Hvorfor mig?

Jeg lå nu i en hospitalsseng og var for syg til at åbne øjnene. Jeg havde fået stillet diagnosen akut lymfatisk leukæmi. Min sygdom brød ud blot fire år efter, at min mor var død af samme kræftform. Jeg gennemgik en voldsom kemoterapi for at slå kræften ned, og lægerne sagde, at jeg skulle i kemoterapibehandling i to og et halvt år for at være sikker på, at kræften var helt væk. Jeg fattede ikke, hvorfor det skulle ramme mig, og hvorfor det skulle ske nu.

Jeg blev snart klar over, at cancerdiagnosen ikke var den eneste udfordring, jeg måtte kæmpe med. Et af de stoffer, som anvendes i behandlingen af leukæmi, er et steroid, som gives i en ekstrem kraftig dosis. Det er meget effektivt til at slå kræftceller ihjel, men der er en lille risiko for, at det kan forårsage nekrose (en tilstand, hvor knogler omkring leddene dør), især hos teenagepiger. Mine læger mente, at eftersom jeg var 12 år, var jeg for ung til, at det skulle kunne ske. Men en måned efter, at jeg var begyndt på kemoterapien, havde steroiderne ødelagt de fleste af mine større led og en del af min rygsøjle. Jeg havde konstante smerter. Fire måneder efter at jeg havde fået konstateret leukæmi, gennemgik jeg min første hofteoperation, som skulle rette op på den skade, som steroiderne havde forvoldt og mindske smerterne. Operationen gik ikke så godt, som jeg havde håbet, og ortopædkirurgen sagde, at jeg sandsynligvis aldrig ville komme til at ride igen. Pludselig var hele den fremtid, som jeg havde planlagt, væk.

Jeg var en dygtig elev, og jeg elskede at gå i skole. Men nu kunne jeg hverken gå i skole eller vise mig offentligt, fordi kemoterapien havde nedbrudt mit immunsystem. I stedet måtte jeg blive hjemme sammen med min stedmor. På det tidspunkt syntes jeg, at det hele så meget sort ud, men det skulle blive værre.

Et halvt år efter min hofteoperation gennemgik jeg endnu en hofteoperation, fordi den første ikke havde virket. Jeg sad i kørestol, fordi det gjorde for ondt at gå. Jeg var fuldstændig sikker på, at jeg aldrig kom til at ride igen, og nu var jeg bekymret for, om jeg overhovedet kom til at gå igen. At leve et liv med sygdom, konstante smerter og lænket til en kørestol lød ikke særlig morsomt.

Jeg bad til min himmelske Fader, og jeg ved, at mange andre mennesker også bad for mig. Gennem alle mine trængsler bad jeg om, at jeg måtte blive helbredt, at mine led måtte komme sig, og at jeg ikke skulle igennem resten af kemobehandlingen. Jeg syntes ikke, at mine bønner blev besvaret, for jeg skulle stadig til kemoterapibehandling på Primary Children’s Medical Center i Salt Lake City hver uge. Jeg havde stadig smerter. Og jeg sad stadig i kørestol. På et tidspunkt tænkte jeg, at mine forældre var skøre, når de kunne tro på en Gud, der ikke engang ville lytte til en lille syg pige.

Nogle år tidligere havde jeg været igennem en lignende troskrise, da jeg bad om, at min mor måtte få det bedre. Hun fik ilt hele tiden og var for svag til at bevæge sig rundt i huset. Jeg bad og håbede og bad lidt mere om, at hun måtte blive mirakuløst helbredt. Men det blev hun ikke. Da hun var død, erfarede jeg, at vi kan bede om det, vi gerne vil have, ligeså meget vi vil, men vi skal bede om det rette – bede om, at Herrens vilje må ske – for at få vore bønner besvaret.

Da jeg kom i tanker om denne lektie, ændrede jeg mine bønner fra »Vil du ikke nok helbrede mig« til »Himmelske Fader, jeg ville rigtig gerne slippe af med disse trængsler, men jeg accepterer din vilje«. Så snart jeg ændrede mine bønner, blev jeg bedre i stand til at udholde kemoterapien, og jeg fik en mere positiv indstilling. Det var blot begyndelsen på mine velsignelser og svarene på mine bønner og spørgsmål.

Min far og bedstefar gav mig en præstedømmevelsignelse. Hver gang jeg skulle opereres, bad jeg om en velsignelse. Velsignelserne hjalp mig og min familie med at føle os tryggere ved forløbet. Engang fik jeg høj feber, så vi måtte tage på hospitalet. Jeg fik en velsignelse af min far og en nabo, inden vi tog af sted. Da vi nåede frem til skadestuen, var feberen væk, og jeg behøvede ikke at overnatte på hospitalet. Jeg ved, at præstedømmets magt er en gave fra en kærlig himmelsk Fader.

Et øjeblik, som jeg altid vil huske, var den dag, hvor jeg vendte hjem fra hospitalet, efter at have fået konstateret leukæmi. De unge piger og søstrene i Hjælpeforeningen havde flyttet mine ting op fra kælderen og ind i et værelse i stueetagen, så jeg kunne være tættere på mine forældre og ikke være tvunget til at benytte trappen. De havde ryddet op og udsmykket værelset, så det var et rart sted at bo, mens jeg var syg. Min familie blev velsignet med flere andre tjenesteprojekter. Til at begynde med havde jeg svært ved at tage imod andres hjælp. Når folk hjalp mig, følte jeg mig tit hjælpeløs. Men jeg blev snart klar over, at det var i orden at bede om hjælp. Da jeg begyndte at få det bedre, holdt jeg øje med muligheder for at tjene andre mennesker. Nu prøver jeg at tjene, så meget som jeg formår. Jeg har det godt, når jeg tjener andre. Jeg indså, at når jeg lod andre mennesker tjene mig, gav jeg dem mulighed for at opleve den samme gode følelse.

Jeg har lært at tænke mere på fremtiden og mine valg, fordi jeg har været så tæt på døden. I skolen hørte jeg piger klage over, at deres hår bare ikke ville sidde rigtigt den dag. Jeg sad der i min lyserøde kørestol med paryk på hovedet og tænkte: »I det mindste har I da hår!« Nogle piger klagede over, at de fik ondt i fødderne af at gå i højhælede sko. Og jeg tænkte: »I kan da i det mindste gå.« Nu bestræber jeg mig på at fokusere på det større perspektiv i stedet for de småting, som jeg tidligere bekymrede mig om.

I løbet af de sidste par år har jeg lært meget andet takket være velsignelserne ved at have leukæmi og kemoterapiens besværligheder. Jeg er kommet tættere på min himmelske Fader. Mit vidnesbyrd er blevet styrket. Og jeg har lært, hvad der virkelig betyder noget. Jeg har lært at værdsætte alle de små ting, som folk gør for mig. Jeg er nu i bedring, har færre smerter og er gradvist ved at få førligheden tilbage i mine led. Velsignelserne og erfaringerne fortsætter, efterhånden som helbredelsen skrider frem.

Så hvorfor mig? Hvorfor nu? Jeg stiller ikke de spørgsmål mere, fordi jeg udviklede mig åndeligt gennem mine trængsler. Jeg har opdaget, hvem jeg egentlig er, fordi Herren elsker mig nok til at lade mig opleve modgang og de velsignelser, der følger med den.