En længe savnet skat

For ikke så længe siden, mens jeg sad og ventede på, at præstedømmets formøde skulle begynde, nævnte min hjemmelærerkammerat, at mine skrifter lå i menighedens glemmekasse.

Men da jeg skævede til siden, kunne jeg se, at jeg stadig havde mine nye skrifter, som min hustru havde givet mig. Og mine gamle skrifter lå i en kurv ved siden af en lænestol hjemme i stuen. Jeg var forvirret.

»Hvad er dit melleminitial?« spurgte min makker.

»R,« sagde jeg.

»Det var navnet,« svarede han. »Jeg henter dem lige til dig.«

Et øjeblik senere vendte han tilbage og rakte mig en bibel med mit navn i falmet guldtryk på forsiden. Jeg genkendte den straks. Jeg kæmpede for at lyne det gamle, sorte omslag op. Bogen åbnedes på første side, som rummede en tilegnelse skrevet med min fars håndskrift. Jeg stod med den bibel, som mine forældre havde givet mig på min 12-års fødselsdag.

Jeg boede nu i Arizona, og sidste gang jeg havde set denne bibel, boede jeg i Utah og var ved at forberede mig på min mission. Jeg tog mine seminarskrifter med mig på mission og lod denne bibel blive hjemme. Sandsynligheden for, at min gamle bibel på en eller anden måde i løbet af 30 år havde fundet vej fra mine forældres hjem i Utah til min nye menighed i Arizona, var forsvindende lille.

Min far, der elskede at studere skrifterne, havde indgydt mig et ønske om at læse og studere Guds ord i en tidlig alder. En del af det budskab, som han havde skrevet i min bibel, var gode råd, inden jeg modtog Det Aronske Præstedømme:

»David, på denne din 12-årsfødselsdag modtager du Arons præstedømme som diakon og bliver en Herrens tjener, ligesom din navnebror kong David. Da han opførte sig klogt, velsignede Herren ham.

Sådan vil det også være med dig. Hvis du vil opføre dig klogt og følge Herren, vil han velsigne dig og kalde dig til at tjene ham.

Vær stærk og trofast, min søn. Studér denne bog flittigt, så vil den give dig styrke.«