2008
Opnå et vidnesbyrd
Februar 2008


Opnå et vidnesbyrd

Billede
Elder Paul K. Sybrowsky

Jeg voksede op i en pragtfuld, men mindre aktiv familie. Jeg var ikke vant til at høre vidnesbyrd om evangeliets sandhed i mit hjem. Så selv om jeg voksede op i Salt Lake City i Utah i et overvejende sidste dages helligt miljø, voksede jeg ikke op i en typisk sidste dages hellig familie. Vi afholdt ikke familieaften eller samledes til familiebøn. Mange af de kirkeskikke, som mine venner var vant til, var lidt fremmede for mig.

Takket være denne familiemæssige baggrund var jeg nok en af dem, der var mindst tilbøjelig til at rejse mig og bære vidnesbyrd for en større samling seminarelever. Jeg var også en ganske genert 15-årig, så jeg var selv ret overrasket, da jeg pludselig stod ved mikrofonen foran 300 seminarelever. Men jeg følte mig godt tilpas på grund af det, som jeg følte inderst inde. Den dag i dag kan jeg huske Åndens overvældende tilskyndelse til at rejse mig og bære vidnesbyrd ved det seminarmøde.

Jeg husker ikke, nøjagtig hvad jeg sagde, men jeg glemmer aldrig den brænden i hjertet, det sikre vidnesbyrd, som jeg modtog om, at Kirken er sand. Jeg husker tydeligt følelsen af Helligånden, der dalede ned over mig, mens jeg bar vidnesbyrd om, at denne kirke er sand.

Jeg vidste det

Før den dag troede jeg, at Kirken var sand. Jeg syntes om Kirken. Jeg syntes, at den var god, og jeg tog del i den. Men i det afgørende øjeblik i mit liv, vidste jeg, at Kirken var sand. Jeg kunne ikke fornægte det, og ingen kunne tage det vidnesbyrd fra mig.

Siden den dag i seminar har jeg båret vidnesbyrd tusindvis af gange. Jeg kan huske nogle af disse andre lejligheder, men ingen af dem har haft så dramatisk indflydelse på mig eller haft en så afgørende indflydelse på min fremtid, som det første tilfælde fra mine teenageår. En af grundene til, at den begivenhed gjorde så varigt indtryk på mig var, at jeg var på nogenlunde samme alder som Joseph Smith, da han så vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, og fik at vide, at han skulle være et redskab til at genoprette Kirken på jorden.

Oplevelsen med at bære vidnesbyrd og opnå en så sikkert viden var på mange måder et vendepunkt i mit liv. Når Herren giver dig instrukser, så er det det største, du nogensinde kommer til at lære. På grund af dette vidnesbyrd fik jeg et ønske om at tjene, at blive en bedre elev og udvikle bedre sociale og personlige færdigheder. Jeg fik et stærkere ønske om at lære skrifterne bedre at kende. Jeg fandt større mening med livet. Jeg vidst, at hvis jeg holdt mig værdig, kunne jeg få lov til at forkynde evangeliet.

Jeg blev også klar over, at Gud vidste, hvem jeg var. Det var noget af det vigtigste, som virkelig overraskede og forandrede mig. Jeg var hans Søn! Når man ved, hvem man er, ønsker man at forbedre sig. Der ligger en kraft i den kundskab – en kraft, som man kun kan opnå gennem inspiration fra vor himmelske Fader.

Når jeg ser tilbage på den oplevelse, tror jeg, at min himmelske Fader ville give mig en mulighed for at udvikle nogle holdninger og færdigheder, så han lettere kunne arbejde med mig. Jeg tror også, at han ville have mig til at overveje at tage på mission, hvilket ikke var noget, der ligefrem blev opmuntret til i mit hjem. Som ung teenager havde jeg ikke tænkt meget over en mission. Men takket være min vidnesbyrdoplevelse vidste jeg for første gang, at jeg ville tage på mission. Mange andre oplevelser forstærkede det ønske, men det var første gang, jeg vidste, at jeg ville på mission. Jeg vidste, at min himmelske Fader ville have, at jeg skulle tage på mission, så jeg kunne fortælle hans børn, hvad jeg vidste.

Åbn dit hjerte

At opnå et vidnesbyrd minder om den oplevelse, som nefitterne havde, da Frelseren besøgte dem. Til at begynde med forstod de ikke Guds røst, fordi de kun hørte med deres ører. Men da de åbnede deres hjerte, forstod de hans røst.

»Og igen for tredje gang hørte de røsten og åbnede deres ører for at høre den; og deres øjne var rettet mod lyden af den, og de så bestandig op mod himlen, hvorfra lyden kom.

Og se, den tredje gang forstod de den røst, som de hørte« (3 Ne 11:5-6).

At åbne dit hjerte for vor himmelske Faders inspiration er et af livets vigtigste aspekter. Du får brug for hans inspiration.

Du står over for enestående udfordringer, og måden hvorpå du kan håndtere disse udfordringer er ved at lade Ånden falde på dig. Lad ham lede dig. Når vi får styrke fra vor himmelske Fader sker det ånd til ånd og hjerte til hjerte. Og det er med Herrens styrke, at vi kan gå fremad. Herren giver vores individuelle vidnesbyrd styrke.

Nyd at være teenager

Når du styrker dit vidnesbyrd er det med til at give dig større glæde i dine teenageår, som kan være den mest spændende tid i dit liv. Dermed ønsker jeg på ingen måde at forklejne betydningen af mission eller tempelægteskab eller nogle af de andre vidunderlige oplevelser, som du får senere i dit liv, men jeg vil opmuntre dig til at nyde dine teenageår. Og hvordan gør du så det? Ved at holde alle Herrens bud – de er ikke valgfrie! Hvert af dem er givet os i en vis hensigt, nemlig at beskytte dig.

En del af Det Første Præsidentskabs budskab i Til styrke for de unge lyder:

»Jeres himmelske Fader ønsker, at jeres liv skal være fuld af glæde og føre jer tilbage til hans nærværelse. De beslutninger, I træffer nu, vil afgøre meget af det, der vil ske jer gennem livet og i hele evigheden.

Eftersom Herren elsker jer, har han givet jer befalinger og profeternes ord til at vejlede jer på jeres rejse.«1

Præsident Gordon B. Hinckley, vores profet og præsident, har sagt: »Lad os være et lykkeligt folk. Herrens plan er en plan for lykke.«2 Lad os følge profeten, og lad os leve et lykkeligt liv. Denne periode i dit liv er spændende – det bør også være sjovt. Du kan virkelig nyde din ungdom, når du holder dig aktiv i Kirken.

Hav mod til at følge det, som du føler i dit hjerte. Hold fast ved de følelser og styrk dem. Det er af afgørende betydning, at du opnår et vidnesbyrd og har tro på, at Jesus Kristus er din Frelser og Forløser. Det er af afgørende betydning, at du forstår, at han af fuldkommen kærlighed sonede for dig.

Når du har den kundskab, har du det vidunderlige privilegium at forene din tro på Jesus Kristus med omvendelse for at sikre dig, at dine pagter er virkningsfulde. Så kan du modtage vejledning og hjælp fra at medlem af Guddommen, nemlig Helligånden. Sikke en gave det er! Den storslåede gave modtages som følge af at have tro på Herren Jesus Kristus og nyde omvendelsens frugter.

Da jeg var teenager, modtog jeg en anden gave: Et levende, voksende vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium. Efterhånden som jeg har næret det vidnesbyrd, er det blevet ved med at vokse. Jeg begyndte at forstå Herrens mønster – hans plan for, hvordan han vil føre mig tilbage til min himmelske Fader. »Det, der er af Gud, er lys; og den, der modtager lys og forbliver i Gud, modtager mere lys; og det lys vokser sig klarere og klarere indtil den fuldkomne dag« (L&P 50:24).

Jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om, at Gud er vor Fader, og at hans Søn Jesus Kristus er hele menneskehedens Frelser. Du kan også få det vidnesbyrd. Du kan endda få det nu, mens du er teenager, ligesom jeg fik. Du behøver ikke at vente.

Noter

  1. Til styrke for de unge, 2001, s. 2.

  2. »At hver enkelt må blive et bedre menneske«, Liahona, nov. 2002, s. 99.