Talentshowet

Marie kiggede ud af bilruden, mens hun og hendes primaryklasse kørte hen til plejehjemmet. Hun håbede ikke, at de andre piger så, at hun havde tårer i øjnene.

Da søster Gibson havde foreslået et talentshow til en aktivitetsdag, virkede det som en god idé. Hver eneste af pigerne havde planlagt, hvilket talent hun ville vise. Marie havde prøvet, men hun kunne ikke finde på noget at lave.

Et par af pigerne spillede klaver. En pige spillede violin, og en anden sang. En anden oplæste et digt, hun selv havde skrevet, og Maries bedste veninde, Shelley, skulle slå en baglæns saltomortale. Andrea skulle ikke optræde, men hun havde bagt kager, som de alle kunne spise efter showet.

Jo mere Marie tænkte på talentshowet, desto mere overbevist var hun om, at hun ikke havde nogen talenter. Hun var ikke sikker på, hvorfor hun var kommet. Søster Gibson havde prøvet at trøste hende ved at sige, at hun endnu ikke havde opdaget det særlige talent, som vor himmelske Fader havde givet hende. Men det havde Marie svært ved at tro. Hun troede ikke, at hun nogen sinde ville blive god til noget som helst.

Der var stille i plejehjemmets samlingsstue. Der var gamle mennesker overalt, og det gjorde Marie endnu mere nervøs. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige til dem, eller hvordan hun skulle opføre sig. Det så ud til, at de andre piger havde det på samme måde. De klumpede sig sammen og kiggede sig generte omkring, indtil søster Gibson viste dem, hvor de skulle sidde.

Marie følte sig stadig utilpas, da programmet begyndte. Og så, lige efter den første klaversolo, hørte hun en, der hostede bagved hende. Marie vendte sig og fik øje på en gråhåret kvinde, hvis krop rystede for hvert host.

Marie holdt op med at tænke på sig selv og blev bekymret for damen. Hun fandt hurtigt et bolsje i lommen og gik hen til damen. Hun lagde sin hånd på kvindens skulder og rakte sin lille gave frem. Da den rynkede hånd rakte ud efter det, og kvinden smilede til hende, følte Marie sig glad og fredfyldt.

Marie sad hos kvinden resten af showet. Hun holdt hendes hånd og fortalte hende af og til, hvad der skete. Det føltes rart at gøre noget for en anden, og det fik hende til at holde op med at have ondt af sig selv.

Da de skulle til at gå, gav kvinden Marie et kram og sagde: »Tak fordi du snakkede med mig. Du har et talent for at få andre til at føle sig elsket.«

På vej tilbage til kirken følte Marie sig taknemlig over at vide, at hun alligevel havde et talent. Når hun tjente andre, følte hun sin himmelske Faders kærlighed, og hun hjalp andre til også at føle hans kærlighed. Det var et meget specielt talent at have.