Nøglen til bøn

Jeg var for nylig vendt hjem fra en fuldtidsmission og var blevet velsignet med at finde et job, som gjorde mig i stand til at tjene penge til mine studier. Jeg var ivrig efter at vise mig produktiv, så min chef ville ansætte andre hjemvendte missionærer.

Mit arbejde var enkelt: Jeg udførte alle de småjobs, som skulle udføres for et byggefirma. Det betød, at jeg ofte skulle udføre enkle laboratorieprøver. En bestemt dag skulle jeg ud for at samle prøver af byggematerialer ind fra forskellige byggepladser og bringe dem tilbage til laboratoriet. Jeg fik en gammel lastbil at køre i, og så drog jeg af sted.

Jeg ankom til den første byggeplads, hilste på værkføreren og fandt hurtigt nogle beton- og stålprøver. Da jeg havde anbragt dem i lastbilen, stak jeg hånden i lommen efter bilnøglen. Til min forfærdelse var lommen tom. Jeg kiggede i tændingen og kiggede mig hurtigt omkring i førerhuset, men fandt ikke nøglen. Det slog mig, at jeg måske havde tabt den, mens jeg gik rundt på byggepladsen. Mens jeg gik ruten igennem, bad jeg en stille bøn, men jeg kunne stadig ikke finde nøglen.

Så kiggede jeg lastbilen grundigere igennem og løftede sågar måtterne. Ingen nøgle. Jeg bøjede hovedet og bad inderligt og forklarede, at jeg så gerne ville være produktiv og ikke blive forsinket på dagens første stop. Jeg begyndte at lede igen, mens jeg lyttede efter et svar på min bøn. Jeg følte mig tilskyndet til at kigge under lastbilen, så jeg sendte et hurtigt, tvivlende blik ned på jorden ved mine fødder. Jeg så stadig ikke nogen nøgle, så jeg besluttede at gå en runde mere på byggepladsen.

Da jeg vendte tilbage til lastbilen, var jeg stadig tomhændet. Hvordan skulle jeg kunne fortælle mine nye chef, at jeg havde mistet nøglen og været ude af stand til at fuldføre så enkel en opgave? Jeg bad atter stille, og igen blev jeg tilskyndet til at kigge under lastbilen. Jeg kiggede atter hurtigt, og da jeg ikke kunne se nøglen, var jeg ved at skyde indskydelsen fra mig. Men jeg besluttede at træde lidt væk fra lastbilen og kigge igen.

Pludselig fik jeg øje på den! Den måtte være faldet ud, da jeg steg ud af lastbilen. Den lå lige netop så langt inde under lastbilen, at jeg ikke havde set den de to første gange. Jeg skammede mig over, at jeg ikke havde lyttet bedre til Åndens tilskyndelse.

Den dag og mange gange siden har jeg tænkt over, hvor tålmodigt og kærligt Ånden arbejder med mig. Når vi synger »Jeg ved, min Fader lever, elsker mig« (»Jeg ved min Fader lever«, Salmer og sange, nr. 196), så svulmer mit hjerte. Jeg er overvældet over, at vor Fader elsker os så højt, at han vil besvare vores mindste bøn.