Joseph Smith: En Jesu Kristi apostel

Joseph Smiths apostolske oplæring begyndte i 1820. Da han overvejede religiøse spørgsmål, fandt han snart ud af, at man ikke kunne ræsonnere eller diskutere sig frem til et autoritativt svar angående sandheden af de forskellige kirker eller deres lærdomme. Uden en guddommelig tilkendegivelse kunne den unge Joseph ikke andet end at tilføje sin egen mening til den eksisterende »krig på ord og tumult på grund af forskellige meninger« (JS-H 1:10). Men Josephs spørgsmål blev besvaret ved Gud Faderens og hans guddommelige levende Søn, Jesu Kristi, personlige og fysiske tilstedeværelse – en oplevelse, som vi kaldet »det første syn«.

Josephs erfaring med Guddommen var, ligesom de oprindelige apostles, direkte og personlig. Der var ikke brug for andres mening eller et råds vurdering af, hvad han havde set, eller hvad det kom til at betyde for ham. Josephs syn var til at begynde med en meget personlig oplevelse – et svar på et specifikt spørgsmål. Men med tiden blev det, styrket af yderligere oplevelser og vejledning, genoprettelsens grundlæggende åbenbaring.

Men hvor apostolsk denne tilkendegivelse af Kristi væsen, eksistens og opstandelse end var for Joseph Smith, så var det ikke det eneste, som Jesus ville lære ham. Drengen Josephs første lektie udsprang af tilkendegivelsen af Kristi fuldstændige, almægtige og guddommelige magt. Joseph erfarede i hvert fald en betydning af Kristi forløsende og frelsende magt, da han bad i lunden. Han var næppe begyndt at bede, førend »tæt mørke samlede sig omkring mig, og det forekom mig en tid, som om jeg var dømt til pludselig undergang« (JS-H 1:15). Med al den energi Joseph kunne mønstre, begyndte han at anråbe Gud om at udfri ham fra fjendens greb.

»I netop det øjeblik, da jeg var rede til at synke ned i fortvivlelse og overgive mig til undergang … så jeg en lyssøjle …

Ikke så snart havde den vist sig, førend jeg følte mig befriet fra den fjende, som holdt mig bunden« (JS-H 1:16-17).

Joseph Smiths konfrontation med djævelen minder om en oplevelse, som Moses havde, som profeten skulle erfare nogle år senere. I modsætning til drengen Joseph så Moses dog Guds storhed først, og derefter blev han konfronteret med djævelens magt, inden han igen blev befriet fra hans indflydelse (se Moses 1).

Begivenhedernes forskellige orden er betydningsfuld. Moses var allerede en moden mand og havde stor kundskab og indflydelse inden denne oplevelse. Ved at vise Moses sin storslåede magt inden denne mødte djævelen, hjalp Herren Moses til at sætte hans liv perspektiv. Da Moses havde oplevet Guds herlighed, sagde han: »Som følge af dette ved jeg, at mennesket intet er, hvilket jeg aldrig havde forestillet mig« (Moses 1:10). Denne hændelse satte Moses i stand til at modstå de fristelser, som senere kom fra djævelen.

Joseph Smith derimod var en uerfaren ung mand, som i løbet af sit liv igen og igen skulle stå over for modstandens magt og de overvældende problemer, som det fører med sig. Ved først at opleve modgang og så blive udfriet af overgrebet ved Faderens og Sønnens tilstedekomst lærte Joseph denne uudslettelige lektie: Uanset hvor stor den ondes magt er, så må den altid vige for retfærdigheden.

Denne lektie var af afgørende betydning for Josephs apostolske oplæring. Han havde brug for denne kundskab, ikke kun på grund af de personlige prøvelser, som ventede forude, men også på grund af den overvældende modstand, som han skulle møde, da han stiftede og ledte Kirken.

Drengen Joseph gik ind i lunden for at søge visdom, og visdom var lige hvad han fik. Hans apostolske oplæring var begyndt. Blandt de store apostolske lektioner, som udsprang af det første syn, var både Frelserens og vor himmelske Faders fysiske beskaffenhed og de grundlæggende lektier med hensyn til deres magt – hver især en søjle i det apostolske vidnesbyrd.

Joseph Smiths tidlige apostolske oplæring fortsatte med hans oversættelse af Mormons Bog. Mormons Bog gav Joseph adgang til »det evigtvarende evangeliums fylde« (JS-H 1:34), principper, som det var nødvendigt at forstå, selv før Kirken blev organiseret. Profeten blev præsenteret for talrige »tydelige og yderst dyrebare« (1 Ne 13:26) profetiske og apostolske vidnesbyrd om Frelseren, hvilke alle tjente som forbilleder for ham.

Faktisk anvender Mormons Bogs profeter over 100 titler i deres forkyndelse af Kristus, og hver af dem hjalp Joseph til at forstå Frelserens guddommelige rolle.¹ Takket være disse lærdomme blev Joseph Smith nært knyttet til oldtidens profeter, og det gav ham indblik i den guddommelige hensigt med hans ansvar.

Mormons Bog tydeliggør Kristi forsonings universelle natur. Frelserens hellige offer begrænser sig ikke til det hellige land på hans tid eller sågar den apostolske verden på de oprindelige tolvs tid. Forsoningen omfatter alle Guds skabninger – i fortid, nutid og fremtid. Sikke et indtryk Jakobs forkyndelse af den »altomfattende forsoning« (2 Ne 9:7) må have gjort på den unge Joseph, især i kontrast til datidens kristne lære.

Mormons Bog præsenterer os også for forsoningens altomfattende virkning og andre lærdomme, der henhører til den. De prædikener, som Lehi, Jakob, kong Benjamin, Abinadi, Alma, Amulek, lamanitten Samuel og Moroni har holdt, er rige kilder til indsigt.

Under oversættelsesarbejdet af Mormons Bog modtog profeten yderligere værdifuld personlig indsigt i Kristi forløsende og frelsende magt. I 1828 overtalte Martin Harris Joseph til at lade ham låne de første 116 sider af manuskriptet til Mormons Bog. Da Martin Harris mistede siderne, følte profeten en overvældende fortvivlelse.² Hans mor, Lucy Mack Smith, skrev, at Joseph udbrød: »Åh, min Gud! … Alt er tabt! alt er tabt! Hvad skal jeg gøre? Jeg har syndet – det er mig, der har fristet Guds vrede … Hvordan skal jeg kunne vise mig for Herren? Hvilken irettesættelse har jeg ikke gjort mig fortjent til hos den Allerhøjestes engel?« ³

I over en måned lod Herren Joseph blive i denne frygtelige tilstand af anger.⁴ Så kom lettelsen og den apostolske lektie. Herren sagde til Joseph:

»Guds gerninger og forehavender og hensigter kan ikke forpurres, ej heller kan de blive til intet …

for skønt et menneske kan få mange åbenbaringer og have magt til at gøre mange mægtige gerninger, så må det dog, hvis det praler af sin egen styrke og regner Guds råd for intet og følger sin egen viljes og sine kødelige lysters bud, falde og pådrage sig en retfærdig Guds hævn« (L&P 3:1, 4).

Disse ord beskriver omhyggeligt, hvad Joseph Smith havde oplevet. Han havde erfaret det apostolske kalds krævende natur og til hvem apostlen for enhver pris skal vise sin loyalitet. »Skønt menneskene regner Guds råd for intet og ringeagter hans ord,« fik Joseph at vide, »burde du dog have været trofast« (L&P 3:7-8). Joseph Smith havde mistet rådighed over pladerne en tid og havde lært en uvurderlig lektie. Senere fik han pladerne tilbage, og hans stilling som oversætter blev gengivet.

Hvor var det dog vigtige lektier, som Joseph Smith opnåede gennem oversættelsesarbejdet med Mormons Bog, mens han udviklede sig i sin apostolske kaldelse! Mormons Bog er »vor religions slutsten«, ⁵ fordi den indeholder så mange profetiske vidnesbyrd om Kristus og står som et håndgribeligt vidne om genoprettelsen.

Da Joseph Smith havde fuldført oversættelsen af Mormons Bog i 1829 og organiseret Kirken i 1830, fik han mulighed for at modtage videre apostolsk uddannelse i form af oversættelse af andre skrifter. Disse omfattede tre års oversættelse af Bibelen og, fra 1835 og fremefter, oversættelsen af Abrahams Bog. Joseph Smiths oversættelse af Bibelen øgede hans forståelse af den rolle, som Det Gamle Testamentes profeter og Det Nye Testamentes apostle spillede. Det førte også til yderligere åbenbaring, nemlig Moses’ Bog.

Moses’ Bog gav profeten vigtig kundskab om Frelserens virke, blandt andet hans rolle i skabelsen. »Og Gud Herren talte til Moses og sagde: … Jeg er Begyndelsen og Enden, Gud den Almægtige; ved min Enbårne skabte jeg disse ting« (Moses 2:1). Videre sagde han: »Og utallige verdener har jeg skabt … og ved Sønnen, som er min Enbårne, har jeg skabt dem« (Moses 1:33).

Moses’ Bog tydeliggør Kristi forhold til Faderen i den førjordiske tilværelse og styrkede yderligere profetens forståelse af retfærdighedens stigende magt. En af de smukkeste af alle de apostolske lektier, som Joseph Smith modtog i denne åbenbaring, var bekræftelsen af Guds kærlighed. Det var så forskelligt fra den hårde, utilgivende og fordømmende personlighed, som mange troede, at Gud var; Moses’ Bog åbenbarer en Gud med uendelig medfølelse. Enok så, »at himlens Gud … græd« (Moses 7:28) over dem, som ikke ville tage imod ham. Da Enok bad om at få at vide, hvordan dette var muligt, fik han et svar, som har en velkendt bibelsk klang: »Jeg [har] givet befaling om, at de skulle elske hinanden, og at de skulle vælge mig, deres Fader … Hvorfor skulle himlene da ikke græde, når de ser, at disse skal lide?« (Moses 7:33, 37; se også 5 Mos 6:5; 3 Mos 19:18; Matt 22:37-39).

Gennem oversættelsesarbejdet med Mormons Bog blev profeten også bedre bekendt med Frelserens forløsende og frelsende magt. For som Herren sagde, så blev denne jord skabt »ved min magts ord« (Moses 1:32) med det formål at tilvejebringe »udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Mange, mange år før Frelseren fortalte Thomas og de tolv, at »Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig« (John 14:6), åbenbarede han for Moses, at »dette er frelsesplanen for alle mennesker ved min Enbårnes blod, han som skal komme i tidens midte« (Moses 6:62).

Det første syn i lunden, oversættelsen af Mormons Bog, bearbejdelsen af Bibelen, åbenbaringen af Moses’ Bog og oversættelsen af Abrahams Bog lagde det grundlæggende fundament for Kirken, for en stor del på grund af profeten Joseph Smiths hurtigt voksende kundskab og vidnesbyrd om Jesus Kristus.

De åbenbaringer, som han modtog, og som er samlet i Lære og Pagter, rummer en rigdom af kundskab om Frelseren. Man kunne granske adskillige emner og krydshenvisninger om Jesus Kristus i Topical Guide og Guide til skrifterne uden dog at forstår dybden af de oplysninger om Frelseren, som profeten Joseph Smith bragte til verden. Jeg er taknemlig for at vide, at Jesus »i begyndelsen [var] hos Faderen« (L&P 93:21). Jeg er taknemlig for at vide, at han »har lidt dette for [mig], for at [jeg] ikke skal lide, hvis [jeg] vil omvende [mig]« (L&P 19:16).

Jeg er taknemlig for endnu et aspekt ved Frelserens virke, som rører mig dybt i sjælen. Ud fra studiet af Malakias’ løfter, Moronis første besøg hos Joseph, Frelserens ord til nefitterne og Elias’ besøg i templet i Kirtland ved jeg, at Gud elsker sine børn og har sørget for en måde, hvorpå vi hver især kan vende tilbage til ham. Jeg kender ikke nogen mere retfærdig lære, ej heller nogen lærdom, som indgyder mere håb end den om de dødes forløsning. Jeg er så taknemlig for de åbenbaringer, som lærer mig, at Frelserens forsoning når ud til dem, som har levet, elsket, tjent og håbet på en bedre verden, men aldrig hørt om Jesus eller haft mulighed for at modtage hans evangelium. Denne kundskab ville være nok til at omvende mig til evangeliet, om jeg så ikke vidste andet end det. I mine øjne ligger det største vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans sonoffer her.

Hvad kan vi så sige om Kristi uforlignelige frelsende magt? Det, som Joseph Smith erfarede i den hellige lund angående retfærdighedens kraft, der overvinder det onde, er en forsmag på de sidste tider. Herren har åbenbaret:

»Jeg, som har udført og fuldbragt hans vilje angående mig, han hvem jeg tilhører, nemlig Faderen – og som har gjort dette, for at jeg kunne underlægge mig alt –

og som besidder al magt, ja, endog til at tilintetgøre Satan og hans gerninger ved verdens ende og på den yderste, store dag, da jeg skal fælde dom« (L&P 19:2-3).

Vore egne vidnesbyrd er indrammet af profeten Joseph Smiths vidnesbyrd og lærdomme. Er det da noget under, at profeten sagde, at »de fundamentale principper og grundsætninger i vor religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og fór til himlen; og alt andet, som falder ind under vor religion, er kun tillæg dertil.«⁶

Joseph Smiths apostolske vidnesbyrd om Jesu Kristi guddommelige eksistens og opstandelse, såvel som hans kundskab om Frelserens forløsende og frelsende magt, ses bedst af profetens eget smukke, stærke og fyndige vidnesbyrd:

»Og se, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det vidnesbyrd, det seneste af dem alle, som vi giver om ham: At han lever!

For vi så ham, ja, ved Guds højre hånd; og vi hørte røsten aflægge vidnesbyrd om, at han er Faderens Enbårne –

at ved ham og gennem ham og af ham, bliver og blev verdenerne skabt, og deres indbyggere er født som Guds sønner og døtre« (L&P 76:22-24).

Hvor er jeg dog taknemlig for Joseph Smiths apostolske kald.