Hvorfor skal jeg være her?

En uge før jul i 2007 fik to af mine børn hals- og mellemørebetændelse. Jacob på fem hylede hele vejen til apoteket, hvor vi skulle hente hans medicin, og Beth på 19 måneder var meget pylret.

Da vi nåede derhen, mødte vi en lang kø ved receptskranken. Mens Jacob trak i mit ben og klagede over øresmerter, vristede Beth sig ud af mit favntag. Jeg troede, at hun ville blive ved siden af mig, men så snart hun slap fri, løb hun direkte hen til en ældre herre, der sad på en bænk ved siden af køen.

Manden kiggede ned i gulvet med hovedet hvilende i hænderne. Jeg kaldte på Beth, da jeg ikke ville forlade køen, men hun nærmede sig alligevel manden og bøjede sig ned for at kigge op på hans ansigt, mens hun smilede og fnisede.

Så sendte jeg Jacob hen efter hende. Han tog hendes hånd og trak i hende, men hun nægtede at følge med. Så begyndte hun at skubbe til mandens pande for at få ham til at kigge op. Mens jeg blev stadig mere frustreret, tog Beth sine sko af og lagde dem i mandens skød. Han satte sig op og smilede.

»Beth!« sagde jeg.

»Det er helt i orden,« sagde manden med en træt stemme. »Jeg skal nok snøre hendes sko.«

Jeg blev lidt nervøs, da han begyndte at give Beth skoene på. Da han var færdig, lagde han armene om hende og kyssede hende på panden. Han tøvede med at slippe hende igen, så jeg forlod hurtigt køen for at redde min datter fra denne fremmede.

Da jeg nærmede mig, lagde jeg mærke til, at han havde tårer i øjnene. Bekymret satte jeg mig ved siden af ham

»Der er noget, jeg må fortælle dig,« sagde han og stirrede ligeud i luften. »For knap en måned siden døde min hustru, og for blot en time siden fandt jeg ud af, at jeg er uhelbredeligt syg af cancer. Jeg kom herhen for at købe medicin, og jeg har tænkt over mit liv og overvejet at fremskynde det uundgåelige. Jeg troede ikke, at jeg ville kunne udholde julen og kræftens smerter uden min dejlige kone.«

Han sagde, at han havde bedt og sagt til Gud: »Hvis der er en grund til, at jeg skal være her, så må du hellere sige det nu, ellers tager jeg hjem og gør en ende på det hele.« Inden han havde nået at sige »amen«, begyndte Beth at genere ham og kalde ham »bedstefar«.

»Nu ved jeg, hvorfor jeg skal blive her lidt længere,« sagde han. »Jeg skal være her for mine børnebørn. De har brug for mig.«

Jeg lagde armene om ham og kunne ikke lade være med at græde. Så hentede jeg vores medicin. Beth, der nogle få minutter tidligere havde virket så syg, kyssede manden på kinden og hoppede glad af sted sammen med Jacob og mig, mens hun vinkede og sagde: »Farvel, bedstefar.«

Jeg spurgte ikke efter hans navn, men jeg vil aldrig glemme, at selv en lille pige, der generer en ældre herre, kan være svaret på en bøn.