2022
Da jeg lærte om andre trossamfund, blev jeg bedre til at efterleve min egen tro
August 2022


Kun digitalt: Unge Voksne

Da jeg lærte om andre trossamfund, blev jeg bedre til at efterleve min egen tro

At lære om andre religioner har ikke blot åbnet mine øjne, men har også øget min egen tro og inspireret mig til en dybere hengivenhed for min religion.

Billede
en synagoge indefra

Det var en varm og fugtig junidag i Brooklyn i New York i USA. Jeg var på rundtur i et hasidisk jødisk nabolag med adskillige andre kommunikationsstuderende fra Brigham Young University. Trods vejret var manden, der gav os rundturen, klædt fra top til tå i mørkt tøj – fra sin sorte høj hat til sit mørke jakkesæt til sine fine sko. Da vi gik rundt i nabolaget, gik vi forbi andre medlemmer af lokalsamfundet, der alle var klædt på samme måde. Så tog vi til parykbutikken, hvor vi lærte, at hasidiske jødiske kvinder går med parykker og lange kjoler.

Jeg kunne kun forestille mig, hvor varmt og ubehageligt det alt sammen måtte være, især med luftfugtigheden om sommeren i New York. Og alligevel var det deres liv – hver eneste dag. De klædte sig sådan på som en del af deres religion for at vise deres hengivenhed over for Gud.

På en måde kunne jeg forstå deres hengivenhed. Vi havde folk iblandt os, der var blevet begavet i templet og bar tempelklædningen under deres tøj. Vi havde alle indgået pagter med Gud gennem dåb og gjorde regelmæssigt ting, der viste vores hengivenhed over for Gud og vores tro. Men det var interessant at se hengivenhed blive udvist på en anden måde, end jeg var vant til.

Og det fik mig til virkelig at tænke over, hvor meget jeg kunne lære af andre menneskers religiøse skikke – og hvordan det kunne hjælpe mig til at blive mere bevidst om, hvordan jeg tilbeder og viser min hengivenhed over for Gud.

Hent inspiration fra forberedelse

Vi trådte ind i vores guides hjem og så hans families kosher-køkken, der bestod af to ovne, to komfurer og to vaske. Det var for at holde kød og mejeriprodukter adskilt, mens man lavede mad, da de to grupper ikke må røre ved hinanden.

En fredag aften sluttede vi os til en jødisk familie til sabbatsmiddagen, der blev holdt for at markere begyndelsen på deres sabbat, hvilket er lørdag. Jeg så på, mens de bad traditionelle jødiske bønner, og tog derefter del i et måltid med flere retter, deriblandt vin, som vi afslog. Nogle af de tilstedeværende syntes, at det var fascinerende, at vi som medlemmer af Kirken havde vores egen sundhedslov at følge og ikke drak alkohol, kaffe eller te.

Efter vores oplevelse ved den sabbatsmiddag tænkte jeg over nogle andre ting, der viste vores jødiske venners inderlighed og hengivenhed over for deres religion. Jeg tænkte over, hvilket offer det ville være at opgive fredag aften hver uge. Men jeg blev også inspireret af deres forberedelse til sabbatten. Hvad nu hvis jeg brugte mere tid om lørdagen på at forberede mig til sabbatten? Hvordan kunne jeg være mere eftertænksom og gøre en indsats i min overholdelse af sabbatsdagen?

Eksempler på indvielse og hengivenhed

Jeg havde mange andre oplevelser i løbet af min tid i New York, hvor jeg blev inspireret af folk fra andre trosretninger og deres tro og hengivenhed. Deres eksempler fik mig til at tænke over min hengivenhed for min egen religion.

Jeg talte med en sikhisk mand, der på trods af, at han var blevet offer for hadforbrydelser på grund af sit udseende i kølvandet på 9/11, forblev tro mod sin religion. Jeg besøgte en moske og så adskillige muslimer bruge tid midt på dagen for at komme og deltage i bønner. Jeg gik ind i en betagende katedral og forstod bedre, hvordan alle, deriblandt håndværkere og arkitekter, kan hellige deres tid og talenter til Gud.

Og jeg begyndte at spørge mig selv: Hvor inderligt ville jeg forsvare min egen tro? Hvor ofte tog jeg mig tid i løbet af dagen til at tilbede og takke vor himmelske Fader? Hvilke talenter kunne jeg hellige til velsignelse for andre?

Jeg har ofte tænkt over den varme og fugtige dag i New York. Jeg blev så inspireret af vores jødiske guides hengivenhed for at efterleve sin religion, ikke blot på sabbatten, men hver eneste dag. Den oplevelse og andre har givet mig mulighed for at tænke over, hvordan jeg bedre kan vise Gud min hengivenhed over for ham og hans evangelium gennem mine daglige handlinger.

Ved at observere mennesker fra andre trosretninger har jeg lært, hvordan jeg kan blive mere bønsom, hvordan jeg bedre ærer de pagter, jeg har indgået med Gud, hvordan jeg forsvarer min tro mere tappert, og hvordan jeg respekterer dem, der tror noget andet, end jeg gør. Vi har mere til fælles, end vi måske tror.