til tillid til Ånden og således til kraft.

Præsident Brigham Young (1801-1877) har sagt, at vi skal fatte mod trods vore svagheder. »Hvis nogen taler til en forsamling, selv om han ikke kan sige mere end en håndfuld sætninger, som er akavet sat sammen, er disse få afbrudte sætninger, hvis hans hjerte er rent for Gud, ofte af større værdi end den største veltalenhed uden Herrens Ånd og af større ægte værdi i Guds, engles og alle gode menneskers øjne. Når en person beder, og selv om dennes ord er få og udtrykkes akavet, vil den bøn, hvis hjertet er rent for Gud, være til større nytte end Ciceros (en romersk taler fra det første århundrede f.Kr.) veltalenhed. Hvad bryder Herren, Faderen til os alle, sig om vores måde at udtale os på? Det enkle, ærlige hjerte er til større nytte for Herren end den forfængelighed, pragt og veltalenhed, som er menneskeskabt. Når han betragter et hjerte fyldt med oprigtighed, retskaffenhed og barnlig troskyldighed, ser han et princip, som vil vare evigt – ›Det er mit eget riges ånd – den ånd, som jeg har givet mine børn.‹«¹

Et barn kan gøre ting, der giver os kraft til at nære andres tro. Børn kan invitere en nyomvendt til at komme med dem til et møde. Børn kan smile og hilse på et nyt medlem, der kommer ind i kirkebygningen eller en klasse. Det kan vi også. Og Helligånden vil være vores ledsager, hvis vi gør dette. Frygten for ikke at vide, hvad vi skal sige, og for at blive afvist, vil tages fra os. Den nye vil ikke virke som en fremmed for os. Og Helligånden vil begynde at nære ham eller hende, endnu før vi har talt om evangeliets sandheder.

Det kræver ingen anden kaldelse end at være medlem for at nære nogen ved at vise venlighed. De af os, der ikke har en kaldelse til at undervise eller forkynde, kan nære med Guds gode ord, hvis vi forbereder os på det. Vi kan gøre det hver gang, vi taler med et nyt medlem, og hver gang vi deltager i en samtale i klassen. Vi har brug for Helligåndens hjælp til at tale de ord, som vil nære og styrke.

Der findes to store nøgler til at indbyde Ånden til at vejlede os i de ord, som vi taler, når vi nærer andre. Det er dagligt studium af skrifterne og troens bøn.

Helligånden vil vejlede os i det, vi siger, hvis vi studerer og overvejer skrifterne hver dag. Skriftens ord indbyder Helligånden. Herren har sagt det på denne måde: »Søg ikke at kundgøre mit ord, men søg først at få mit ord, og så skal din tunge blive løst; så skal du, hvis du ønsker det, få min Ånd og mit ord, ja, Guds kraft, så du kan overbevise menneskene« (L&P 11:21). Når vi dagligt studerer skrifterne, kan vi regne med denne velsignelse selv i uformelle samtaler eller i klassen, når læreren beder os om at svare på et spørgsmål. Vi vil opleve den kraft, som Herren har lovet: »Vær heller ikke på forhånd bekymrede for, hvad I skal sige; men gem bestandigt livets ord i jeres sind, så skal det gives jer i samme stund hvilken del, der skal måles ud til enhver« (L&P 84:85).

Vi skatter Guds ord, ikke blot ved at læse dem i skrifterne, men ved at studere dem. Vi kan få mere næring ved at overveje nogle få ord og lade Helligånden gøre dem til skatte for os end ved at gå hurtigt og overfladisk hen over flere kapitler i skriften.

På samme måde som overvejelse af skrifterne inviterer Helligånden, gør daglig bøn det også. Hvis vi ikke beder i bøn, vil han sjældent komme, og uden vores bøn er det ikke sandsynligt, at han bliver hos os ›Og Ånden skal gives jer ved troens bøn, og hvis I ikke modtager Ånden, skal I ikke undervise‹ (L&P 42:14). Inderlig, konstant bøn om at have Helligånden hos sig, og fast forsæt om at nære vor Faders børn vil helt sikkert bringe velsignelser til os og dem, som vi elsker og tjener.

Guds gode ord, som vi må nære med, er evangeliets enkle lære. Vi behøver ikke at frygte enkelthed eller gentagelse. Herren har selv beskrevet, hvordan den lære går ind i mænds og kvinders hjerte for at nære dem:

»Og dette er min lære, og det er den lære, som Faderen har givet til mig; og jeg aflægger vidnesbyrd om Faderen, og Faderen aflægger vidnesbyrd om mig, og Helligånden aflægger vidnesbyrd om Faderen og mig; og jeg aflægger vidnesbyrd om, at Faderen befaler alle mennesker overalt at omvende sig og tro på mig.

Og den, der tror på mig og bliver døbt, han skal blive frelst; og det er dem, der skal arve Guds rige.

Og den, der ikke tror på mig og ikke bliver døbt, skal blive fordømt.

Sandelig, sandelig siger jeg til jer, at dette er min lære, og jeg aflægger vidnesbyrd om, at den er fra Faderen, og den, der tror på mig, tror også på Faderen; og for ham vil Faderen aflægge vidnesbyrd om mig, for han vil besøge ham med ild og med Helligånden« (3 Ne 11:32-35).

Herren fortsatte med at beskrive dem, der vil næres af den enkle lære og derved holde ud, dem, der vil arve det celestiale rige, som dem, der er som børn. Det kræver et hjerte som et barn at føle Åndens tilskyndelser, at hengive sig til disse befalinger og at adlyde. Det er det, der kræves for at blive næret af Guds gode ord.

Og det er derfor, at vi kan være så optimistiske i vores befaling om at nære Kirkens nye medlemmer. Hvor meget eller lidt de end måtte kende til læren, har de lige hengivet sig ydmygt til dåbsordinancen og modtaget retten til Helligåndens ledsagelse. Og derved opstår deres spæde tro, der får Frelseren til at omtale dem som lam på et tidspunkt, hvor de har vist sig villige til at gøre det, som Frelseren beder dem om.

Hvis de får forklaret alt, hvad der kræves af deres nye medlemskab på en tydelig og kærlig måde, og hvis de på en klog måde gives mulighed for at tjene i Kirken, og deres arbejde i den tjeneste bedømmes med kærlighed og næres med tålmodig opmuntring, vil de styrkes af Helligåndens ledsagelse, og da vil de næres med en kraft, der er større end vores egen. Når de holder ud, skal end ikke helvedes porte få overhånd over dem.

Præsident Brigham Young lovede, hvordan deres styrke til at holde ud ville vokse: »Alle, der ydmyger sig for Herren og helhjertet og med glæde håber på ham, vil modtage lidt efter lidt, bud på bud, lidt her og lidt der, ›i ny og næ,‹ som [bror] John Taylor siger, til de modtager en vis del. Derefter må de nære og skatte det, som de har modtaget, og gøre det til deres konstante ledsager og fremme enhver god tanke, lære og princip og gøre alle de gode gerninger, de kan, indtil Herren efter en tid er i dem som en kilde, der skal vælde med vand til evigt liv.«²

Det er det, der menes i Moroni, når der står: »Idet de alene stolede på Kristi fortjenester, han som var deres tros ophavsmand og fuldender« (Moro 6:4). Det er Frelseren, der gjorde det muligt for os at blive renset gennem hans forsoning og vores lydighed mod hans bud. Og det er Frelseren, som nærer dem, der i tro går i dåbens vande og modtager Helligåndsgaven. Når de altid erindrer ham, og når de fortsætter i lydighed som et barn, er det ham, der sikrer, at hans Ånd altid er hos dem.

I og jeg kan og vil med ringe midler være en del af et storslået værk. Vi studerer og beder og tjener for at gøre os fortjent til Helligåndens ledsagelse. Vi får da lov til at se de nye medlemmer som vor himmelske Faders dyrebare, elskede børn, og vi bliver ledet til at nære dem med kærlighed, med mulighed for at tjene og med Guds gode ord. Og da vil vi med tiden se det, som den store missionær Ammon beskrev for sine missionærkammerater, ligesom vi nu er kammerater for de missionærer, der arbejder i hele verden:

»Se, marken var moden, og velsignede er I, for I svang seglen og høstede af alle jeres kræfter, ja, hele dagen lang arbejdede I; og se antallet af jeres neg! Og de skal samles ind i laderne, så de ikke går til spilde.

Ja, de skal ikke blive slået ned af uvejret på den yderste dag; ja, ej heller skal de blive revet op af hvirvelvindene, men når uvejret kommer, er de samlet sammen på deres sted, så uvejret ikke kan nå ind til dem; ja, ej heller skal de føres af rasende vinde derhen, hvor fjenden måtte ønske at bære dem.

Men se, de er i hænderne på høstens Herre, og de er hans; og han vil oprejse dem på den yderste dag« (Alma 26:5-7).

Vi kan gennem ren og skær lydighed hjælpe Herren med at bringe fårene, hans får, i hans hænder og bringe dem i hans arme hjem til deres Fader og vor Fader. Jeg ved, at Gud vil udøse himlens kræfter over os, når vi tager del i at bevare den hellige høst af sjæle.