Frimodighed i Guds nærhed

Beretningen om profeten Joseph Smith, der søger at finde ud af, hvilken kirke, han skal tilslutte sig, midt i »striden mellem de forskellige … religionsentusiaster« (Joseph Smith–Historie 1:11) er en historie om håb for alle, der oprigtigt søger sandheden. Hvor må det have været en lettelse for Joseph – en ung knægt på 14, som havde et enkelt spørgsmål og et oprigtigt ønske – at læse følgende skriftsted i Bibelen: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den« (Jak 1:5).

Dette vers giver en glimrende indsigt i det forhold, som enhver af os burde have til vor himmelske Fader. Ja, dette vers udtrykker vor kærlige himmelske Faders barmhjertighed og følelser over for en søn, som kom til ham med et spørgsmål. Faderen besvarer normalt ikke bønner med syner, som han gjorde i den hellige lund, men han giver os svar, som bringer stor trøst og fred. Det er hans løfte til os – at give rundhåndet uden at bebrejde eller revse.

Som dreng havde jeg flere muligheder for at sætte dette løfte på prøve. Jeg vidner om, at løftet er sandt. Uanset om jeg mistede et stykke legetøj eller en mønt eller en anden dyrebar ting, som synes ubetydelig for voksne, så besvarede vor himmelske Fader mine bønner og beroligede mig. Jeg husker tydeligt den vished jeg følte om, at jeg ville få et svar. Det er en drengs tro. Det var den unge Joseph Smiths tro.

En sådan tro er i overensstemmelse med de betingelser, som gør, at bønner besvares, som det ses af følgende skriftsted: »Men han skal bede i tro, uden at tvivle« (Jak 1:6).

Da jeg blev ældre, opdagede jeg, at det blev stedse sværere at udvise urokkelig tro. Verden sår tvivlens og fordommenes frø i vores forstand og vores hjerte. Derfor er Frelserens formaning om, at vi skal blive »som små børn« (Matt 18:3) blevet en livslang stræben for mig. Jeg har erfaret, at tro »som et sennepsfrø« (Matt 17:20) til tider er inden for rækkevidde og til andre tider ligger langt fra mig.

Hvordan kan vi vedvarende udøve den form for tro? Det følgende råd giver en større indsigt i denne retskafne stræben: »Det, der er af Gud, er lys; og den, der modtager lyset og forbliver i Gud, får mere lys, og det lys bliver klarere og klarere indtil den fuldkomne dag« (L&P 50:24).

Det er den proces, som profeten Joseph Smith gennemgik. Han viste, ligesom andre tidligere havde gjort, sit værd ved konstant at udøve tro og gøre retskaffen brug af sin handlefrihed. Han søgte fortsat Gud, modtog mere lys, og det lys blev stærkere og stærkere, indtil det var som solens lys.

En hændelse fra profetens liv gjorde dybt indtryk på mig som ung:

“En sen nattetime lå Joseph og sov tung af udmattelse … Kort efter brød en rasende pøbelhob døren ned og … greb ham og slæbte ham ud af huset, da Emma skreg …

… En gruppe samledes … for at holde råd … Da de var færdige, sagde pøbellederen, at de ikke skulle slå ham ihjel, men flå tøjet af ham og piske og flænse ham … De jog en stinkende tjæreslev i ansigtet på ham og forsøgte at tvinge den ned i halsen på ham …

Da de forlod Joseph, forsøgte han at rejse sig, men faldt sammen igen af smerte og udmattelse. Men det lykkedes ham at fjerne tjæren fra sit ansigt, så han kunne trække vejret …

Da profeten havde fundet noget at tildække sig med, trådte han ind i huset og brugte resten af natten på at rense sin krop og pleje sine sår …

Næste morgen var det sabbat, og folk samledes til den sædvanlige gudstjeneste. Nogle fra pøbelen var iblandt dem …

Skønt Josephs hud var øm og arret, tog han hen til mødet og stod frem for forsamlingen, hvor han roligt og mandigt så sine overfaldsmænd fra den foregående nat i øjnene. Han holdt en stærk prædiken og døbte samme dag tre nye troende som medlemmer af Kirken.«¹

Jeg kan slet ikke fatte den smerte og det ubehag, som profeten Joseph må have udholdt. Han havde god grund til ikke at prædike den følgende morgen, men hverken denne eller mange andre lignende eller værre hændelser fik ham til at svigte sit ansvar. Hvordan kan vi så føle os retfærdiggjort, hvis vi svigter vores ansvar, fordi det føles lidt ubehageligt og ubelejligt?

Når vi øger vores tro og hengivenhed, drages vi nærmere vor himmelske Fader.

»Da kalder du, og Herren vil svare, da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg« (Es 58:9).

»Lad dyd uophørligt pryde dine tanker, da skal din selvtillid vokse sig stærk i Guds nærhed, og præstedømmets lære skal falde på din sjæl som dug fra himlen.

… Og uden tvang skal det tilflyde dig for evigt og altid« (L&P 121:45-46).

Det er et privilegium for mig at vidne om, at Joseph Smith er Guds profet. Fordi han søgte visdom i den hellige lund og derefter holdt flittigt ud, nyder vi i dag Jesu Kristi evangeliums fylde. Følgende hyldest, som præsident John Taylor (1808-1887) skrev, mens han var medlem af De Tolv Apostles Råd, beskriver rammende, hvad profeten Joseph Smith har gjort for os alle: »Joseph Smith, Herrens profet og seer, har gjort mere (Jesus alene undtaget) for menneskenes frelse i denne verden end noget andet menneske, der nogensinde har levet her … Han levede ædelmodigt, og han døde ædelmodigt i Guds og sit folks øjne og har som de fleste af Herrens salvede i fordums tider beseglet sin mission og sine gerninger med sit eget blod« (D&C 135:3).

Må vi vedvarende anvende vores handlefrihed víst og, ligesom profeten Joseph Smith, udøve urokkelig tro, uanset hvilke omstændigheder vi befinder os i, så vores selvtillid kan »vokse sig stærk i Guds nærhed«.