Mod til at stille et spørgsmål

I sommeren 1994 tog jeg en pause fra studierne i Taipei for at rejse hjem og holde ferie i min fødeby Miao-li. Mens jeg var hjemme tog jeg et job i en blomsterforretning. Mit hjerte svulmer af taknemlighed, når jeg mindes det, der så skete.

En dag, hvor jeg var i færd med at vande planter, standsede en mand i en motoriseret kørestol for at kigge på blomsterne. Han afslog genert mit tilbud om at komme ind i butikken, men der var et eller andet ved ham, som gjorde dybt indtryk på mig. Siden da løb jeg på ham på gaden flere gange, og vi udvekslede venlige nik og smil.

En varm dag, hvor jeg sad på en restaurant og nød en skål isdessert, var der en, der klappede mig på skulderen. Det var manden i kørestolen. Han var klædt fint på og smilede bredt. Han spurgte modigt efter mit navn og telefonnummer, og så kørte ham.

Et par dage senere ringede han og inviterede mig med til en middag i kirken. En ven opmuntrede mig til at sige ja, så lidt modvilligt tog jeg med ham. Det var en lækker middag, og den modtagelse, som jeg fik fra medlemmerne, fik mig til straks at føle mig velkommen. Senere den aften spurgte et andet medlem efter min adresse og mit telefonnummer i Taipei og sendte oplysningerne til missionærerne der. Dermed begyndte min evige forbindelse med Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Jeg blev døbt og bekræftet i efteråret 1994 og tog på fuldtidsmission i 1997. To år efter jeg kom hjem, blev jeg gift med en anden hjemvendt missionær, og vi stiftede vores familie.

Alle disse velsignelser blev en realitet, fordi et medlem af Kirken havde mod til at stille et spørgsmål. På det tidspunkt var han en vildfremmed, men senere kom han til at føre mig til Frelserens evangelium. Han minder mig om et skriftsted, som jeg senere læste i Mormons Bog: »Og jeg har intet andet formål end jeres sjæls evigtvarende velfærd« (2 Ne 2:30).