2022
Hvad er hjemmeaften?
August 2022


»Hvad er hjemmeaften?« Liahona, aug. 2022

Grundlæggende om evangeliet

Hvad er hjemmeaften?

Billede
en mor, far og lille pige sidder udendørs

Hjemmeaften er en tid, der er afsat i løbet af ugen, hvor jeres familie kan samles. I denne tid kan I »lære om evangeliet, styrke vidnesbyrd, opbygge enighed og nyde samvær med hinanden« (Kirkens Håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 2.2.4, JesuKristiKirke.org). Hjemmeaften ser lidt forskellig ud for hver familie. Men målet er at bruge denne tid på at blive tættere og komme Frelseren nærmere.

Forberedelse

Tænk på en aktivitet, som jeres familie kan lide, og et evangelisk emne, som I gerne vil tale om og lære om sammen. Vælg også en dag og et tidspunkt hver uge, hvor de fleste eller alle familiemedlemmer kan mødes. Kirken opfordrer medlemmerne til at holde hjemmeaften mandag aften. Men familier kan mødes, når det virker bedst for dem.

Bøn

Billede
familie beder

Mange familier indleder og slutter hjemmeaften med bøn. Det indbyder Helligånden i deres hjem. Hjemmeaften er en ideel tid for børn og voksne til at lære at bede med en lille gruppe.

Musik

Mange familier har også en åbnings- og afslutningssang. De vælger som regel en sang fra salmebogen eller Primarys sangbog. Kirken har klaverindspilninger af salmerne på music.ChurchofJesusChrist.org. I kan også se videoer af Tabernacle Choir at Temple Square. Når medlemmerne synger under hjemmeaften, lærer de salmerne, der bliver sunget i kirken.

Lektion

Kirken har mange ressourcer, der kan hjælpe med hjemmeaften. I kan bruge nogle få minutter på at læse og drøfte en artikel fra Liahona, Lille Liahona eller Til styrke for de unge. Dette kan også være en tid til at se og drøfte Kirkens videoer. Eller I kan læse en tale fra generalkonferencen, læse skrifterne eller drøfte den uges læsning i Kom og følg mig.

Involvering af familien

Billede
Børn, der bager småkager

Fotografi af børn, der laver småkager: Michelle Loynes

Børn kan deltage i hjemmeaften. De kan være med til at planlægge aktiviteter, bede eller vælge og lede i sang. De kan endda undervise lektionen. Før hjemmeaften kan I hjælpe jeres barn med at læse en historie i Lille Liahona eller deres yndlingshistorie fra skriften. Barnet kan derpå fortælle den historie til familien som en lektion. Mange børn kan også godt lide at lave et rollespil over historier fra skriften til hjemmeaften. Lad de ældre børn planlægge lektionen eller vælge en generalkonferencetale, de gerne vil læse. Lad dem derefter lede drøftelsen.

Aktiviteter

Mange familier nyder at lave aktiviteter som en del af hjemmeaftenen. Indendørsaktiviteter kan omfatte at spille spil, lave noget kreativt eller lave mad sammen.

Til udendørsaktiviteter kan I gå en tur, tage på familievandring eller dyrke en sport udenfor sammen. Find en aktivitet, som alle i familien kan være med til, og hav det sjovt sammen. Undgå konkurrencer, der kan drive Ånden væk.

Tjeneste

Hjemmeaften er en god tid for familier til at tjene andre. I kan hjælpe nogle ældre naboer, hjælpe på et herberg for hjemløse, skrive til missionærer eller samle affald op for eksempel. JustServe.org har også ideer til, hvor I kan hjælpe.