Primary-manerer

Natanael holdt godt fast i mors hånd, da de trådte ind i primarylokalet. I dag var Natanaels anden uge i solstråleklassen. Han havde sommerfugle i maven, og for hver skridt han tog, begyndte han at gå langsommere.

I sidste uge havde Primary været lidt forvirrende. Under sangen blev Mia ved med at rejse sig op og dreje rundt om sig selv. Natanael var træt af at sidde, så han rejste sig også op. Men så havde hans lærer bedt ham om at sætte sig igen. Under fællestiden var der nogle af de større børn, som snakkede og lo. Nogle gange var det så støjende, at man ikke kunne høre, hvad søster Miranda, der var primarypræsident, sagde. Da Natanaels ven Cara begyndte at græde, havde han også selv lyst til at græde.

Da Natanael nærmede sig den forreste række, havde han ikke lyst til at slippe mors hånd. Han var bange for, at der også ville være forvirring i Primary i denne uge. Så fik han øje på sin lærer.

»Davs, Natanael,« sagde søster Tejada. »Hvor er jeg glad for at se dig.« Søster Tejada klappede på stolen ved siden af mig.

Natanael kunne godt lide sin lærers venlige smil. Han slap sin mors hånd og satte sig ved siden af søster Tejada.

»Jeg kommer og henter dig efter klassen,« sagde mor. »Husk at være ærbødig.«

Natanael var ikke sikker på, at han vidste, hvordan man var det.

Efter indledningsbønnen rejste søster Miranda sig. »I dag har vi en særlig gæst,« sagde hun.

Pludselig dukkede en dukke op bag bordet ved siden af søster Miranda. Dukken vred sig, vinkede med armene og sagde: »Skal vi gå nu? Jeg er tørstig!«

Nogle af børnene lo.

»Det er første gang, Arlo er i Primary,« sagde søster Miranda, »og han ved ikke, hvordan man skal være ærbødig. Men inden han kan lære at være ærbødig, skal han lære gode Primary-manerer.«

Natanael blev overrasket. Ved aftensmaden mindede hans mor ham nogle gange om at lægge servietten ned i skødet. Det var gode manerer. Og far bad altid alle om at takke mor for et dejligt måltid, inden de begyndte at tage af bordet. Det var også gode manerer. Men hvad var Primary-manerer?

Arlo lænede sig baglæns ud over bordet. »Ha, I ser sjove ud, når man ser jer nedefra,« sagde han.

»Gode manerer er regler, der viser, at vi respekterer andre mennesker,« forklarede søster Miranda. »Arlo kender ikke reglerne for gode Primary-manerer. Tror I, at vi kan lære ham det?« spurgte hun.

Søster Miranda gik hen til tavlen og tegnede en arm. »Hvad skal Arlo gøre med sine arme?« spurgte hun.

»Folde dem« råbte Mia.

»Det er rigtigt,« sagde søster Miranda.

Arlo satte sig op. Han foldede armene og hævede dem over hovedet. »Mener du sådan her?« spurgte han.

Natanael vidste, at det ikke var rigtigt.

Søster Miranda spurgte, om alle i Primary kunne vise Arlo, hvordan han skulle folde armene.

Natanael foldede hurtigt sine arme. Arlo foldede også sine arme.

På tavlen, ved siden af tegningen af armen, skrev søster Miranda: »Folde armene.«

Efterhånden som søster Miranda tegnede flere billeder, lærte børnene Arlo reglerne for gode Primary-manerer. Natanael var glad for, at han kendte de fleste af dem allerede.

Nu vred Arlo sig ikke længere, og han vinkede og råbte heller ikke. Hans ben sad stille, og han havde foldet armene. Børnene lyttede også stille. Primary var ikke så støjende og forvirrende mere. Natanael følte sig rolig og glad. Det ville ikke blive svært at være ærbødig i Primary. Han vidste allerede, hvad han skulle gøre.